Efter politiet dumpede halvdelen af 22 busser på Smukfest: Selskab udsat for hademails

Direktør Maria Petersen er medejer af PP Busser, der er kommet i voldsomt uvejr efter årest udgave af Smukfest i Skanderborg. Foto: Ole Christensen

Efter politiet dumpede halvdelen af 22 busser på Smukfest: Selskab udsat for hademails

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selskabet PP Busser, der står for shuttlebusserne på Smukfest i Skanderborg, beklager dybt, at der har været fejl ved dets busser. Samtidig udsættes ejerne for personlige angreb.

Skanderborg: Siden politiet dumpede halvdelen af 22 busser på Smukfest i Skanderborg, er det føget ind med ukvemsord til selskabet PP Busser, der er ansvarlig for alle shuttlebusser.

Det fortæller direktør Maria Petersen, der driver det familieejede busselskab i Hasselager sammen med sin søster og sin far, der oprindeligt stiftede busselskabet, samt en driftschef.

- Der har været en rigtig ubehagelig kritik. Jeg har fået hademails og er blevet udstillet på sociale medier, fortæller Maria Petersen, der synes, at kritikken er blevet meget personlig. Hun er så berørt af kritikken, at hun ikke ønsker at fortælle, hvad der konkret er blevet skrevet til hende og firmaet.

I løbet af få dages omtale af busrazziaen ved Smukfest er selskabets mere end 40 års erfaring med omkring 90 busser gledet helt i baggrunden og erstattet af dyb forargelse over, at man indsætter usikre busser.

Fakta
PP Busser blev grundlagt i 1976 af vognmand Lars Petersen.Firmaet har adresse på Birkegårdsvej i Hasselager.

Vognparken består af cirka 90 busser i mange størrelser og varianter.

PP Busser tilbyder alle former for busture med både store og små busser i ind- og udland - herunder rute- og skolekørsel.

"Dybt beklageligt"

- Det er dybt beklageligt, hvad der er sket. For én anmærkning er også en anmærkning for mange, siger Maria Petersen.

Men hvad får et stort og kendt busselskab til at sætte sit navn og ry over styr ved at køre med busser, som har problemer med styrtøj, bremser og dæk?

Det har bestemt heller ikke været meningen, forsikrer direktøren:

- Selvfølgelig er det vores ansvar, at alle busser i shuttlekørslen er i orden, fordi det er os, der har opgaven. Men fejlene er kommet fuldstændig bag på os. Vi har kun sendt busser af sted, vi var sikre på var i orden, men der har også været misforståelser i omtalen i medierne, siger Maria Petersen.

Busser kører stadig

Det er også blevet fremstillet i medier som om, at selskabet på Smukfest helt er blevet erstattet af Herning Turist.

Det er ikke korrekt.

- Vi har et godt samarbejde med Smukfest og kører videre med en del af vores busser dernede. Men Smukfest har valgt at supplere vores busser med busser fra Herning Turist, fortæller direktøren.

Ifølge Smukfests talsmand Poul Martin Bonde har man hentet det ekstra busselskab ind resten af festivalen for at have en overkapacitet af busser for at være sikker på at kunne overholde køreplanerne, og have busser i baghånden, uanset hvad der sker.

Ifølge Maria Petersen er nogle af fejlene små og ikke graverende. Nogle fejl er blevet misforstået og blæst stort op, mener hun.

- Der er jo også tale om graverende fejl som dårlige bremser og en bus, som fik klippet nummerpladerne af politiet?

- Ja, men jeg vil understrege, at vi tager fejlene meget alvorligt. Flere af busserne er blevet synet inden for kortere tid. Nogle har stået stille længe, og dem sendte vi til syn, og gav dem et servicetjek på vores eget værksted, inden de kørte af sted. Derfor undrer det os, at politiet kunne finde fejl på dem, siger Maria Petersen.

Vognmænd har ansvaret

Hun understreger, at det ikke er nogen kritik af synshallerne. Men at hun rent professionelt kan undre sig over, at to fagligheder kan komme til så forskellige resultater: Synshal og politiet.

Det kan umiddelbart også undre, hvordan politiet kan finde alvorlige fejl på busser, som netop er blevet synet. Men den slags kan ske, lyder det fra brancheforeningen Danske Busvognmænd.

Brancheforeningen er ikke i tvivl om, hvem der i sidste ende har ansvaret: Det har vognmanden. I dette tilfælde PP Busser.

- Et syn er et øjebliksbillede af, hvilken tilstand bussen er i, når den bliver synet, siger Michael Nielsen, administrerende direktør, Danske Busvognmænd.

- Synet er ingen garanti for, at bussen er 100 procent i orden en uge senere. Og under alle omstændigheder er det indiskutabelt, at vognmanden altid har ansvaret for, at sikkerheden er i orden, siger formanden.

Hos PP Busser tager man ansvaret på sig og beklager dybt.

- Det er superærgerligt, hvad der er sket, og vi kan kun efterrationalisere og overveje, hvad vi kan gøre bedre fremadrettet, siger Maria Petersen.

Efter politiet dumpede halvdelen af 22 busser på Smukfest: Selskab udsat for hademails

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce