Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Odders syngende karate-kid: Svært at holde hemmeligt


Odders syngende karate-kid: Svært at holde hemmeligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

12-årige Emma Bach fra Odder gik lørdag aften videre i Voice Junior, da fjerde og sidste audition-program i denne sæson løb over de danske tv-skærme.

Odder: Hun har selv vidst det siden midt i august, hvor programmet blev optaget, men nu kan hun langt om længe dele glæden med resten af verden. 12-årige Emma Bach sang sig nemlig videre i programmet Voice Junior, der blev vist lørdag aften på TV 2.

- Det har været svært at holde hemmeligt. Når man har sagt, at man skal være med, vil alle vide, hvordan det er gået, og hvornår det bliver vist i TV, siger Emma Bach, som blev valgt til Joey Moes hold i programmet.

Emma går til daglig på Odder lille Friskole og får sangundervisning af Simon Alstrup fra bandet Jonah Blacksmith i Odder lille Musikskole.

- Det er virkelig fedt at have ham. Han hjælper på en rigtig god måde, og han giver lyst til at øve sig mere og synge så meget, som man overhovedet kan, siger sangtalentet.

Og sunget, det får Emma i den grad gjort. Ikke så meget, når hun står foran spejlet, men i stedet når der er lidt mere luft og plads til det.

- Hvis jeg kommer udenfor, kan jeg ikke lade være med at synge, så højt jeg kan. Det er meget heldigt, at vi bor på landet, så det er lidt nemmere at kunne gøre det der, siger hun med et grin.

Voice Junior-Emma vil samle et band
Voice Junior
I Voice Junior kommer deltagerne i den såkaldte Blind Audition ind foran tre dommere og et publikum. Dommerne Wafande, Joey Moe og Oh Land har dog ryggen til deltagerne, når de begynder at synge. Hvis dommerne er begejstrede for den vokal, de hører, trykker de på en knap, så deres stol vender sig.Det betyder samtidig, at man som deltager er sikker på at gå videre i konkurrencen, uanset om der er en, to eller tre dommere, der banker knappen i bund.

I Emma Bachs tilfælde var Joey Moe den eneste, der trykkede på knappen, og derfor slap hun for at skulle vælge de andre fra. For det var de blevet, hvis de havde vendt sig om.

- Joey var faktisk min favorit på forhånd, så det var heldigt, at det var ham, der vendte sig om, siger Emma Bach.

Passion for karate

Indtil videre er det kun sangen, der for alvor fylder rent musikalsk for Emma, men hun vil gerne blive god til at spille et instrument også.

- Jeg har prøvet lidt forskelligt som for eksempel klaver, men jeg er virkelig utålmodig i forhold til at lære det. Jeg har fundet ukulelen, som jeg spiller på derhjemme, hvor jeg øver mig lidt selv. Den kunne jeg godt tænke mig at prøve noget mere med, understreger hun.

Et andet område hvor Emma allerede er rigtig dygtig, er den anden store fritidsbeskæftigelse udover musik, nemlig karate.

Her har Emma sikret sig den første af tre udgaver af det brune bælte, som er den sidste farve, inden man når til det sorte.

- Til karate siger vi, at når man har det brune bælte, så er man halvvejs til sort, fordi det bliver så svært derfra, forklarer hun.

Og indtil videre nyder hun både at sparke bagdel med mikrofonen og på karategulvet.

- Det er to ting, jeg elsker at lave. Jeg har heldigvis tid til begge dele, siger hun.

 

Tid til autografer

Men det kan blive svært at nå det hele i den kommende periode, hvor der måske også skal afsættes tid til at skrive autografer. Det har Odders syngende karate-kid dog ikke brugt så meget tid på at spekulere over endnu, og hun har heller ikke øvet sig i at skrive sin autograf.

- Jeg tænker ikke så meget på det. For mig er det bare en rigtig god oplevelse at være med. Men det kunne være lidt sjovt, hvis folk genkendte mig, siger Emma Bach.

Fra forældrenes side har der da heller ikke været de store forbehold omkring Emmas deltagelse i TV-programmet.

- Lige så hurtigt det kommer, lige så hurtigt går det igen. Vi siger jo til Emma, at hun bare skal nyde det hele, i den tid det er, lyder det fra farmand Ole Bach.

Næste skridt i Voice Junior-konkurrencen er den såkaldte Super Battle, hvor Joey Moe, og de andre dommere, skal skære deres ni eller 10 deltagere ned til tre. Hvordan det går for Emma, får vi svar på i løbet af oktober.