Aarhus/Horsens: Salget af lys, servietter, køkkengrej og møbler til hjemmet går strygende. I hvert fald for den århusianske kæde Søstrene Grene, der blandt andet har forretning i Horsens.
Virksomheden har netop præsenteret et regnskab med et resultat på 78 millioner kroner efter skat. Det er en stigning på 46 millioner kroner i forhold til sidste år.
I det seneste regnskabsår har den familieejede virksomhed åbnet 44 nye butikker og åbnet butikker på fire nye markeder: Østrig, Schweiz, Belgien og Færøerne.
- Vi er utrolig glade for, at folk tager så positivt imod Søstrene Grene i ind- og udland, men vi er samtidig meget bevidste om, at vi ikke må tage det for givet. Uden vores dygtige kolleger i vores butikker og på vores hovedkontorer var det aldrig lykkedes at opnå et resultat som dette, siger Mikkel Grene, administrerende direktør i Søstrene Grene.
Væksten skal fortsætte
Kæden har i dag mere end 216 butikker fordelt i 15 forskellige lande. Og ambitionen er ifølge Mikkel Grene, at omsætningen og væksten i antallet af butikker skal fortsætte i samme tempo.
- Vækst og ekspansion er ikke et mål i sig selv, men vi drømmer om gennem vores univers at røre så mange kunder som muligt i de kommende år rundt omkring i verden. Og så er det vigtigt for os - ikke mindst som familieejet virksomhed, at vi kan levere stærke finansielle resultater, så vi er i stand til at finansiere alle de mange nye tiltag, som vi har i støbeskeen for de kommende år, siger Mikkel Grene i en pressemeddelelse.