Glemsomhed hos kommunen kan koste varmekunder dyrt

Fjernvarmeforbrugerne i Gylling, Ørting og Falling håber på billigere varme takket være rør fra Odder.Foto: Søren E. Alwan

Glemsomhed hos kommunen kan koste varmekunder dyrt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Odder Kommune glemte at sende en plan for sammenlægning af varmeværker i høring, og det kan blive en dyr fejl for borgerne.

Odder: Det kan komme til at koste borgerne i Gylling, Ørting og Falling dyrt, at Odder Kommune glemte at sende et projektforslag om forbliverpligt i høring.

Forbliverpligten skulle ifølge forslaget gælde medlemmerne af GØF (Gylling-Ørting-Falling Varmeværk) i forbindelse med en planlagt sammenlægning med Odder Varmeværk.

Sammenlægningen skulle sikre medlemmerne af GØF billigere varme, men nu kan de se frem til dyrere varme i stedet.

Kommunens glemsomhed betyder nemlig, at projektforslaget om forbliverpligt ikke blev vedtaget inden 1. januar 2019, hvor en ny lov forhindrer forbrugerbindinger som forbliver- og tilslutningspligt.

- Vi havde en færdig kontrakt med underskrift og det hele, men aftalen var under forudsætning af, at man kunne kræve forbliverpligt. Men det nåede vi ikke pga. kommunens fejl, siger Niels Rosenberg, der er medlem af GØFs bestyrelse.

Dermed bliver det økonomiske grundlag for en sammenlægning mere usikkert for Odder Varmeværk.

Det er simpelthen amatøragtigt og en fadæse af kommune, at man glemmer at sende den aftale i høring.
Niels Rosenberg, bestyrelsesmedlem GØF.

Håber på løsning

Jim Friis, der er direktør hos Odder Varmeværk bekræfter, at det betyder noget for de økonomiske beregninger for sammenlægningen, om man kan være garanteret et bestemt antal kunder.

- Usikkerheden ligger jo i, at forbrugerne kan vælge helt andre varmekilder end fjernvarme, siger han.

Direktøren håber dog, at der kan blive fundet en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter.

- Det er jo begge bestyrelsernes intention at fusionere, så nu sætter bestyrelserne sig sammen igen 27. marts. Så må vi se, om ikke de kan finde en løsning, siger direktøren.

Borgmester beklager

Af GØFs hjemmeside fremgår det, at Odder Kommune "beklager meget", at de ikke rettidigt fik behandlet og godkendt projektforslaget, som skulle bane vejen for fusionen og siger, at det skyldes en fejl i forvaltningen.

- Det er meget beklageligt, og i bagklogskabens klare lys burde kommunen have været opmærksomme på den lovændring, der var på vej, siger borgmester Uffe Jensen (V).

Borgmesteren vil dog ikke tage hele ansvaret på kommunens kappe.

- Jeg synes også, at varmeværkernes rådgivere kunne have givet os et hint.

Han har samtidig svært ved at forstå Odder Varmeværks bekymring og argumentation for at ville forhandle om en ny aftale.

- Det er jo almindelig sund fornuft, at GØFs forbrugere fortsætter på det nye fjernvarmeanlæg, som giver dem billigere varme uden at de skal gøre eller betale noget for det, mener Uffe Jensen, der håber og forventer, at parterne finder en løsning.

Erstatningssag på tale

Fortsætter GØF alene uden sammenlægning med Odder Varmeværk, vil der også komme en ekstra regning til varmeforbrugerne.

En ændring af energipolitikken for små fjernvarmeværker betyder nemlig, at tilskuddet bliver 2,4 mio. kroner lavere. De penge ville man ikke komme til at mangle efter en sammenlægning, men nu vil de skulle lægges oveni de i forvejen relativt høje fjernvarmepriser, der er i GØFs område.

- Vi håber fortsat, at vi kan finde en løsning med Odder Varmeværk, for vi skal have bragt varmepriserne ned, siger Niels Rosenberg, men understreger:

Vi i GØF overvejer, om vi vil rejse en erstatningssag mod kommunen, så forbrugerne ikke lider tab.

Glemsomhed hos kommunen kan koste varmekunder dyrt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce