Marianne siger farvel til noget helt enestående

Marianne Folkersen ser frem til at læse mere, end hun har haft tid til som leder af Odder Bibliotek. Foto: Søren E. Alwan

Marianne siger farvel til noget helt enestående

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Leder Marianne Folkersen føler, hun overlader et velfungerende Odder Bibliotek til sin efterfølger.

Brødtekst

Ved valget for fire år siden var der politikere, der ville flytte biblioteket til Vitapark. Selv om jeg bifalder ideen om et lidt større kulturcenter, er jeg glad for, at det ikke skete. For Odder Bibliotek ligger så pokkers centralt og er vel også et lille kulturcenter for sig selv.
Marianne Folkersen, nu tidligere leder af Odder Bibliotek

Odder: Det kan godt være, at vi ikke har mange penge at rutte med, men vi gør det sgu meget godt. Måske fordi vi alle sammen elsker at gå på arbejde.

Marianne Folkersen, indtil lige før jul daglig leder af Odder Bibliotek, taler med lige så stor entusiasme om biblioteket i Odder, som da hun stadig havde sin daglige gang blandt reolerne. Når hun fortæller om biblioteket, sker det stadig i nutid, selv om hun nu er efterlønner, og Odder Kommune er gået på jagt efter hendes afløser.

- Jeg har endnu ikke helt fattet, at min tid i Odder er et overstået kapitel. For jeg fik egnen så meget ind under huden, siger den 63-årige bibliotekar, som i sine 10 år som leder aldrig nåede at flytte til Odder men i stedet tog turen fra Hammel hver morgen.

Her bor hun sammen med ægtemanden, tidligere journalist Erling Baastrup, og de er lige nu ved at planlægge "den tredje alder" sammen. De lægger ud med fire uger i Sydspanien og har masser af gode bøger med i kufferten.

- Grundlæggende tror jeg på, at det er bedst at bo i et lokalområde, hvis man vil have indflydelse. Det passede blot aldrig rigtig ind i mit privatliv, fortæller Marianne Folkersen, der til gengæld har brugt langt mere end 37 timer om ugen på biblioteket i Odder.

Blandt andet fordi stedet er kendt for en del aftenarrangementer i form af foredrag, læsegrupper mv.

Synlige ansatte

Igennem alle årene har det været meget vigtigt for Marianne Folkersen at være synlig overfor kolleger og brugere. Derfor har hun aldrig gemt sig på sit lederkontor, men i stedet taget fat, hvor det var påkrævet.

Hun har aldrig gået ret meget op i faggrænser, hvilket betyder, at stedets tre HK'ere deltager lige så meget i udviklingen af biblioteket som de seks bibliotekarer. Det være sig, når der skal arrangeres foredrag, møder for tilflyttere, kurser og hvad biblioteket ellers har gjort sig bemærket ved gennem årene.

- Som alle andre biblioteker er antallet af udlån af bøger faldet i de seneste 10 år, og det er en udvikling, man ikke kan gøre andet ved end at have de nyeste nye bøger på hylderne hurtigt og så i øvrigt forsøge at være positiv og motiverende overfor brugerne. Desuden bestræber vi os på at være på forkant med lydbøger, udstillinger og anden service. Derfor bruger vi for eksempel også meget tid på at hjælpe gymnasieelever, når de skal lave deres SRP-opgave, ligesom vi jævnligt inviterer folkeskoleelever til et orienteringsmøde - for at fortælle dem, at Google ikke altid har det bedste svar på alting. For de er jo fremtidens brugere, siger Marianne Folkersen.

Nye brugere

Beder man Marianne Folkersen fortælle om den største udfordring gennem hendes 10 år i Odder, lyder svaret prompte, at det var, da en sparerunde i 2010 pålagde hende at afskedige to kolleger. Det var svært og absolut ikke en besparelse, hun bifaldt.

Specielt ikke, fordi Odder Bibliotek allerede dengang havde et meget lavt driftsbudget. Siden har det udviklet sig til at blive kongerigets laveste, idet der i dag bruges 280 kr. pr. indbygger. Andre kommuner afsætter op til 1000 kr. pr. indbygger om året.

- Et stykke tid senere fik vi en halv stilling retur, fordi vi påtog os at administrere hele folkeoplysningsområdet. Det betød, at vi var med til at udvikle hele den nye Odderordning samt hjælpe foreningerne i gang med at bruge den. Det har faktisk ført til, at vi i dag har fat i helt nye brugere af biblioteket. Bl.a. har vi afviklet fyraftensmøder for alle de frivillige, der skal søge tilskud på vegne af deres forening. Så i bund og grund kom der noget godt ud af opgaven, siger Marianne Folkersen, der dog advarer mod, at man skærer yderligere på biblioteks budget.

- Der er en grænse for, hvor lidt man kan drive et bibliotek for, og den har Odder nået. Men jeg er stolt af, hvad vi har formået på de 10 år, jeg har været leder. Mest af alt er jeg stolt over de kolleger, som jeg nu siger farvel til. For de brænder alle lige så meget for stedet, som jeg selv har gjort, siger hun.

Marianne siger farvel til noget helt enestående

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce