Odders borgmester Uffe Jensen vil have tirsdagens oversvømmelser i erindring, når budgettet for 2019 skal lægges.
Odder: Som mange andre borgere i Odder er borgmester Uffe Jensen (V) overrasket og chokeret over det regnskyl, som tirsdag morgen førte til oversvømmelser flere steder i Odder By. Faktisk kalder han oplevelsen for lidt af en øjenåbner.
- Enhver ved, at der er store klimaforandringer på vej, og dybest set mener jeg, at vi i Odder Kommune gør, hvad vi kan indenfor vores økonomiske muligheder. Men det kan godt være, at vi skal fremskynde nogle af vores fremtidsplaner. Måske allerede, når vi snart skal til at lægge budget for 2019, siger Uffe Jensen.
Når de tre åer (Stampmølle Bæk, Rævs Å og Odder Å), der løber gennem Odder, ikke allerede er blevet sikret et hundrede procent mod at gå over deres bredder ved kraftige regnskyl, skyldes det ifølge Uffe Jensen, at sådanne forholdsregler koster mange penge, fordi der skal store tekniske anlæg til. Planen er der, men det er meningen, at den skal realiseres i løbet af flere år.
Odder Kommune har dog allerede etableret eksempelvis forsinkelsesbassiner bl.a. ved Grobshulevej. Her opsamles en stor del af det regnvand, som falder over hele vestbyen. Det samme gælder et nyt bassin ved Odder Museum samt hele Assedrup Enge, som for år tilbage blev genetableret. På Nølevvej er et tidligere forsinkelsesbassin også blevet udvidet.
- Desuden har vi ved udstykningen af hele Bendixminde sørget for, at der etableres flere forsinkelsesbassiner i området, siger Uffe Jensen, der dog dybest set mener, at borgerne og Odder Kommune har et fælles ansvar for klimaforandringerne.
- Det er jeg nødt til at mene, for Odder Kommune har ikke råd til at sikre alle borgere mod oversvømmelser. Borgerne må også gøre noget, f.eks. ved selv at etablere mindre forsinkelsesbassiner på deres grunde. Eller p-pladser for regnvejret, som jeg kalder dem, siger borgmesteren, der opfordrer alle borgere med oversvømmelser til hurtigt at anmelde skader til deres eget forsikringsselskab. Dækker det ikke, kan man også henvende sig Stormrådet, men Uffe Jensen ved endnu ikke, om rådet dækker følgerne af heftige regnvej.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.