Der kan komme op mod 150 p-pladser til pendlere i nyt remiseområde. Kommunen var vært for markvandring, hvor man kunne komme med ideer og ønsker.
Odder: Måske kommer der allerede år i p-pladser ved letbanestoppet på Rude Havvej i Odder. Kommunen er i gang med at planlægge, hvad der skal ske i et stort område ved Rude Havvej, og torsdag eftermiddag blev de foreløbige tanker præsenteret ved en markvandring.
- Vi vil gerne lave en aflastnings-parkeringsplads herude, før lokalplanen falder på plads, sagde teknisk chef Casper Grønborg til de fremmødte.
Hele byen var inviteret, og omkring 20 var mødt op. De kom også med tips og ideer til kommunens embedsmænd, som stod bag mødet.
- Ideen er at inddrage borgerne, før vi begynder at slå streger. Fremmødet har været flot især i betragtning af vejret og af, at der er ikke er mange boliger herude. Der er kommet super input og nogle ting, vi allerede har tænkt på, sagde Casper Grønborg.
Kommunen vil gerne lave et område, hvor letbanetog og busser kan holde om natten. Desuden skal pendlerne samles derude, så biltrafikken ikke kommer ind til byens banegård.
Aarhus Letbane og Arriva er med på ideen om et remiseområde ved Rude Havvej, men der er ikke lavet endelige aftaler endnu.
- Det tager tid, når tre-fire parter skal være enige, fortalte Casper Grønborg.
Der er dog enighed om, at garager til busser og letbanetog skal placeres i den nordlige del af området, som i dag ejes af Odder Kommune.
Letbanen vil lave en ny perron, og der skal være busholdeplads, ladestandere til biler, erhvervsområde og måske en kiosk samt toiletter.
Desuden skal Bøgebjerg Bæk, der løber i området, lægges om, og området skal byde på natur og rekreative områder. Bybussen i Odder skal have et stop, så man kan tage bybussen ned til letbanen. Desuden skal der sørges for stiforbindelser. Banegården i centrum af Odder skal stadig være det første stop for busser og letbanetog.
Mange ting skal undersøges, bl.a. trafikken i lyskrydset ved Rude Havvej og Århusvej.
- I skal tænke på, at der i forvejen er meget støj, bl.a. fra Odder Maskinstation. Hvad med at lave et støjværn, lød det fra en af dem, der bor ved Rude Havvej.
Kommunens folk noterede ideerne ned. En af dem gik på at bevare nogle af de store træer på den ejendom ud til Rude Havvej, som Odder Kommune har købt for at realisere planerne.
- Mit ønske er, at børnehaver og dagplejebørn kan komme ud og hygge sig i et rekreativt område ved bækken, sagde teamkoordinator Jette Lehrmann Harlund fra kommunens planafdeling.
En anden borger oplyste, at det i perioder er meget vådt i området, så det skal tænkes med ind i planen.
- Vi kunne godt tænke os at åbne bækken, den er dybt skåret som en kanal. En af måderne er at åbne det op som en lille sø, så det også bliver en form for klimasikring. Og så skal vi selvfølgelig have lov af vandløbsmyndighederne, fortalte Esben Kindt fra kommunens vej- og anlægsafdeling.
Odder Kommune regner med, at et lokalplanforslag for hele området kan sendes i offentlig høring næste år.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.