Derfor er dansk fodbold i krig med sig selv: Fodboldmillioner frem for et vodkafyldt badekar


Derfor er dansk fodbold i krig med sig selv: Fodboldmillioner frem for et vodkafyldt badekar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DBU og landsholdsspillerne er landet i den til dato største krise i dansk fodbold. Dermed kulminerer på dramatisk vis over hundrede år med op-og nedture og store kulturskred i Danmarks største og mest populære sportsgren.

"Nogle mennesker fortæller mig, at vi professionelle spillere er fodboldslaver. Nå, hvis dette er slaveri, så lad det blive en livstidsdom," sagde Manchester United-legenden Bobby Charlton, dengang han fejrede triumfer på fodboldbanerne i 1960'erne.

Så paradisiske tilstande synes for tiden ikke at dominere i den danske del af fodboldverdenen. I den forløbne uge gerådede landsholdsspillerne og DBU ud i en konfrontation om kommercielle rettigheder.

Som konsekvens sendte DBU et hold lavt rangerende spillere af sted til landskampen i Slovakiet i onsdags. En dramatisk konflikt, hvis mage ikke tidligere er set.

Ikke desto mindre er den danske fodboldhistorie rig på både op- og nedture siden DBU's stiftelse i 1889, både sportslige og økonomiske. Her følger 10 nedslagspunkter i Fodbolddanmarks brogede udvikling:

1
Dansk fodboldhistorie byder på mange op- og nedture. EM-guldet i 1992 står som den største triumf og udløste rødt-hvidt jubelinferno på Rådhuspladsen i København. En skarp kontrast til nutidens landsholds-ragnarok. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

I 1906 vandt Danmarks fodboldlandshold guld ved de ekstra olympiske lege, der blev holdt i Athen. Kampene blev dog ikke registreret i DBU som officielle.

Fodbold dengang var absolut en fritidsfornøjelse. AB'eren Harald Bohr meldte for eksempel afbud, fordi han skulle hjælpe sin bror, atomfysikeren Niels Bohr, med en doktordisputats.

De næste, ordinære lege i London to år senere - og legene i Stockholm i 1912 - udløste sølvmedaljer, begge gange med England som finalemodstander.

Amatører eller ej - Sophus "Krølben" Nielsen skrev sig ind i fodboldhistorien, da han ved legene i 1908 scorede 10 mål mod Frankrig. Kampens resultat var i sig selv en rekord med danskernes solide 17-1-sejr. Begge verdensrekorder stod indtil 2001.

2
Den danske bronzehold fra OL i 1948 sendte for alvor danske spillere ud på eventyr i professionelle udenlandske klubber. Dog ikke Knud Lundberg, nr. 2 fra venstre i bageste række. Han fortrak det uforpligtende liv som fritidsspiller og optrådte også på landsholdene i håndbold og basketball og spillede tennis i 1. division. Arkivfoto: Erik Fut Jensen/Ritzau Scanpix

På grund af verdenskrigen blev OL i 1916 opgivet, og fire år efter, i 1920 i Antwerpen, røg Danmark ud efter første kamp efter et 0-2-nederlag til Spanien.

På det tidspunkt havde pengene fundet vej ind i fodbolden. I 1921 fik den første danske spiller, Carl "Skoma'r" Hansen fra B1903, således en professionel kontrakt. Det var i Glasgow Rangers, som lagde 20 pund i overgangssum.

Han var dog ikke den første danske spiller i udlandet. Det var KBeren Niels Middelboe, som i 1913 meldte sig ind i Chelsea og spillede otte år - vel at mærke som amatør.

3
Harald Nielsen fra Frederikshavn i Bolognas trøje. Han blev verdens dyreste fodboldspiller, da han skiftede til Inter. Den indbringede karriere sendte ham ud af det danske landshold, der var forbeholdt rendyrkede amatører. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Mens den internationale fodbold i årene efter Første Verdenskrig udviklede sig, trådte dansk fodbold vande og holdt fast i amatøridealerne.

Derfor forsøgte Danmark ikke at sikre deltagelse til den første VM-slutrunde i Uruguay i 1930, hvor de professionelle spillere havde fået fodfæste i international topfodbold. Dem ville man ikke mænge sig med.

4
Sepp Piontek blev en kulturomvælter, da han blev træner for det danske fodboldlandshold i 1979. Han kom med ambitioner og disciplin. Og bøder, når spillerne ikke skikkede sig - dem valgte Preben Elkjær (tv.) at betale forud. Arkivfoto: Erik Homberg/Ritzau Scanpix

Da freden efter den anden verdenskrig var genoprettet, og London i 1948 var vært for de første olympiske lege siden 1936, var dansk fodbold igen på toppen og vandt bronze med en 5-3-sejr over England.

Det blev den reelle indledning på den tid, vi kender nu, med danske spillere i stort antal på professionelle kontrakter i udenlandske klubber.

Især Italien hentede flere danske spillere efter indsatsen i London. Blandt andet fik Carl-Aage Præst, Karl Aage Hansen (der også spillede på håndboldlandsholdet) og John Hansen store karrierer i de største og dominerende italienske klubber som Juventus, Atalanta og Lazio.

Men stadig var dansk topfodbold en klar fritidsbeskæftigelse: En anden af 1948-stjernerne, AB'eren Knud Lundberg, spillede også på landsholdene i håndbold og basketball og i 1. division i tennis.

Han kunne ikke se sig selv i de profesionelles disciplinerede livsførelse og sagde nej til de udenlandske klubber. Han forblev amatør og foretrak et liv som boheme og dameven og gennemførte medicinstudiet. Da han fik sin lægeeksamen, fyldte han sit badekar op med vodka og inviterede til fest.

Lundberg efterlod lægeuddannelsen på bunden af badekarret og blev fodboldjournalist i stedet. Derved blev fodbolden alligevel levevejen for den livsglade amatør.

5

Som professionelle var de danske landsholdsstjerner tabte for dansk fodbold. DBU holdt fast i amatøridealerne og blacklistede alle professionelle spillere i landsholdssammenhæng. Også når de vendte hjem igen til deres danske amatørklubber.

Men kommercialiseringen voksede: I 1956 blev en landskamp for første gang sendt i DR's fjernsyn - dog kun anden halvleg af 3-5-nederlaget til Sovjet i Idrætsparken. DR betalte DBU 2000 kroner for senderettigheden.

6

Ved OL i Rom i 1960 erobrede Danmark sølv. Det tændte på ny udlandets interesse, og igen drog flere af spillerne til Italien. Blandt andre fik Harald Nielsen fra Frederikshavn og Flemming Nielsen fra AB kontrakter i henholdsvis Bologna og Atalanta i første omgang.

I 1967 skiftede Harald Nielsen til Inter. Hans kontraktunderskrift dér gjorde ham til verdens hidtil dyreste spiller.

7

Efter OL-sølvmedaljen i Rom gik det igen ned ad bakke for dansk landsholdsfodbold, hvor de årlige svensker-landskampe var højdepunkterne i 60'erne og 70'erne, og de blev som regel tabt. Så skidt var det, at den navnkundige tv-sportsjournalist, Gunnar "Nu" Hansen, ved et dansk indkast i en af kampene jublende udbrød: "Jaaaa, vi kan osse!".

I 1965 firede DBU på amatøridealerne og tillod spillerne igen at optræde på landsholdet, når de vendte hjem til deres danske klubber som amatører.

Trods de pauvre resultater var de danske spillere stadig eftertragtede i udlandet, dels på grund af den gode fodboldskole i de danske klubbers ungdomsafdelinger, dels fordi de var billige.

Pengene og overgangssummerne var betragteligt lavere dengang end i dag, også når man tager højde for den generelle økonomiske udvikling. Så Ekstra Bladet hev de største og fedeste typer frem og ryddede forsiden, da Vejles Ulrik le Fevre i 1967 blev solgt til tyske Borrussia Mönchengladbach for svimlende 250.000 kroner.

I 1971 gik DBU på ny på akkord med amatørprincipperne: Man tillod danske udlands-proffer at optræde i landsholdstrøjen.

På den tid skrev dansk fodboldpresse i mangel på hjemlige triumfer udførligt om spillerne i udlandet. Med disse spilleres meritter på hjernebarken herskede en kollektiv selvforståelse af, at Danmark havde verdens bedste spillere. Den misforståelse blev tacklet langt ned under grønsværen i den første landskamp med professionelle på holdet, da de på udebane tabte på 0-5 til Portugal.

8

Sidst i 70'erne indfandt sig to hændelser, der ændrede danske fodbold og lagde amatørtiden i graven. Og dermed lagde kimen til de stridigheder, der for tiden har kastet dansk landsholdsfodbold ud i dyb krise.

Den ene stod 60'ernes store danske stjerne fra italiensk fodbold, Harald Nielsen, bag. Sammen med den senere politiker Helge Sander lancerede han i 1978 planerne om en privat, professionel fodboldliga.

Planerne var livstruende gift for DBU, der øjeblikkeligt strakte våben og tillod professionel fodbold i sit eget regi.

Den anden markante hændelse, måske den største kulturomvæltende begivenhed i dansk eliteidræt overhovedet, indtraf året efter, da tyskeren Sepp Piontek blev ansat som dansk landstræner.

Han var selv tidligere professionel landsholdspiller og havde en ganske anden tilgang til fodboldmetieren end den, der gjaldt i Danmark.

Indtil hans ankomst havde de danske udlands-proffer ganske utilsløret opfattet landsholdet som en uforpligtende adspredelse fra det strenge og disciplinerede liv i deres udenlandske klubber.

Men Sepp Piontek gjorde som deres udenlandske arbejdsgivere i klubberne: Krævede hårdt arbejde og disciplin og langede bøder ud, når den blev brudt - som for eksempel da han i begyndelsen kørte ud fra træningslejrene og indfangede spillerne på diverse natklubber

Nogle spillere kunne slet ikke forlige sig med den nye stil og røg ud i kulden. De andre indordnede sig, Preben Elkjær dog på sin egen elkjærflabede måde: Han afleverede automatisk et større pengebeløb til Piontek, straks han ankom til landsholdets samlinger. Den slags kan man lige så godt få ud af verden først som sidst, mente han.

9

Kommercialiseringen af fodboldlandsholdet tog også sin begyndelse her, men med en slags modsat fortegn af det, vi ser i dag: Landsholdet indgik sin første sponsorkontrakt - med Hummel. Det var mest praktisk, da Hummel i forvejen havde individuelle kontrakter med nogle af spillerne, ikke mindst de to store koryfæer i først tysk, siden spansk fodbold, Henning Jensen og Allan Simonsen.

Med Piontek som landstræner blev en resultatmæssig stor æra for danske fodbold indledt med deltagelser i EM- og VM-slutrunder. Den første var EM i Frankrig i 1984. Dernæst VM i Mexico i 1986 med en spillestil og en samling spillere, som siden har haft noget nær gudestatus.

For slet ikke at tale om dansk fodbold største triumf nogensinde: EM-guldet i Sverige i 1992, nu med Richard Møller Nielsen som træner. En triumf, der satte bonusrekord på det danske landshold: Hver spiller i truppen fik 300.000 kroner for sejren. Ved VM i år fik hver spiller 1,7 millioner kroner efter at være blevet slået ud.

De seneste 15-20 år er kommercialisering af den internationale fodbold vokset med rasende fart - med en lønudvikling i fri galop, der har gjort unge mænd til mangemillionærer, sågar milliardærer.

10

Det er i lyset, eller måske snarere skyggen, af den udvikling, at de danske landsholdsspillere ad flere omgange er kommet på kant med DBU.

Det ærefulde i som spiller at repræsentere sit land og de smukke visioner som organisation om at arbejde til gavn for dansk fodboldungdom er kraftigt suppleret af det benhårde og kontante hensyn, hos begge parter, til at få så mange penge som overhovedet muligt i kassen.

Flere sammenstød mellem spillere og union har været ganske krigeriske. Som for eksempel da spillerforeningen på landsholdsspillernes vegne for knap to år siden anlagde voldgiftssag i en aftalestrid - vandt sagen og indkasserede 2,85 millioner kroner fra DBU.

Den afgørelse har været med til at præge den aftale mellem DBU og spillerne, som gjaldt ind til i sidste uge, og som DBU vil have lavet om.

Den uforsonlige konflikt mellem DBU og spillerne gav i onsdags landsholdsdebut til en stribe spillere i betydelig afstand af store professionelle kontrakter.

Konflikten med karakter af ragnarok handler hverken om fodbold eller ære, men om hvem der må gøre brug af hvilke kommercielle aftaler hvornår. En strid, hvor parterne har samme mål: deres eget økonomisk bedste.

Derfor er dansk fodbold i krig med sig selv: Fodboldmillioner frem for et vodkafyldt badekar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce