Nu er det nok: Borgmestre kræver startdato for stærkt forsinket letbane

- Vi har kastet håndklædet i ringen, lyder meldingen fra Beder-Malling-Ejstrup Fællesråd. Man er holdt op med at forsøge at finde ud af, hvornår togene begynder at køre. Bestyrelsesmedlem Jørgen Hesselbjerg ærgrer sig over de tomme skinner. Foto: Flemming Krogh

Nu er det nok: Borgmestre kræver startdato for stærkt forsinket letbane

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ledelsen for Aarhus Letbane skal møde borgmestre fra Odder, Syddjurs og Norddjurs. De vil have en tidsplan for åbningen af letbanens strækningerne udenfor Aarhus, men den kan letbanens topfolk næppe levere. Frustrationerne er store.

ØSTJYLLAND: Nu skal der en åbningsdato for letbanen til Odder og Grenaa på bordet.

Det budskab vil den ny ledelse for Aarhus Letbane få leveret med eftertryk ved møder med borgmestrene fra Odder, Syddjurs og Norddjurs kommuner.

Den ny ledelse med formand Steen Stavnsbo og direktør Michael Borre skal i næste uge på rundtur for at sige goddag til de tre borgmestre, men værterne forventer meget mere end et høflighedsvist fra Aarhus.

- Det er forfærdeligt frustrerende at være borgmester i en kommune, hvor borgerne bare venter og venter på en lovet letbane. Vi har brug for en tidsplan, så der er en fast dato at arbejde med. Jeg møder eksempelvis ejendomsmæglere, der er dybt frustrerede. De mangler svar, når køberne vil vide noget om letbanens åbning og kørsel i øvrigt, siger borgmester Ole Bollesen (S), Syddjurs Kommune.

Aarhus Letbane
Samarbejdet om Aarhus Letbane består af kommunerne Aarhus, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Odder, Randers, Silkeborg, Skanderborg og Region Midtjylland og Midttrafik. Letbanen. Første etape af letbanen bliver cirka 110 kilometer lang. Den nye strækning fra Aarhus H til Lystrup består af 12 kilometer letbanespor. Grenaabanen, som løber fra Aarhus H, udgør cirka 70 kilometer. Odderbanen udgør knap 30 kilometer. Letbanen får i alt 49 stationer. Grenaabanens og Odderbanens nuværende stationer bevares og hertil kommer 17 stationer på den nye strækning. Der er planlagt nye standsningssteder i Thorsager og Hessel på Djursland.

Aktuelt er letbanen åbnet i Aarhus. På letbanesporene på Djursland og til Odder kører der ingen tog, og der er ikke annonceret startdatoer for trafikken på de to strækninger.

Flere udsættelser

Åbningen af Aarhus Letbane til Odder og på Djursland er blevet udsat i flere omgange.

Senest var det planlagt at åbne strækningen til Odder i slutningen af sidste år, men den tidsplan faldt også fra hinanden.

Aktuelt er Odderbanen bygget færdig. Banestrækningen mangler dog flere godkendelser fra Trafikstyrelsen.

På Djursland forventes banearbejdet at være afsluttet i april. På den strækning har Aarhus Letbane endnu ikke ansøgt om de godkendelser, der er nødvendige for at sætte gang i togdriften.

- Nu må vi have en realistisk tidsplan. Det anser jeg som en helt fundamental ting i et samarbejde mellem forskellige myndigheder og aktører. I bund og grund har vi bare en forventning om, at Aarhus Letbane får togene til at køre så hurtigt som overhovedet muligt, understreger borgmester Jan Petersen (S) fra Norddjurs Kommune.

Dybt frustrerende

Uffe Jensen (V), Odders borgmester, har tidligere sagt, at letbanen nok ville komme til at køre i foråret 2018. Det regner han ikke med længere.

- Man har ikke engang fået tilladelse til at lave testkørslerne på Odderbanen endnu. På den baggrund er det jo ikke engang sikkert, at togene kommer til at køre i 2018. Dog både tror og håber jeg, at strækningen åbner i år, siger han.

Forsinkelsen gør ondt i Odder.

- Folk har skrevet og sagt til mig, at de nu har måttet købe bil nummer to, fordi letbanen endnu ikke er åbnet. Sidste år flyttede 700 mennesker til Odder, og mange af dem har angivet letbanen som hovedårsagen. De er dybt frustrerede.

Uffe Jensen er også selv frustreret, siger han.

- Nu har der ligget skinner på stedet i 140 år. Der er ingen borgere i Odder Kommune, der kan forstå, hvorfor det skal tage så lang tid at få nye tog til at køre på strækningen. Jeg kan heller ikke, siger han.

Frustrationen er lige så stor i Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd. Efter et mislykket forsøg på at kommunikere med letbanens gamle ledelse tør man nu slet ikke gætte på en åbningsdag.

- Man kan sige, at vi har kastet håndklædet i ringen, erkender rådets formand, Jørgen Friis Bak.

Ingen løsninger

Formand Steen Stavnsbo fra Aarhus Letbane har skarpt fokus på udfordringer med letbanekørsel til Odder og på Djursland.

- Alle er frustrerede over den aktuelle situation. Men jeg kommer ikke til møderne til borgmestrene med færdige løsninger i tasken. Det er desværre umuligt, siger Steen Stavnsbo.

Aarhus Letbanes formand peger på, at åbningstidspunkterne for letbanestrækningerne til Odder og Grenaa ikke kun afhænger af letbaneselskabet.

- Tidspunkterne afhænger også af Trafikstyrelsen, som har en afgørende rolle i forhold til forskellige godkendelser. Vi arbejder dagligt på at opnå den bedst mulige og mest effektive sagsgang, så processen kan gå så hurtigt som overhovedet muligt, forklarer Steen Stavnsbo.

Tog i 2018

Steen Stavnsbo overtog formandposten i Aarhus Letbane for halvanden måned siden.

Han er overrasket over den kompleksilitet, som sagsgangene omkring letbanen rummer.

- Letbanen er den første af sin slags i Danmark. Derfor virker det til, at spillereglerne i høj grad defineres under selve forløbet. På den baggrund er det meget vanskeligt at arbejde med et tidsperspektiv. Men med forbehold for især sagsbehandlingen i Trafikstyrelsen har jeg dog en berettiget forventning om, at der i 2018 kommer til at køre letbanetog til Odder og på Djursland, forklarer Steen Stavnsbo.

Nu er det nok: Borgmestre kræver startdato for stærkt forsinket letbane

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce