Mindeord


Mindeord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere kommunaldirektør i Jelling Kommune, Carsten Tromborg, er død, 69 år. Niels Kjærgaard, forhenværende borgmester og Søren Mols, tidligere formand for socialudvalget i Jelling kommune, skriver mindeord:

Carsten Tromborg døde på Vejle sygehus fredag 31. august.

Han blev født i Tørring i 1949, blev student fra Vejle gymnasium og fik lærereksamen på Jelling Seminarium. Et par år efter sin lærereksamen vendte Carsten "hjem" til Jelling, hvor han blev ansat som lærer på seminariets øvelsesskole

Politisk og administrativt fik man snart øje på Carstens kreative og organisatoriske evner, og han blev derfor hurtigt tilknyttet forvaltningen på Jelling rådhus.

Rækken af projekter, idéudkast og konkrete resultater er næsten uendelig. Mange af hans initiativer tjente som inspiration for foreninger og kommuner rundt i hele landet.

Han var med til at sætte sit præg på Jelling Kommune gennem mange år.

Carsten brændte for skolen og de mange muligheder, som han så i "Skolen som lokalt Kulturcenter". Han medvirkede til at få skolen gjort mere åben uden for den normale skoletid, hvilket fik stor betydning for det lokale forenings- og kulturliv. Carsten var tilknyttet flere tænketanke uden for Jelling Kommune, og det fik indflydelse på udviklingen i folkeskolen. Der blev højere til loftet.

Vi mindes også Carsten, når han begejstret fortalte om integration af flygtningene i vore institutioner. Det var en udfordring, der stod respekt om - ikke kun lokalt, men også i den daværende udlændingestyrelse.

Carsten blev tilknyttet direktionen i Jelling Kommune som social-og kulturdirektør. Det var i en periode, hvor mange politisk vedtagne projekter skulle føres ud i livet. For Carsten var alle projekter vigtige. Vi må vedgå, at vi ofte lagde meget på Carstens skuldre.

Når man siger "Jellings ildsjæl", går tankerne til Carsten. Han har - om nogen - sat sig spor og fingeraftryk på Jelling-egnen. Han var vovet, vild og visionær i sine mange idéer.

Hans engagement i skolen, i lokalsamfundet og kulturlivet var enestående. Der var ikke langt fra idé til handling. Carsten var en inspirerende og idérig igangsætter. Lad os blot nævne store projekter som udbygningen af hele daginstitutionsområdet, de omfattende ændringer i ældreservicen, som betød ombygninger af Sandvadcentret og Højagercentret og flytning af ældreboliger fra Bredager til Skindbjerg. Carsten bidrog engageret i omstruktureringen af plejehjemmene til egentlige bosteder.

På det kulturelle område, har mange ting været over Carstens bord og fået en hjælpende hånd: Jelling Musikfestival, Kongernes Jelling, Byens Hus samt mange af de foreninger, der findes i Jelling Kommune. Lad os også nævne "Dyr og mennesker", hvor et af resultaterne er vikingeskibet "Jelling Orm", "Børn som Medborgere", og "Vor tids runesten".

Carsten brændte for børnekulturpolitikken. Han fik ideen til MUSA - et kulturtilbud til alle børn. I MUSA blev der skabt rum og mulighed til børnene for at udvikle kreative kompetencer.

I Jelling kommune var Carsten i mange år en inspirerende leder af både kultur- og socialforvaltningen. Han arbejdede utrætteligt som rådgiver, som leder og som inspirator på det administrative niveau - altid med en bevidsthed om at gøre det bedst muligt for alle,og altid med fokus på de ansattes ve og vel.

Som politikere, som borgere har vi mange ting at sige Carsten tak for. Han var med til at gøre det umulige muligt i Jelling kommune.

Carsten har sat sig spor, som ikke kan udviskes.

Æret være Carsten Tromborgs minde.

Mindeord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce