Kulturforeningen skal styrke og samle kulturen

I Gylling har man haft succes med nichearrangementet Metal i Forsamlingshuset. Den succes kan man lære noget af andre steder i kommunen, mener Odder Kulturforenings formand Anna Birte Sparvath. På billedet ses Niklas Lykke i front for Livløs ved Metal i Forsamlingshuset i oktober 2018. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Kulturforeningen skal styrke og samle kulturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

3. juni skal den nye Odder Kulturforening dele penge ud til kulturelle aktiviteter. Og bestyrelsen har fået styr på strategien.

Odder: Odder Kulturforening skal styrke og samle kulturen til glæde for den enkelte og for fællesskabet.

Således har kulturforeningens bestyrelse formuleret det overordnede mål for den nye forening, der har fået ansvaret for at fordele 250.000 kommunale kroner til kulturelle aktiviteter og initiativer i hele Odder Kommune.

På kulturforeningens indledende møde kom de 100 deltagere med hundredvis af gode ideer, som den ni mand store bestyrelse har forsøgt at dele op i nogle spor, der kan sætte retning for, hvilke ansøgninger der fremover vil blive imødekommet med et økonomisk tilskud.

- Vi har lavet tre overordnede strategispor: Oplevelsesrum. Altså er vi gode nok til at udnytte de eksisterende rammer og finde nye, siger kulturforeningens formand Anna Birte Sparvath.

Skoven, stranden, museet, centralhotellet og virksomheder er alle steder, hvor der kan skabes oplevelse.

- Og vi skal udnytte rammerne både i byen og i oplandet, understreger formanden.

Kulturpenge
Odder Kommune har afsat 250.000 kroner årligt, som Odder Kulturforening skal uddele.Kulturforeningens bestyrelse har valgt, at der i udvælgelsen vil blive lagt vægt på ansøgninger, der lever op til et eller flere af nedenstående:

- Arrangementer, begivenheder eller tiltag, der sætter sig spor.

- Initiativer fra borgere i kommunen, som gennemføres af borgerne i kommunen og som væsentligst kommer borgerne i kommunen til gode.

- Eksperimenterende initiativer, der kan anvise nye veje og opbygger nye fællesskaber.

- Kunstneriske udtryksformer og måder, der kan berige, udfordre og skubbe publikum.

- Initiativer der kan udfolde sig i forskellige rum: skov, strand, ved åen, i Bjørnegrotten, på landet.

Er man i tvivl, kan man få råd og vejledning hos bestyrelsen. Se mere på www.vitapark.odder.dk/kultur/odder-kulturforening

Fokus på kreative udfoldelsesmuligheder

Det andet spor handler om udfoldelsesmuligheder, hvor man kan være med til at udvide og styrke kreativiteten.

- Det er enormt spredt, hvad medlemmerne ønsker, der skal skabes mulighed for, men der er et særligt fokus på børn og unge, og vi forestiller os, at kulturforeningen skal være en dynamo for at afprøve kreative ideer, siger Anna Birte Sparvath.

Politisk er man i gang med at sætte gang i en kreativ skole. Den har kulturforeningen ikke noget med at gøre, men foreningen kan være med til at give ideer videre til, hvad man kan bruge den kreative skole til.

- Vi er en forening af frivillige. Ikke embedsmænd for kommunen. Det skal vi huske på, siger formanden, og leder samtalen videre over i det tredje og sidste spor: sparring og synlighed.

Det handler om at hjælpe med at få skabt overblik over, hvad der egentlig er af aktiviteter og oplevelser rundt omkring i kommunen. Og om at hjælpe idéholdere med at finde hinanden, så der kan sparres, videndeles og inspireres på tværs. Og få afprøvet eksperimenter i det små.

- Vi kan være med til at skabe rammerne for at få idéer til at gro.

Lær af succeserne

- Vi skal være kendt for at kunne glæde os over hinandens og andres succeser i hele kommunen, hvor der allerede er store og små gode projekter som "Salon 8300", "Odder Little Culture Club" og "Metal i Gylling", der kan inspirere.

Anna Birte Sparvath vil stå i spidsen for en forening, der er nysgerrig, inkluderende, lyttende, hvor der er gennemsigtighed i processerne og hvor alle interessenter er sparringspartnere ikke trusler eller konkurrenter.

- Den åbenhed og nysgerrighed skal gennemsyre hele vores arbejde. Vi skal lære, for hvert skridt vi tager, og det som de aktive medlemmer mener skal fylde, det er det, vi tager os af. Derfor har vi heller ikke nogen forretningsorden, siger Anna Birte Sparvath, der har arbejdet som leder i det offentlige sundhedsvæsen i mange år, inden hun for et par år siden slog sig ned som selvstændig.

Det er samtlige medlemmer, der skal vurdere og stemme om de ansøgninger, der kommer til kulturforeningen. Udvælgelsen af de første projekter finder sted på et medlemsmøde i Økologiens Have 3. juni kl. 18-21.

Kulturforeningen skal styrke og samle kulturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce