Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Frivillige tror på købmandscafé til foråret

Hannah Hedevang, Henning Kjempenes og Henriette Kragelund nyder en god kop kaffe i Træden Forsamlingshus. De tre håber, at kaffen snart serveres i byens nye mødested købmandscafeen. Foto: Lars Juul

Frivillige tror på købmandscafé til foråret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

træden - Siden landsbyerne Tønning, Træden, Troelstrup og Gammelstrup i 2015 fik tildelt 100.000 kroner af Horsens Kommune i projekt "Tryg Landsby", har drømmen blandt områdets beboere været at lave et lokalt samlingssted.

Tanken om et mødested udviklede sig senere til ideen om en købmandscafé i Træden Forsamlingshus, hvor folk ud over en god kop kaffe og en snak med naboen kunne hente de mest nødvendige fornødenheder i en lille dertil indrettet købmandsbutik.

For cirka et år siden blev der derfor oprettet en forening til at føre drømmen ud i livet, og siden har foreningen søgt en række fonde for at skaffe de cirka 250.000 kroner, som det kræver at udbygge forsamlingshuset med ekstra 25-30 kvadratmeter til den nye købmandscafé. Den skal skal opføres med frivillig arbejdskraft.

- Vi har indtil nu samlet 170.000 kroner, og vi tror da, at vi hurtigt får den sidste sjat hjem. Vi venter derfor bare på byggetilladelsen, og vi håber på, at vi kan sætte spaden i jorden til foråret, siger Hannah Hedevang, som er formand for Købmandsforeningen.
Butikscafé er udsat et år

Hun har sat Folkebladet i stævne sammen med bestyrelsesmedlemmerne Henning Kjempenes og Henriette Kragelund for at fortælle status for den kommende købmandscafé.

Fulde huse i cafeen

Planen er, at cafeen skal være et samlingspunkt for borgerne i Tønning, Træden, Troelstrup og Gammelstrup. De frivillige har allerede taget forskud på glæderne ved at holde fredagscafé i forsamlingshuset. Det sker en gang om måneden, og indtil nu har det været holdt tre gange.

- Vi begyndte at lave ad hoc-caféer, fordi vi gerne ville se ideen materialisere sig. Vi ville gerne se, om det bare var os, som snakkede luftkasteller, eller om folk faktisk ville komme, siger Henning Kjempenes.

- Det viste sig heldigvis, at folk har taget godt imod ideen, og der har været omkring 90 deltagere hver gang. Ud over kaffe og kage kunne folk købe en caféplatte som take away, og der var 40, som tog mad med hjem.

- Vi tillader os at eksperimentere med forskellige cafetiltag, så derfor er der lidt variation fra gang til gang. Det gør det hele mere spændende og lærerigt for os, og forhåbentlig synes cafeens gæster også, de bliver overrasket på den gode måde, fortæller Henning Kjempenes.

Bestyrelsen bag købmandscafeen har mange ideer med den kommende café.

Café ved broen

En af dem går på at tage ud og betjene de mange gæster ved Den Genfundne Bro med mad og drikke. Her har de frivillige for tiden en ansøgning hos Horsens Kommune.

- Den Genfundne Bro er jo et stort trækplaster i området, så der kan vi måske være med til at gøre oplevelsen ved broen endnu bedre, siger Henriette Kragelund.

Bestyrelsen bag købmandscafeen har tidligere luftet planer om, at områdets beboere kan bestille dagligvarer over nettet og hente dem i butikken.

Den idé svæver stadig i det uvisse, efter f.eks. brugsen er begyndt at fragte varer ud til folk.

- Så giver det ikke meget mening, at varerne skal have et ekstra mellemled hos os. Vi vil gerne have en købmandsbutik med lokale varer, og vi har f.eks. aftaler med kafferisteren i Nr. Snede og Grauballe Bryghus. Måske får vi også online-varer, men det afhænger meget af, hvad der er mulighed for, siger Hannah Hedevang.

Liv i forsamlingshuset

Købmandscafeen er også tænkt som en mulighed for at få mere liv i det lokale forsamlingshus i Træden.

- Det er jo en ny måde at tænke forsamlingshus på. Vi i købmandscafeen syntes, at vi kunne byde ind med en idé, som kunne give endnu flere aktive timer i områdets fælles forsamlingshus. Alt dette foregår i samarbejde med forsamlingshusets bestyrelse, hvor det skal passes ind i udlejning og forsamlingshusets øvrige arrangementer. På den her måde får vi endnu mere liv i huset, og det bliver et forsamlingshus anno 2016, siger Henning Kjempenes.

- Vi ved, at der vil komme et projekt, som vil skabe fællesskab for folk. Hvordan købmandscafeen konkret bliver, er stadig åbent, men det vigtigste er, at vi får folk samlet om noget. Og der mærker vi et utroligt drive herude og lyst til at være sammen, siger Hannah Hedevang.