Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mød Snapchat-kongen fra Lund - sådan har han skabt en karriere på internettet

25-årige Rasmus Kolbe fra Lund bor i dag i København, hvorfra han satser på at erobre de sociale medier. På Snapchat gør han brug af både sine tegneevner og sine skøre ideer, når han sender film og billeder ud til sine følgere. Foto: Rasmus Kolbe Instagram (@lakserytteren)

Mød Snapchat-kongen fra Lund - sådan har han skabt en karriere på internettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lund - Under navnet Lakserytteren er Rasmus Kolbe, der er født og opvokset i Lund, blevet lidt af et internetfænomen. 55.000 følger hans daglige opdateringer via appen Snapchat.

Her opdaterer 25-årige Rasmus Kolbe flere gange dagligt sin såkaldte "story" eller på dansk "en fortælling". En fortælling er en række videoklip eller billeder med specielle effekter.

Har man fulgt Rasmus Kolbes gøren og laden den seneste uges tid, har der været nok at følge med i. I sidste uge vandt han prisen som den bedste historiefortæller til prisshowet The Ghosties i London, og siden prisoverrækkelsen har han gæstet både Go' Aften Danmark og Aftenshowet samt været vært på Guldtuben, et awardshow, der kårer de bedste danske Youtube-fænomener.

- Det er en sindssyg følelse at have vundet den pris. At blive anerkendt for noget, man bruger så meget tid på, svarer til at vinde en OL-medalje, bortset fra jeg ikke sveder så meget, siger Rasmus Kolbe om prisen, han fik i London.

I sin barndom har Rasmus Kolbe gået på Lundskolen og Egebjergskolen, og så har han brugt en del fritid på Billedskolen i Horsens.

- På Billedskolen lærer man at tegne, men man lærer også at tænke anderledes og være kreativ. Jeg lærte at finde ind til kreativitet og give slip på den og ikke være bekymret for, hvad andre tænker. Man skal være gakket, mener han, der er uddannet i kommunikationsdesign fra designskolen i Kolding.

Kombinationen af Billedskolen og designskolen har været med til at skabe succes på de sociale medier, mener Rasmus Kolbe.

- Jeg tror, jeg er rigtig kreativ og opfindsom, når det handler om at gøre tingene på andre måder. Jeg har både gået på Billedskolen og fået en skør hjerne samt lært den mere strategiske måde med design på designskolen, hvor jeg også lærte, hvordan man finder ind til kernen af et problem.

Sigter højere

I godt et halvt år har han levet af at sende billeder og korte filmklip ud til sine mange følgere på Snapchat.

Det kan lade sig gøre, fordi store virksomheder som eksempelvis Coca Cola og SAS hyrer ham til at promovere deres produkter. Og selvom 55.000 i dag følger hans danske Snapchat-profil, så tror Rasmus Kolbe på, han kan blive endnu større på de sociale medier.

- Jeg regner med at overtage verden. Nu har jeg startet en Snapchat-profil på engelsk, der har 35.000 følgere. Den håber jeg, bliver rigtig populær, men jeg laver stadig flest ting på den danske, men jeg bliver ved med at arbejde hårdt, siger han.