Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mors rullende galleri


Mors rullende galleri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er der nogen, der har kunst med på husholdningsbudgettet? Jeg ville ikke have det, hvis jeg ikke lige var så heldig at være på en arbejdsplads, der har en kunstforening. Hver måned trækkes et mindre beløb fra din løn, som du knap mærker, og en gang hvert fjerde år kan jeg hjemføre et nyt kunstværk, betalt af min månedlige opsparing. Kunstværkerne er på forhånd købt ind og fordeles en gang om året.

 

Ved kunstforeningens generalforsamling er der lodtrækning om, i hvilken rækkefølge årets udtrukne kan vælge kunstværk - og det siger sig selv, at dem med skæve interesser har størst chance for at gå glade fra kunstuddelingen - mens de 22, der alle havde drømt om et af to værker af Leif Sylvester, uvægerligt skuffes - de fleste af dem. For når et stykke kunst er valgt, kan andre jo ikke få det.

 

Den første gang, jeg var udtrukket til en af de store gevinster, gik jeg neglebidende rundt om udstillingen uger før lodtrækningen. Jeg havde udset mig et lille maleri - en Skovballe - med trefjerdedele beskyet himmel og en tynd stribe land med køer i bunden. Jeg var sikker på, at nogen ville nuppe det før mig - for lodtrækninger falder sjældent ud til min fordel. Og jeg kunne dårligt være i mig selv af spænding, da dagen oprandt.

Det varede længe, før mit nummer blev trukket ud - men mine minimale græssende køer holdt sig til min store forundring i ro - og da det endelig blev min tur, kunne jeg i stor triumf vælge det øverste kunstværk på min liste: Landskabet med køerne, som jeg stadig nyder synet af hver dag. Det viste sig, at netop det billede ikke havde haft appel til andre overhovedet og havde hængt over i to år - men det havde ingen fortalt mig - og det gjorde heller ikke min glæde mindre.

 

Efter mange år på arbejdspladsen er der ved at være trængsel på mine vægge, men det er der heldigvis råd for. Det år, mit valg faldt på et større kraftfuldt maleri med birkestammer - af Birgitte Lykke Madsen - nåede jeg slet ikke at få værket hjem. Ved et besøg hos sønnen og hans familie på vejen viste det sig, at der var en stor tom plads over sofaen hos ham, der nærmest råbte efter et maleri - og birkestammerne blev klappet på plads.

Efter års ophold hos børnefamilien forsøgte jeg at vriste billedet fra dem igen - det var ikke helt let. Men da jeg fristede med udlån af Povl Christophersens spanske landskab til erstatning, slog drengen til med det samme - og vi byttede.

 

Et dobbeltmaleri med de guleste langelandske rapsmarker af Keld Nielsen hænger lige nu hos min datter, der også sukker over Skovballes gule citron på fræk gul baggrund, som lige nu hænger hos mig - men sikkert snart skifter til hendes hus. Og det røde og blå maleri fra den transsibiriske jernbane af Nanna Agger har min ældste et godt øje til - og prøver at argumentere med, at netop det billede er det eneste af mine, han overhovedet gider have. Den taktik tror jeg, at han får held med.

 

I det hele taget virker det fint med den rullende kunst - og hvor er det fedt, at flere får glæde af den - og kan ommøblere væggene, hver gang der er behov for fornyelse. Det er dejligt med original kunst på væggene, der ikke keder øjet nær så hurtigt som plakater - og den erfaring giver jeg gerne videre til mine børn. Det betyder også, at jeg får flyttet om på mine egne vægge, og hver gang min kunst kommer op i en anden kombination, får jeg et nyt blik på mine billeder, en ny nuance træder i forgrunden, og jeg nyder det.

 

Og forventningens glæde er også en del af medlemsskabet i min kunstforening. Nu blev jeg ikke trukket ud ved årets generalforsamling - så er der endnu større sandsynlighed næste år. Jeg glæder mig allerede - og det gør ungerne også, for de ved aldrig, hvad der bliver det nye nummer i mors rullende galleri. Og forhåbentlig fortsætter de med at bytte kunst indbyrdes, også når jeg ikke er del i turnussen mere.