Efter 15 år som KOL-patient kan Ingolf igen gå på trapper

I tre år gik Ingolf Villumsen ikke på trapper. Det gør han nu, selvom det er hårdt og anstrengende. Foto: Nicolaj Rosendahl, Proaktiv Fysioterapi

Efter 15 år som KOL-patient kan Ingolf igen gå på trapper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indtil for nylig kunne det være decideret angstprovokerende for den 64-årige KOL-patient Ingolf Villumsen at bevæge sig væk fra hjemmet, og i tre år undgik han helt at gå på trapper. Men efter et forløb med at bedre vejrtrækningen har Ingolf Villumsen forbedret sin lungefunktion, og han går nu på trapper igen.

I de sidste 15 år har 64-årige Ingolf Villumsen været KOL-patient. Og i mange år troede han på, at sundhedsvæsnets behandling var den eneste måde at tackle hans sygdom, men efter en behandling i Aarhus fandt han ud af, at medicin ikke er alt. Fysisk træning betyder meget for, at han kan have en bedre og aktiv hverdag. Det var en af grundene til, at han investerede i en el-cykel.

Tilbage i december 2016 var han til sundhedsmesse i Horsens Sundhedshus, hvor Proaktiv Fysioterapi fortalte om et kursus i bedre vejrtrækning. Kurset Merluft som blandt andet kunne komme KOL-patienter til gavn. Ingolf Villumsen var med på kursets første hold, og det har betydet et liv uden iltapparat og modet til at turde bevæge sig ud.

- Kurset gav mig virkelig en tro. På det tidspunkt havde jeg ikke gået på trapper i tre år, og det gør jeg nu. Det er anstrengende og hårdt, men jeg kan overskue det og gør det. Det betyder noget psykisk og fysisk. Du får ganske enkelt teknikker til at trække vejret bedre, siger Ingolf Villumsen.

KOL er en kronisk lungesygdom, der forsnævrer dine luftveje, hvilket gør det sværere at få luften rundt i lungerne.

For den 64-årige KOL-ramte var øvelserne en øjenåbner, og han har også kunnet spore fremgang i sin lungekapacitet.

- Det at prøve øvelserne og få mere bevægelighed gav mig tro på, at jeg kunne få et bedre liv. Dengang havde jeg en lungekapacitet på 16 procent, og så er man skidt. I dag er den på 20, og jeg har det godt, siger Ingolf Villumsen, der understreger, at øvelserne har betydet mere livskvalitet, at han nu igen tør gå uden for døren og endda begive sig op og ned ad trapper.

Øvelser til hverdagen

Ingolf Villumsen, der bor i Brædstrup, bruger selv vejrtrækningsøvelserne i hjemmet, når han for eksempel skal ud af sengen om morgenen. I stedet for at starte dagen med medicin, starter han nu med de øvelser, han lærte på Proaktiv Fysioterapis kursus Merluft. Det har også betydet, at han har kunnet nedsætte mængden af medicin samt smidt et iltapparat, som han tidligere benyttede sig af.

- Jeg kan blandt andet ligge i sengen og træne med bøger på maven for at lære at trække vejret ordentligt. Det har hjulpet mig, og når det så er lidt træls, kan jeg tænke på Patricia (fysioterapeuten i kurset Merluft red.). Tilværelsen er hård som KOL-patient, men man lærer at leve med det. Man kan ikke fjerne medicinen, men hvis man selv kan få gang i vejrtrækningen først, så får man mere gavn af ens medicin, forklarer Ingolf Villumsen.

Tidligere kunne det ske for Ingolf, at han blevet meget presset og stresset, hvis han var væk fra hjemmet og pludseligt ikke kunne få luft efter at have gået eller bevæget sig. Det har kurset også ændret på.

- Jeg oplevede tit, at jeg godt kunne få luften ind, men ikke komme af med luften igen, og når man er ude over det, så bliver man ikke presset og nervøs, så slipper man for at få en angstoplevelse. Det kan tage 20 minutter, hvor man er uden for kontakt, fordi man ikke kan få luft. Når man kan de teknikker til at trække vejret og ved, hvordan man får ro på det, så hjælper det, og man slipper for angststilfælde. For mit vedkommende er medicinen sat ned, og det er hele besværet værd, siger Ingolf Villumsen.

Fri for ilt

Han er ikke et sekund i tvivl om, at kurset med vejrtrækning har været det hele værd for ham. Det er de små ting, der kan gøre hverdagen lettere, som han især har taget med sig.

- Jeg skal ikke være rad for at komme uden for hjemmet. Når du kan styre vejrtrækningen og få du ro på, er det lettere at overskue forskellige situationer. Jeg er blevet fri for at gå med ilt til dagligt, og det er meget værd. For bruger du lungerne åndssvagt, så kommer luften også åndssvagt ud. Jeg har måttet sande, at det hænger sammen sådan, og det er den læring, jeg skal leve med resten af tiden. Der skal ikke meget til at få en bedre livskvalitet, når man arbejder med de små marginer. Jeg synes, at det er en skam, hvis man ikke griber forbedringen i de små ting. Det er jo også lettere at gå ind ad havelågen end at springe over hækken, siger Ingolf Villumsen.

Luften skal bruges rigtigt

Det er fysioterapeut Patricia Serritslev, der står for kurset Merluft hos Proaktiv Fysioterapi, og hun hjælper med teknikkerne til bedre vejrtrækning. Ifølge hende så får kursisterne enkle redskaber til lettere at klare hverdagen.

- Jeg må hellere understrege, at vi ikke helbreder nogen, men vi giver dem redskab til at kunne klare ting i hverdagen. Man lærer at tømme og fylde lungerne, og vi arbejder med lungevævet. Så sætter man vejrtrækning til en rytme, så man bliver opmærksom på, hvordan man trækker vejret, og hvordan man kan bruge det i hverdagen. Vi kan ikke love en bedre lungeprocent, men vi arbejder med at udvide lungerne og få brugt luften på den rigtige måde. Alt aktivitet koster luft. Man skal have luft nok, ellers får man iltgæld og bliver forpustet, siger hun.

Blandt andet KOL-patienter og patienter med astma har deltaget i kurset Merluft, ligesom patienter, der er lungeopereret eller har hjerteproblemer, har haft gavn af kurset. Også kursister, der bare vil blive bedre til at trække vejret, når de løber, har deltaget. En fodbolddommer med astma har været forbi kurset for at lære teknikkerne, oplyser Patricia Serritslev.

- Vi har haft mange på kurset, som bare ved tanken om at skulle gå på trapper bliver forpustet, eller ikke vil ud og handle, fordi de er bange for ikke at kunne få luft. De har fået hjælp til at tackle det, siger Patricia Serritslev.

Denne artikel er sponseret af Proaktiv Fysioterapi, som sætter fokus på et bedre og mere aktivt liv for mennesker med nedsat lungefunktion.

Få vejret - lær at bruge det
Proaktiv Fysioterapi tilbyder forløbet Merluft. Kurset er et seks ugers forløb, hvor deltagerne mødes en gang om ugen. Kurserne afholdes både som hold og individuel træning. Forløbet foregår hos Proaktiv Fysioterapi i Horsens Sundhedshus. Forløbet kredser om effektivt og praktisk system, så deltageren får mest ud af den luft, vedkommende har. Teknikkerne stammer fra fridykker-verdnen og er udviklet af Kurt Lykke Larsen. Teknikkerne er enkle, letforståelige og kræver ingen udstyr. Der starter nyt hold i uge 12. Det koster 1920 kroner for et kursusforløb på hold i seks uger, og individuelle konsultationer koster 450 kroner for 45 minutter første gang - herefter 299 kroner for 30 minutter. Tilmelding eller spørgsmål til kontakt@proaktivteam.dk eller tlf. 5181 6219

Om sponsoreret indhold på vores nyhedssites

Sponsorerede artikler laves i et samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle native-afdeling og en annoncør.

Ved artikler markeret med "Sponsoreret indhold", har annoncøren betalt for artiklen og har indflydelse på det emne, artiklen beskæftiger sig med, mens Jysk Fynske Mediers journalister på native-redaktionen står for bl.a. idéudvikling, vinkling, billedvalg og tekst.

Sponsorerede artikler bringes side om side med almindeligt redaktionelt indhold, og skal leve op til de samme kvalitetsstandarder samt til den værdi, stil og tone, læserne kender fra Jysk Fynske Mediers øvrige indhold. Den ansvarlige native-redaktør har til enhver tid fuld redigeringsret over det native-indhold, der publiceres hos Jysk Fynske Medier.

Efter 15 år som KOL-patient kan Ingolf igen gå på trapper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce