Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ny trailerforhandler i Brædstrup

Johnny Larsen har etableret sig som forhandler af de kendte Brenderup-trailere. Salget foregår fra hjemmet på Korsballevej 29 mellem Brædstrup og Tønning. Foto: Martin Ravn

Ny trailerforhandler i Brædstrup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brædstrup - Der kører masser af trailere rundt på Brædstrup-egnen, og fremover kommer der nok til at køre endnu flere. En splinterny virksomhed, der sælger Brenderup-trailere, er netop åbnet på Korsballevej 29 lidt uden for Brædstrup. Virksomheden hedder Elmely Trailer og drives af 49-årige Johnny Larsen.

At ordet "Elmely" er kommet med, skyldes kort og godt, at Elmely er navnet på Johnny Larsens landejendom på Korsballevej. Her har han og hustruen Marianne og parrets tre drenge boet de sidste 21 år - og nu bliver gården også hjemsted en større "besætning" af trailere.

- Jeg har i 13 år drevet virksomheden Scootergården i Aarhus, og den fortsætter jeg med, men jeg fik lyst til at lave en virksomhed her på hjemadressen. Jeg fandt ud af, at der ikke var nogen Brenderup-forhandlere i forvejen her i området. Brenderup laver kvalitets-trailere, og derfor var det et mærke, jeg havde lyst til at sælge, siger Johnny Larsen.

Han har etableret trailervirksomheden sammen med sin hustru, der til daglig arbejder som tandplejer i Silkeborg Kommune.

- Marianne tager sig af regnskabet, og jeg tager mig af salg, fortæller Johnny Larsen.

Små og store trailere

Det nye trailerfirma er leveringsdygtig i alle trailere fra Brenderups program - lige fra de mindste "hus-og have"-trailere til de helt store cargo-trailere.

- Vi vil sælge trailere både til private og firmaer. Der er jo sikkert en hel del håndværkere og virksomheder i Brædstrup-området, som kan bruge trailere, siger Johnny Larsen.

Firmaet er så nyt, at Johnny Larsen endnu ikke har fået lavet en hjemmeside, og han skal også have opsat skiltning ved virksomheden. Men et større udvalg af trailere er allerede kommet på plads, og firmaet er klar til tage imod kunder.

Uddannet smed

Johnny Larsen er uddannet som smed, og han har i årenes løb arbejdet meget som mekaniker. I de senere år har han og hustruen også lavet en hel del renoveringsarbejde på gården Elmely.

- Vi har faktisk bygget det hele op fra grunden af, så jeg har da fået lært lidt om murer- og tømrerarbejde, siger han med et smil.

I fritiden har Johnny Larsen tidligere været meget aktiv i foreningen Natteravnene, der i nogle år havde en ret stor lokal afdeling i Brædstrup, hvor medlemmerne gik aftenpatruljer på byens gader for at hjælpe lokale unge. - Jeg var med til at starte den lokale afdeling af Natteravnene, men efterhånden var der ikke så meget brug for foreningen mere, så det gik i sig selv igen, fortæller han.

Nu om dage er Johnny Larsen med til at lave frivilligt arbejde for Tønning-Træden Friskole, hvor alle parrets tre drenge har gået. De to ældste er gået videre til henholdsvis Aarhus Universitet og Tørring Gymnasium, mens den yngste stadig går på friskolen.