Fredag bliver Vestergade i Løsning indviet efter et omfattende vejarbejde og forskønnelsesprojekt. En borgergruppe, der har været med i processen, er klar til at gøre Løsning endnu pænere.
Løsning: Vestergade i Løsning er forvandlet. Fra en lidt afdanket handelsgade til en grøn vej med ensartede brolægninger, plantekasser med træer, græsser og blomster i rustet stål og bænke, så borgerne kan få en hvil ved kirken, overfor bageren eller i et af de to specialdesignede busskure.
Gaden skulle alligevel graves op på grund af omfattende kloak- og ledningdsarbejde, og på et borgermøde for snart to år siden kom en byforskønnelsesgruppe med i projektet.
I samarbejde med kommunen og arkitekter fik de lov til at bestemme vejens nye look.
- Det er blevet, som vi havde forventet, og der er sket det glædelige, at husejerne i gaden også begyndte at gøre mere ved deres ejendomme. Så byforskønnelsegruppen er ikke på vej til at lukke ned, tværtimod, siger Henning Torvik Markvart fra gruppen.
Projektet med Vestergade har givet byforskønnelsesgruppen mod på mere.
Eyvind Hansen er eksempelvis kommet med i gruppen og har været med til udformningen af de to busskure, der har et unikt logo, som forestiller en sol som med blomster og et L inden i.
Busstop, som bussen i øvrigt vil benytte igen fra på søndag.
- Løsning er blevet mere indbydende. Der er sket lidt en dominoeffekt, siden jeg flyttede hertil for fire år siden, fordi det med at forskønne byen smitter af mange steder, siger Eyvind Hansen, der også med i gruppen, der har fået legeplads op og bænke op i stationsparken.
Næste store projekt for gruppen er de to baneover- og underkørsler ved Remmerslundvej og Broen.
- Vi er i gang med at lægge pres på eksempelvis BaneDanmark, så vi kan få en løsning, der muliggør de nye udstykninger på den anden side af jernbanen og ser ordentlig ud, forklarer Henning Torvik Markvart.
Men det projekt går nok ikke så nemt, som med Vestergade, og kan strække sig over mange år.
Imens kan byforskønnelsesgruppen glæde sig over Vestergade, der dog også er blevet mødt med kritik. Både antallet og udformningen af p-pladser i gaden er blevet kritiseret.
Men der kommer ikke til at ske noget med de firkantede p-båse, som folk har svært ved at bruge.
- P-båsene er blevet den bedst mulige løsning, når der også skule tages hensyn til rør, tilstødende veje, og at vejen skulle være grønnere, så det bliver der ikke ændret på, siger Henning Markvart.