Njah - må man det?

Foto: Colourbox

Njah - må man det?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hej Kjeld! Jeg er nået den alder, hvor én godt kan mærke et stigende behov for at dele ud af egne erfaringer, og det sker oftere og oftere, at jeg glemmer lige at stikke en finger i jorden og mærke efter, om der rent faktisk er et publikum. Jeg prøver virkelig at begrænse det, og min datter har en helt bestemt lyd fra halsen, som straks får mig på andre tanker.

Men noget, som jeg tit har døjet med, er det faktum, at mange, især mænd, har en trang eller lyst til at give mig en masse gode råd, og selv om jeg prøver ihærdigt at gøre opmærksom på - sådan undercover - at jeg HAR mit eget værktøj. Og jeg kan også lige henkaste, at jeg faktisk ejer en boremaskine, som jeg kan betjene - og godt ved, hvordan man får en plug til at binde i en blød væg, og ved, hvordan man staver til unbrako - så er det alligevel som om, at mængden af råd stiger i alle vidtløftige retninger, som om der foregår en indre kamp hos giveren, som handler om at finde et eller andet område, jeg måske ikke ved noget om.

Kære Kjeld Bjerre - har du et godt råd til sådan et fruentimmer som mig? Hvad kan jeg dog sige, for at få alle de gode råd til at stoppe og på en måde, så jeg stadig kan se min nabo i øjnene og dele avis med ham? Måske oven i købet samtale på sådan en ligeværdig "vi er begge gør det selv folk"-agtig måde - og måske rent faktisk ende op med at lære noget af hinanden?

Os med hang til at mærke efter og halse efter det gode liv på den gode måde, og som tit tænker, at ham Svend Brinkmann lyder da meget klog, men så ikke lige får høvlet igennem de der bøger - det kræver jo, at man sidder stille, medmindre man vil have ham i ørerne. Men man kan med fordel læse dine sider i stedet - jeg anbefaler klart artiklen med lodninger, så det skriver jeg lige på Svends facebook ...

Og så et mere praktisk spørgsmål, som nok er mindre nørdet. For os, der bare sådan roder med el i huset i form af en ny stikkontakt, længere ledning og sådan: Hvordan er det med de tråde - skal de bukkes sammen, og må man godt klippe den tredje ledning af fra en jordledning, hvis nu bare man har brug for de to? Ja, jeg ved godt, at Silvan holder damekurser i el-håndtering, men du har jo så mange kontakter. Det kunne være godt med nogle staldtips.

Stor er den, som ved, men større er den, som ved, hvor han skal spørge, sagde Piet Hein.

God vind på kanalen - og for ikke at udstille min nabo vil jeg blive glad, hvis jeg stadig kan gå under mit pseudonym.

Mange hilsner

X-Qvinden

! Kære X-Quinde - tak for et sjovt brev. Og især skal du selvfølgelig have tak for, at du rangerer mig på linje med Svend Brinkmann - han er måske den dansker i tiden, som flest finder det umagen værd at lytte til, så noget må jeg åbenbart gøre rigtigt ...

Og ham Brinkmann - er han ikke psykolog - eller sådan noget?

Det tror jeg, og af samme grund vil jeg henvise dit første spørgsmål til ham, for det er vel ikke helt forkert at sige, at det er af mere psykologisk end just praktisk art.

Dog vil jeg da godt bidrage med lidt lomme-psykologi - personligt har jeg nemlig en sjælden gang haft god gavn af et ydmygt, men effektivt trick, som i sin enkelhed går ud på at tie stille.

Ikke nødvendigvis hele aftenen, men du forstår, hvad jeg mener: At man ikke konstant belaster sin hjerne med at planlægge, hvad man vi sige, så snart man kan få et ord indført, men i stedet bruger sit krudt på at lytte - altså virkeligt høre efter og bruge hele sin begavelse på at forstå ideen og nuancerne i det, den anden siger.

Det er sådan en slags proaktiv lytning, som næsten suger den gode historie ud af samtalepartneren - og bare rolig: Det skal nok blive "din tur", for der er ikke noget bedre i hele verden end at føle sig set og forstået af et opmærksomt menneske, så om et øjeblik vil han oprigtigt interesseret spørge til, hvem og hvad du er for en størrelse. Og hvis han ikke gør, så er han alligevel ikke værd at samle på ...

Med hensyn til reglerne for, hvad man må og især ikke må på det elektriske felt, er det forholdvis enkelt: Du må stort se ingenting, og hvis du er i tvivl om den påstand, så gå ind på Sikkerhedstyrelsens hjemmeside.

Her har de en hel stak videoer, som nogenlunde enslydende fortæller, at du gerne må tilslutte et komfur, en vaskemaskine, en ventilator, en opvaskemaskine, et køleskab og så videre - én video om hver af de spændende ting, man selv må, og jeg går ud fra, at det er en forglemmelse, når der ikke er lavet en helaftensfilm om, at man også må tilslutte sin fryser!

Der er dog én detalje, som ødelægger idyllen en smule, for det forudsætter alt sammen, at de forskellige tingester er udstyret med en passende stikprop - wauw!

Det er da rart at vide, at hvis der er stik på køleskabet, må jeg gerne sætte det i kontakten - nu gik jeg jo og troede, at det kun gjaldt brødristere og boremaskiner ...

Nå, spøg til side - reglen er, at du KUN må tilslutte de forskellige ting, hvis det kan ske via stikprop og stikontakt. Hvis du har et fast udtag i væggen, som minder om et lampeudtag - og kræver, at man skruer låget af og forbinder ledningerne direkte til skrueklemmerne inde i dåsen - så skal du ringe efter elektrikeren.

Hvis problemet derimod er, at eksempelvis vaskemaskinen enten ikke har noget stik eller et stik, som ikke passer til den danske kontakt med jord (grisetrynen), SÅ må du faktisk gerne klippe det forkerte stik af og sætte det rigtige på - ELLER du kan købe en adapter, som laver Schuko-stikket (tysker-stik - det, man bruger i det meste af EU, og som sjovt nok også sidder på næsten alle apparater, som sælges i Danmark) om til en dansk grisetryne.

Og du skal være opmærksom på, at hvis der er jord i kontakten, så SKAL du overføre den til dit apparat, hvis også det er udstyret med en jordforbindelse. Du må altså ikke bare proppe et tysker-stik i en dansker-kontakt vel vidende, at det ikke giver nogen jordforbindelse - du SKAL udskifte stikket eller købe en adapter, hvis apparatet er beregnet til jord.

Eneste undtagelse er, hvis det er en gammel installation uden jord i kontakten - så må du gerne bruger dit tysker-stik.

Såh - nej, du må ikke "bare" klippe den gul/grønne ledning: Den skal så vidt muligt bruges aktivt til det, den er beregnet til.

Og hvad med "de der tråde" - skal de bukkes sammen? Jeg forstår spørgsmålet sådan, at du vil vide, om man skal bukke den afisolerede stump af ledningen rundt, så den ligger dobbelt, før man stikker den i skrueklemmen og strammer til - og svaret er nej.

Du nævner "ny stikkontakt" som en mulig opgave for gør-det-selv-elektrikeren - her skal jeg høfligst gøre opmærksom på, at det er meget-meget ulovligt, medmindre det handler om at udskifte en stikkontakt (eller afbryder). Du må altså ikke flytte en kontakt eller sætte en ekstra kontakt op - du må kun bytte den gamle ud med en ny.

Venlig hilsen Kjeld Bjerre

Njah - må man det?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce