Kærligheden førte hende til Horsens

Horsens blev Mona Lisa Kousgaards by. 1. august har hun været frisør hos Salon Max i 40 år. Privatfoto

Kærligheden førte hende til Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Torsdag 1. august kan frisør Mona Lisa Kousgaard fejre sit 40-års jubilæum hos Salon Max i Horsens.

Horsens: Personalet holdt kaffepause i kælderen, da Mona Lisa Kousgaard søgte job hos Salon Max i Amaliegade i Horsens. Hun mødte derfor kun indehaver Max Sørensen, der blev så begejstret for den unge aarhusianer, at hun straks blev ansat.

Hun tiltrådte dagen efter, at hun var udlært som frisør i Aarhus.

1. august er det 40 år siden. Selv om den første arbejdsdag bød på udfordringer, som kunne have fået nogle unge frisører til at smide saksen, viste salonen sig at være den bedste arbejdsplads, hun kunne forestille sig.

Den nye frisør skulle nemlig ses an af de noget forbeholdne kvindelige kolleger. Daværende indehaver Max Sørensen havde fortalt dem, at den nye frisør ikke alene var fra Aarhus, men også at hun så "skidegodt ud".

- Jeg blev kigget over skulderen af de andre, når jeg klippede. Og det var ikke rart, fortæller Mona Lisa Kousgaard, der besluttede, at det ville hun aldrig gøre over for en ny frisør.

Jeg blev kigget over skulderen af de andre, når jeg klippede.
Mona Lisa Kousgaard om sin første tid som frisør i Horsens

Kærligheden holdt

Det var kæresten Bent, der fik hende til at søge job i Horsens. Han var nemlig ikke meget for at flytte fra hjembyen og til storbyen Aarhus.

Mona Lisa Kousgaard tænkte, at hun jo kunne prøve og så ellers altid flytte tilbage til Aarhus. Men kæresten blev til ægtemand, to børn kom til, og Mona Lisa Kousgaard har været lige så stabil i sit kærlighedsforhold som i sit arbejdsforhold.

Hun er nemlig gift med en god mand, som hun siger.

Hun har også været beriget af to gode chefer. Nuværende indehaver Helle Skov var i sin tid elev i salonen, og Mona Lisa Kousgaard var med til at lære hende op. Nu har Helle Skov været hendes chef siden 1993, da hun købte salonen af Max Sørensen.

Max Sørensen var den forstående chef, som sagde til Mona Lisa Kousgaard, at hun skulle tage de opgaver, hun havde det bedst med. Resten skulle de nok sørge for at lære den nyuddannede frisør.

Han sagde også straks ja, da hun bad om en ugentlig fridag efter at have fået sit første barn.

Helle Skov har som indehaver forstået at udvikle salonen uden at forandre ånden, lyder rosen fra Mona Lisa Kousgaard. Hun glæder sig blandt andet over en af de nyere ændringer, da de i salonen efter en kundeundersøgelse indførte tidsbestilling.

Faste kunder

Mona Lisa Kousgaard har altid trivedes med både kolleger og kunder. Hun er kendt for sit glade og positive sind.

Den 60-årige frisør har efterhånden klippet flere generationer. Hun er vellidt blandt kunderne, der altid får et smil med på vejen.

Hun har lovet en af sine faste kunder, der ikke vil klippes af andre end hende, at hun nok skal blive ved i hans tid.

- Og mon ikke jeg kan holde det løfte. Han er trods alt i 90'erne, siger Mona Lisa Kousgaard med et smil.

Kærligheden førte hende til Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce