Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kapelbyggeri starter når frosten forsvinder

Det nye kapel får to indgange, nemlig en i hver side. Illustration Gjøde & Povlsgaard.

Kapelbyggeri starter når frosten forsvinder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokalt murerfirma vandt licitationen på nyt kapel på Odder Ny Kirkegård.

Odder: Det bliver Bredkjærvejens Murer & Beton ApS, der kommer til at stå for byggeriet af det nye kapel på Odder Ny Kirkegård.

Opgaven har netop været ude i licitation, og ifølge menighedsrådsformand Bente Grønfeldt har man valgt det lokale murerfirma ud fra flere kvalificerede tilbudsgivere, fordi firmaet er pålideligt og lægger op til at kunne levere et kapel til den aftalte pris.

Det nye kapel, som skal afløse det gamle i Vitapark, er tegnet af arkitektfirmaet Gjøde & Povlsgaard med base i Aarhus. De to arkitekter blev sidste år valgt af menighedsrådet ved Odder Sognekirke, fordi medlemmerne mener, at Johan Gjøde og Niels Povlsgaard sammen med deres kolleger på tegnestuen har skabt en bygning, der trods sin lidenhed synes både majestætisk og i pagt med kirkegårdsrummet.

Kirkegården i Odder er ikke ukendt område for den ene af de to arkitekter, Niels Povlsgaard, som er vokset op i Odder.

Trekantet bygning

Det nye kapel får form som en ligesidet trekant, hvor det hjørne af bygningen, som vender ud mod den allé, der fører ned til anden ende af kirkegården, hæves, så det bliver ca. syv meter højt. Her vil der i stenene være huller, der får plads til mindst 36 gæster.

En af tankerne bag det trekantede rum er, at kisten kan placeres foran den højeste del af rummet, hvor lyset kan spille ind gennem hullerne i bygningens sten.

Ud over selve ceremonirummet kommer det nye kapel også til at indeholde toiletter, teknikrum, depotrum, et præstekontor, et forberedelserum og otte kølebokse.

Prisen for kapellet er tre-fire mio. kr., og det bliver det lokale rådgivende ingeniørfirma Ivar Lykke Kristensen, som skal være bygherrerådgiver og entreprenør. Regner man udgifterne til anlæggelse af vejanlæg, kloakering og deslige med, kommer prisen ifølge provst Dorte Sørensen op på 5,8 mio. kr.

Som mange steder vil andre end medlemmer af Folkekirken også kunne benytte det nye kapel til en bisættelse. I så fald skal de efterladte betale de faktiske og dokumenterede udgifter, altså lys, varme og vedligehold. Det skal medlemmer af Folkekirken ikke.