Årets Pejseshow skruer ned for musikken og op for humoren

Gordon Kennedy (fra venstre), Annette Heick, Christine Astrid og Mikkel Scrøder Uldal er klædt på til en masse sjov og musik, når det går løs med Pejseshow i Brædstrup fra fredag 7. september. Foto: Michael Svenningsen

Årets Pejseshow skruer ned for musikken og op for humoren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hele skuespillerholdet bag årets Pejseshow i Brædstrup har skrevet sketches til årets revy, hvor humoren får en tand op og musikken en tak ned.

Brædstrup: Den står på mindre musik og mere revy, når årets Pejseshow "Tilbage til Pejsen" går i luften i Teatersalen på Hotel Pejsegården fra fredag 7. september.

De fire skuespillere bag showet, Annette Heick, Mikkel Schrøder Uldal, Gordon Kennedy og Christine Astrid Nielsen, er i øjeblikket i intens træningslejr, hvor der arbejdes op til 12 til 14 timer hver dag for at få årets show op at stå. Det stramme program skulle gerne betyde, at der venter publikum et festfyrværkeri af en oplevelse, lover showets producent.

- Publikum kan forvente en masse musik, sjov og skæg, som man plejer, men i år har vi måske skruet en smule mere op for revydelen, uden vi glemmer Pejseshowets dna med masser af musik og humor, siger Mikkel Schrøder Uldal.

Jeg tror ikke, at jeg har oplevet et Pejseshow før, hvor vi alle har været så involveret i at skrive teksterne, som i år.
Annette Heick, skuespiller

Nemmere i år

Hele skuespillerholdet er det samme, som optrådte i 2016, og det har gjort hele processen med at sætte årets Pejseshow op en del nemmere end sidste år. Her måtte Robert Hansen melde fra blot en uge før premieren på grund af sygdom.

- Hele optakten har været noget nemmere i år. Desuden kender vi hinanden så godt, at vi bare glider ind i arbejdet med det samme. Samtidig har vi nok også arbejdet lidt mere struktureret i år, så alt er gået nemmere, siger Mikkel Schrøder Uldal.

Lange dage

Flere af skuespillerne har optrådt på andre revyer, mens de har øvet til Pejseshowet. Således har Christine Astrid Nielsen optrådt på Rottefælden i Svendborg, mens Gordon Kennedy netop har afsluttet sin optræden på Nykøbing Falster revyen i lørdags. Det har givet travle dage, men nu er der fuld fokus på årets Pejseshow.

- Det er lange dage, men også sjove dage, selvom man nogle gange kan være så træt, at man ikke synes, at der er noget, der er sjovt mere. Men vi nyder alle at være tilbage, fordi vi kender hinanden så godt. Vi har derfor alle bidraget til at skrive de forskellige sketches. Jeg tror ikke, at jeg har oplevet et Pejseshow før, hvor vi alle har været så involveret i at skrive teksterne, som i år, siger Annette Heick.

Stor interesse

Skuespillerne er som vanen tro meget hemmelighedsfulde om, hvad der venter publikum, men de lader dog sive, at burkaforbuddet vil blive taget under kærlig behandling, ligesom tidens politik og politikere i øvrigt også kan forvente at blive gjort godt til grin. Derudover vil showet indeholde en hyldest til B & U, som har 50 års jubilæum i år, og der vil også være den sædvanlige medley med masser af gode kendte sange.

- Der er også et mime-nummer, som, hvis det lykkes, kan blive hylende morsomt. Det er nok mit favoritnummer, siger Gordon Kennedy.

Årets Pejseshow tegner allerede til at blive en publikumstræffer. Ifølge direktør på Hotel Pejsegården er der nemlig godt gang i salget af billetter.

- Interessen for showet tegner bedre i år i forhold til sidste år på denne tid. Vi er næsten udsolgt om lørdagen, hvis man ønsker overnatning, og der er også røget mange billetter til showet om fredagen med overnatning. Så man skal skynde sig, hvis man vil have en billet, lyder det fra Jytte Nygaard.

"Tilbage til Pejsen" kan opleves på Hotel Pejsegården fra fredag 7. september til 17. november.

Årets Pejseshow skruer ned for musikken og op for humoren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce