Letbane til Odder og Lisbjerg åbner lørdag morgen


Letbane til Odder og Lisbjerg åbner lørdag morgen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

AARHUS/ODDER: Alle godkendelser for letbanestrækningerne til Odder og Lisbjerg er i hus og togene begynder at køre tidligt lørdag morgen.

Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Første tur afgår lørdag 25. august kl. 5.20 fra Aarhus H til Lisbjergskolen, mens første tur fra Odder mod Aarhus afgår kl. 5.37. Første afgang fra Aarhus H til Odder er kl. 6.19.

Med åbningen af den 29 km lange strækning mod Odder bliver det muligt at køre fra Odder til Skejby i et sammenhængende letbanesystem. Her servicerer letbanen bl.a. det nye Universitetshospital og de mange arbejdspladser i Business Park Skejby. Herfra kan turen fortsætte ad den tre kilometer lange strækning over Egådalen til Lisbjergskolen, der åbner samtidig med strækningen mod Odder.

- Det har været en lang rejse og ikke uden forhindringer at komme hertil, men vi løser løbende de udfordringer, der er ved at være Danmarks første letbane. Nu ser vi frem til at tilbyde indbyggerne syd for Aarhus en god rejseoplevelse med samme høje rettidighed og komfort som på den indre strækning, siger Aarhus Letbanes direktør Michael Borre.

Han suppleres af Letbanens bestyrelsesformand, Steen Stavnsbo:

- Med strækningen mod Odder fortsætter vi udbygningen af et letbanesystem, der bliver Østjyllands svar på S-toget - hvilket er helt nødvendigt for at understøtte den kraftige vækst i området.

I Odder er forventningen, at Letbanen vil styrke lokalområdet:

- Med Letbanen får vi bundet Aarhus og Odder endnu tættere sammen til gavn for borgerne i begge områder. Letbanen styrker Odder Kommune som en kommune, hvor man kan leve det gode liv med let adgang til mange arbejdspladser, uddannelser, kultur og indkøbsmuligheder, siger borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (V).

Også i Region Midtjylland, der sammen med Aarhus Kommune ejer Aarhus Letbane, glæder man sig:

- Det er en fantastisk og længe ventet nyhed, at letbanestrækningen til Odder er åben for passagerer. Letbanen krydser nu kommunegrænsen og er dermed for alvor blevet et løft af den regionale, kollektive trafik. Samtidigt glæder jeg mig selvfølgelig også til, at banen mod Grenaa åbner, så den positive effekt kan mærkes i hele den østlige del af regionen, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland Anders Kühnau (S).

To slags letbanetog sættes i drift Med åbningen af strækningen mellem Odder og Aarhus begynder Aarhus Letbane også at benytte det største af selskabets to letbanetog - det knapt 40 meter lange Tango

Med plads til 256 passagerer, niveaufri indstigning, wi-fi, strømudtag og ikke mindst miljøvenlig eldrift vil Letbanen tilbyde kunderne høj komfort. Det mindre Variobahn-letbanetog, der kører på den indre strækning og fik positive anmeldelser i en kundeundersøgelse tidligere i år, skal også betjene strækningen til Odder.

I Aarhus, hvor Letbanen har kørt siden december 2017, glæder borgmester Jacob Bundsgaard (S) sig også over, at Letbanen nu udvides til Odder:

- Vi har så kraftig vækst i den østjyske byregion, at der er brug for effektiv kollektiv trafik, der kan bidrage til at binde området sammen og understøtte den positive udvikling - dét tilbyder Letbanen. Med udvidelsen til Odder tager vi endnu et solidt skridt i den rigtige retning.

Ekstra kapacitet i myldretiderne

Letbanen vil køre to gange i timen mellem Odder og Aarhus på hverdage med en ekstra afgang i myldretiden morgen og eftermiddag. Køreplanen kan ses på midttrafik.dk

Når letbanestrækningen mod Grenaa også åbner, udvides driften med fire afgange i timen mellem Aarhus H og Mårslet i dagtimerne på hverdage.

Midttrafik forventer, at Letbanen mellem Odder og Aarhus bliver meget populær - og at det kan give udfordringer på enkelte afgange i myldretiden morgen og eftermiddag. Midttrafik og Aarhus Letbane vurderer løbende situationen og vil om nødvendigt indsætte ekstra kapacitet på strækningen i form af busser.

Erstatningskørslen med rute 81 vil også blive opretholdt i cirka en uge efter starten af letbanedriften til Odder.

Letbane til Odder og Lisbjerg åbner lørdag morgen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce