Odder skal teste million-afløseren for Skoleintra

På mandag er det første dag i det nye skoleår i de danske folkeskoler. Det hidtil største it-projekt i kommunerne skal skabe bedre rammer for digital kommunikation mellem forældre og lærere, lærere og elever og lærerne imellem. Sofie Mathiassen/arkiv/Ritzau Scanpix

Odder skal teste million-afløseren for Skoleintra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra 2019 afløses Skoleintra af Aula, som er kommunernes hidtil største it-løsning. Også daginstitutioner skal bruge Aula. Skoler fra fire kommuner starter test, her i blandt Odder.

Odder: Tusindvis af forældre til nye børn i folkeskole vil formentligt stifte bekendtskab med den digitale kontaktbog Forældreintra i den kommende tid, når de skal følge med i podernes skoleskemaer og beskeder fra lærere og andre forældre.

Men både forældre og lærere skal vænne sig til et helt nyt system, når it-platformen Aula rulles ud i alle folkeskoler i de 98 kommuner. Det sker fra skoleåret 2019, men på en række pilotskoler skal man lære Aula at kende allerede i de kommende måneder.

Aula skal desuden bruges af pædagoger og forældre i vuggestuer og børnehaver i mindst 95 kommuner fra 2020. Det fortæller vicedirektør i kommunernes it-fællesskab, Kombit, Poul Ditlev Christiansen.

- Som forælder betyder det, at man vil kunne kommunikere i den samme app, fra man har sit barn i daginstitution, til det går ud af 10. klasse i folkeskolen. Det skulle gerne gøre det nemmere at planlægge i hverdagen, siger Poul Ditlev Christiansen, som er ansvarlig for Aula.

Kombit regner med, at Aula får mere end to millioner brugere fra i alt 4200 skoler og dagtilbud.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver den it-løsning med flest daglige brugere, som vi har kørende i kommunerne, siger vicedirektøren.

Han uddyber, at forældre i appen vil kunne se profiler for alle deres børn i skoler og daginstitutioner.

- Løsningen er enkel og simpel at anvende, så alle forældregrupper får de bedste muligheder for at understøtte deres børns læring og trivsel i det daglige, siger han.

Odder blandt test-skoler

I de kommende måneder skal skoler i fire kommuner - Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odder og Aarhus - introduceres for Aula, som de skal teste fra 1. januar. Aula er en del af en aftale fra 2014 mellem kommunerne og regeringen om et digitalt løft af folkeskolerne. For omkring 65.000 lærere i folkeskolen bliver Aula en væsentlig del af hverdagen.

Ifølge Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, er det en stor fordel, at der med Aula bliver én indgang til lærernes forskellige digitale arbejdsredskaber. For eksempel til kommunikation med forældre, elever og kolleger, dokumentation, elevplaner og indhold til undervisningen.

Men samtidig giver udsigten til det store projekt også en vis nervøsitet. For lærerne har ikke altid haft gode erfaringer med nye it-tiltag i folkeskolen, siger hun. For eksempel har de såkaldte digitale læringsplatforme haft store startvanskeligheder.

- Det er meget vigtigt, at Aula og alle systemets funktioner virker fra starten af. For det er en tidsrøver i hverdagen, hvis de digitale systemer ikke fungerer, som de skal.

- Det er så frustrerende. Lærerne er i forvejen virkelig presset på tid, fordi de har fået mange flere undervisningsopgaver. Det er også meget vigtigt, at de får en god oplæring i systemet, siger hun.

Et lovkrav betød, at alle folkeskoler skulle have adgang til en digital læringsplatform senest i 2017. Det er blandt andet beskrevet i fagbladet Folkeskolen, hvordan problemer med systemerne forsinkede læreres forberedelser inden skolestart i 2017.

Odder skal teste million-afløseren for Skoleintra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce