Mytteri på de Windbuil

1: Oudegracht hedder hovedkanalen/gaden, som snor sig kilometervis igennem Utrecht - hvor der i dag er caféer, havde byens handelsfolk i gamle dage deres lagre - lige ud til kanalen. Foto: Kjeld Bjerre

Mytteri på de Windbuil

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

4. del: Kjeld Bjerre sætter endnu en gang kursen mod Utrecht.

Sådan en søndag morgen på Catarijne-kanalen i Utrecht er ikke det værste, man har - solen glimter igennem træernes blade, og klokkespil klemter søde små melodier, men overdøves snart af de "rigtige" klokker, som malmfuldt kommanderer alle mand i kirke - og om lidt er kaffen klar!

Det er konen på den lille motorbåd agten for, som har luret, at jeg og Hunni er alene om bord, så hun ville da lige høre, om hun kunne byde på en kop rigtig bønne-kaffe.

Catarijne er en afstikker fra den travle og meget smalle hovedkanal, Oudegracht - just som man har passeret ret igennem den gamle bykerne og gud ved hvor mange broer og hektisk liv til alle sider, peger et skilt skarpt til styrbord: "Passanten Haven".

Det betyder gæstehavn, og efter en stressende formiddag i brændende sol (i Holland har de heller ikke haft regn i flere måneder) var det lige, hvad vi havde drømt om, men ikke turdet håbe på. Så jeg smed hurtigt roret helt i borde og bakkede kort på maskinen, så båden snurrede om sig selv, og så gled vi langsomt og majestætisk ind ad en balsamisk rolig og skyggefuld kanal med mægtige træer på begge sider.

Vi smed en ende i land - det vil sige: Jeg smed en ende i land og gjorde fast, medens Hunni bare sprang fra borde og til gengæld straks gav sig til at gø og skabe sig, så ingen forbipasserende hundelufter kunne være i tvivl om, at nu er det altså os, som bor her.

2: Jeg gider simpelthen ikke dette her mere - jeg er den, der er skredet. Og ?
2: Jeg gider simpelthen ikke dette her mere - jeg er den, der er skredet. Og ?

Caver langs kanalen

Det er et dejligt grønt område - med masser af cyklende og spadserende hollændere samt deres firbenede, så Hunni har nok at se til. Især fordi der også kommer en del forbi med rulle-kufferter, og når Hunni hører den karakteristiske lyd af små plastichjul imod asfalt, farer hun af sted med højt flyvende hale i den sikre forvisning, at det er min søn og svigerdatter - hvem ellers har måske sådan en rumlende kuffert på slæb, når de kommer på besøg?

Det er en smuk søndag. Byen summer og brummer af liv i baggrunden. Utrecht er jo ikke en lille turistvenlig version af klicheen om Holland med tulipaner, træsko og små runde oste i alverdens kulører. Nej, Utrecht er en moderne universitetsby, som vibrerer af lyst og mod på livet - renlivet nutid, men bundet i halen af en lang historie.

Ikke at jeg aner en skid om Utrechts historie, men jeg har da øjne i hovedet: På langs igennem byen går en snæver kanal - nogle kilometer lang og fra ende til anden muret i de rødbrune mursten, som hele Holland tilsyneladende er bygget af. Og det er er usædvanligt. I almindelighed skifter kanaler nemlig over kort afstand karakter fra gammel til ældgammel og decideret middelalder - med vippebroer, møller, sluser og fine gamle bygninger, som oser af kolonitidens rigdom - smukt og romantisk - men i Utrecht er det, som om hele den lange kanal tværs igennem byen er bygget af den samme murermester - i 1913.

Og hvor ved jeg det fra? Jo, det står såmænd på en af de mange og helt ens murstensbroer: Bygget i 1913.

Men da blev den nok bare renoveret, for byen havde sin storhedstid i 1500-1600-tallet, da en stor katolsk kanon slog sine folder på disse kanter - har jeg hørt!

Kanalen ligger så at sige én etage under gadeniveau, og der er en slags fortov hele vejen og i begge sider - og ind under gaden er der så bygget en slags kælderrum (det, som de i Frankrig kalder en cave), som oprindeligt var en slags små pakhuse for byens købmænd - nu bliver de brugt til alt imellem himmel og jord - restauranter, caféer, cykelhandlere, kunstbutikker, private boliger, og hvad har vi - og der er udlejning af vandcykler og kajakker, som gør det til en kulørt oplevelse for os andre "rigtige" sejlere at navigere på kanalen.

3: ? det kunne brovagten godt forstå: Bliv I bare liggende her - selvom det er meget forbudt.
3: ? det kunne brovagten godt forstå: Bliv I bare liggende her - selvom det er meget forbudt.

Lov er lov

Alt efter temperament er det faktisk noget af et mareridt at passere Oudegracht - forestil dig, at du med et rigtigt skib skal sejle rundt på søen i Tivoli, hvor alle de andre bare tosser rundt og baldrer ind i hinanden, som om det var en slags Tivoli-både eller radiobiler.

Man kan enten ta' det helt afslappet og hollandsk - som en sjov oplevelse - eller man kan opfatte det som et maritimt ragnarok, hvor alle regler for god opførsel er sat ud af spil.

Hvis du hører til dem, som mener, at færdselsregler er til for at blive forstået og værdsat som selve livets mening, kan jeg kun anbefale, at du sejler i en stor bue uden om Utrecht: Ja, der er ligesom i Danmark regler for alting, men i Holland anses de kun som en slags vejledning - og la' nu vær' med at blive så skide sur, bare fordi der er nogen, der åbenlyst ikke har fattet en skid, men alligevel gør krav på at være her - der skal være plads til os alle sammen.

Damperen hedder Branie og gemmer en spritmoderne lejlighed i sin bug - foruden en 87 hestes Kromhout - som er en hollandskfremstillet Gardner - hvis du vil vide det.
Damperen hedder Branie og gemmer en spritmoderne lejlighed i sin bug - foruden en 87 hestes Kromhout - som er en hollandskfremstillet Gardner - hvis du vil vide det.

Mytteri

I en lille by, som vistnok hedder Breukel, var der eksempelvis plads til en tosset dansker, som i lighed med tre-fire andre både - inklusive en 20 meter lang og tussegammel jern-damper - holdt den gående foran byens bro.

Det er sådan en situation, man befinder sig i mange gange hver dag: Der er rødt lys ved den gamle vippebro - den kan jo ikke stå åben hele tiden, fordi cykler, biler og fodgængere også skal videre med deres liv - så brovagten lader en håndfuld både fra hver side samle sig og slipper så hele banden igennem på én gang - og så er der igen lukket i måske en halv time - og så videre dagen igennem.

Og når man ligger der og venter, gider man ikke at fortøje, men holder skuden kørende - lidt frem og lidt tilbage - pas på, at vinden ikke fanger dig - hov, for pokker, nu er der en stor motorbåd, som presser dig bagfra ...

Det er lidt træls og lidt stressende - især når man er alene og har fire meter mast stikkende ud over agterenden.

Nå, men jeg holdt den fint gående - ham den store jern-kasse havde tydeligvis forstået mit problem med masten, så han bakkede og gav mig god plads - men hvad fa'en er det inde på kajen - en hund akkurat som Hunni ...

Ikke ligesom Hunni - det VAR sgu Hunni. På et tidspunkt har jeg været så tæt ved kajen, at hun havde set sit snit til at hoppe i land, uden at jeg så det, og nu trissede hun af sted langs kajen - og da jeg lettere desperat kaldte på hende, satte hun blot farten op: Jeg gider ikke det pis her mere - forstået!

5: Hver eneste rigtige hollænder har en ?sloop?, som han/hun (faktisk meget ofte hun) futter rundt på kanalen med. De kan være meget fine og kostbare, men ?
5: Hver eneste rigtige hollænder har en ?sloop?, som han/hun (faktisk meget ofte hun) futter rundt på kanalen med. De kan være meget fine og kostbare, men ?

Af sted på cyklen

Det synspunkt kunne jeg muligvis godt have en vis forståelse for. Hunni bryder sig ikke om at sejle, når man lige så godt kunne gå eller cykle og have det sjovt - og hun kan slet ikke li', når jeg har gang i diverse hektiske havnemanøvrer, som hun tolker som sært aggressive - la' mig komme væk!

Men at hun skulle begå mytteri lige midt i en vanskelig manøvre, og lige som brovagten skiftede til rødt OG grønt (som tegn på, at nu åbner broen - vær klar), det var sgu dog den stiveste - møghund!

Det sagde jeg ikke, og jeg tror faktisk ikke engang, at jeg tænkte det, for jeg ved med sikkerhed, at det ikke hjælper den mindste smule at skælde ud - tværtimod.

Så jeg resignerede og fik nogenlunde elegant kringlet båden ind til kajen og lagt en ende om en pullert - lige der, hvor et skilt siger, at man under ingen omstændigheder må parkere - og hvor en flok feststemte damer i øvrigt sad på café og underholdt sig med caffe latte og kager. Jeg fik klappet cyklen ud i rekordfart, og så satte jagten ind. Ingen havde set, i hvilken retning Hunni var løbet - over broen eller op i byen?

Jeg satsede på byen, hvor jeg cyklede rundt og rundt i større og større cirkler - og efter et kvarters tid så jeg hende nede ad en stikvej, hvor en hollænder venligt forsøgte at overbevise hende om, at hun skulle have hans snor på.

Det syntes Hunni ikke - men da hun så og hørte mig, kom hun glad og tilfreds svansende og bjæffede ligesom: Nå, du gad heller ikke det sejleri mere - skal vi så se at få gang i cyklen da?

6: ? hvis man er en helt rigtig hollænder, har man en håbløst gammel arbejdsbåd, som man bruger al sin fritid på at holde i perfekt stand.
6: ? hvis man er en helt rigtig hollænder, har man en håbløst gammel arbejdsbåd, som man bruger al sin fritid på at holde i perfekt stand.

Husbåd

Tilbage ved kajen stod brovagten ved båden og hilste os med et smil - medens han klappede Hunni, lod han forstå, at det var helt okay at "parkere ulovligt", når nu sådan en sød vovse ikke ville med længere - det kunne han søreme godt forstå, og vi kunne for den sags skyld også blive liggende natten over.

Det gjorde vi nu ikke - vi sejlede ud på den anden side af den fine lille by, hvor der var roligt og et lille anlæg med græs, træer og skygge, og her havde den store jernskude såmænd også lagt til.

Det viste sig at være et ungt par fra Leiden, og båden var ikke en overdimensioneret lystbåd, som hollænderne ellers godt kan li' det - nej, Branie er simpelthen deres hjem. I årets løb har de fast plads i Leiden, hvor konen også har arbejde - om sommeren flytter de lidt rundt på kanalerne med deres 150 ton hjem på ryggen, om man så må sige.

Men kan man bare det?

Ja, i det daglige er manden såmænd søkaptajn - sejler supply-skib på Nordsøen - så han ved lidt om at sejle en stor damper. Og den har kostet det samme som et typisk parcelhus, og der er rundt regnet lige så god plads nede i den - og de betaler leje til ejeren af den faste plads, hvor de ligger om vinteren.

Faktisk er pladsen det største problem, forklarede den unge mand, som jeg desværre glemte at få navnet på:

- Det er let nok at købe et skib, og prisen er overkommelig - rundt regnet som et hus i tilsvarende størrelse og indretning. Hvert femte år skal du på land til det store eftersyn og kølhaling, og hvis alt ellers er i orden, får du uden problemer skibet forsikret for fem år mere.

- Men det kan være svært og dyrt at finde en god og lovlig mooring - med strøm og vand og tilladelse fra kommunen og alt det der. Det er derfor, at 250.000 euro for Branie var et godt køb: Med i handlen fulgte en fast havneplads i Leiden.

7: Når man har sådan et tehus, hvad gemmer der sig så ikke inde bagved? Der bor mange rige mennekser i udkanten af Utrecht.
7: Når man har sådan et tehus, hvad gemmer der sig så ikke inde bagved? Der bor mange rige mennekser i udkanten af Utrecht.

Mytteri på de Windbuil

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce