- Jeg har altid sagt til mine børn, at hvis de går efter noget, skal de gøre det fuldt ud. Du kan ikke satse på noget, om det er arbejde eller ægteskab, og så kun gøre det halvt. Man må satse alt, og så må det briste bagefter. Der er jo ingen garantier i livet. Men man skal gøre alting 100 procent og være 100 procent til stede i livet. Ellers er det noget fis, siger Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Jens Jørn Spottag: Livet bliver lettere, hvis man rydder op i sin mentale og materielle bagage

Jens Jørn Spottag: Livet bliver lettere, hvis man rydder op i sin mentale og materielle bagage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skuespiller Jens Jørn Spottag var folkeeje i "Arvingerne", modstandsmand i "Hvidstengruppen" og nu mandschauvinistisk overlæge i "Sygeplejeskolen". Han er også nøgenbader, en gammel hippie og et politisk menneske, der mener, at kunst og ånd skaber balance i et samfund, hvor overflod af sociale medier og materialisme slører vores medmenneskelighed og nysgerrighed. Selv skræller han gerne alle lag af, så kun det vigtigste står tilbage.

For tre et halvt år siden smed skuespiller Jens Jørn Spottag og hans kone, Tammi Øst, halvdelen af deres ting ud. De flyttede fra 120 fastliggende kvadratmeter til 60 flydende, da de skiftede kolonihaven på Amager ud med et liv på en husbåd, der vugger over bølgerne i Københavns havn.

Øvelsen i at krympe sig og smide ud gør, at man finder ind til kernen, mener skuespilleren. Men det er ikke kun kasser med tøj, ting og tallerkener, Jens Jørn Spottag ynder at rydde op i. Hovedrengøringen skal både være materiel og mental.

- Det er vigtigt, at man en gang imellem lige kigger sig tilbage og ser på, hvad man slæber rundt på. At jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvorfor fanden er den kasse blevet så tung? Og så løfter jeg låget og ser, at der ligger alle de dumme tanker helt tilbage fra min skilsmisse. Årh, for helvede, væk med dem. Så er det meget nemmere at komme videre, siger han.

Overflod af både materielle ting og informationer blokerer for det, der er vigtigt:

- At være i live. Og blive ved med at se verden som et frisk og vedkommende sted, siger den kongelige skuespiller.

Skuespiller Jens Jørn Spottag mener, at overflod af materielle ting og inputs fra de elektroniske medier er med at skabe en ubalance i menneskers liv: Skærmene skaber en fremmedgjorthed, der gør det sværere at relatere til andre mennesker. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Skuespiller Jens Jørn Spottag mener, at overflod af materielle ting og inputs fra de elektroniske medier er med at skabe en ubalance i menneskers liv: Skærmene skaber en fremmedgjorthed, der gør det sværere at relatere til andre mennesker. Foto: Birgitte Carol Heiberg

At finde balancen

Jens Jørn Spottag sidder med hovedet i telefonen, da vi finder ham i caféen på Nimb midt i København. Der er en fodboldkamp, han lige skulle følge med i.

- De er fantastiske og forfærdelige de her telefoner. Jeg kom et kvarter for tidligt, og havde jeg ikke haft telefonen med, havde jeg siddet og kigget ud i Tivoli - måske fået øjenkontakt med et barn, der legede, eller hilst på nogen, jeg kendte eller ikke kendte, siger han og slår uforvarende temaet an for interviewet: Alt det, der blokerer og bedøver mødet mellem mennesker. Det, der er fordummende og forhindrer os i at møde verden nysgerrigt og empatisk.

Telefonen er en af delene. Der er mange flere, mener skuespilleren. Højrepopulistiske politikere, medier og materialisme for at nævne nogle. Kunst og øjenkontakt er modvægten.

- Det er helt ufatteligt, hvad der er sket af materiel udvikling i mit liv. Kineserne er landet på bagsiden af Månen, der er kommet førerløse biler, man kan få bragt ting ud med en drone. Man kan selv flyve en drone. Jeg plejer gerne at sige til mine unger, at da jeg var barn havde vi et tøndebånd, og så sad vi og legede med nogle sten, og vi modellerede af det ler, vi kunne finde i vejsiden.

Han afbryder sig selv med et ironisk smil.

- Vores tekniske formåen er kolossal. Men vores menneskelige relateren til hinanden er blevet en sejere proces. Vi bliver jo ikke hjulpet ud af vores generthed af materiel-et-eller-andet. Den må vi klare selv i det kød og blod, vi er, siger den 61-årige skuespiller.

Han voksede op i Odder i slut-50'erne og start-60'erne som søn af en bager og en bagerjomfru. Med familie på landet fik han redet på grise, skovlet roer, bygget kostalde og brændt krudt af.

- Jeg var et ... aktivt barn. I dag havde jeg nok fået en diagnose, siger han.

Han er også en aktiv voksen. Vender man sig væk for at betale for kaffen i baren, sidder han på et lædernæsehorn midt i den prætentiøse café. Og blinker man med øjnene, har han skiftet emne i interviewet. Fra minimalisme til en P1-debat med Martin Henriksen. Fra fuglefoder til fremmedhad. Fra lystspil til #MeToo.

Det sidste er måske ikke et kvantespring, eftersom han er aktuel som den mandschauvinistiske overlæge Bent i feel good-serien "Sygeplejeskolen".

- #MeToo var ikke noget, vi beskæftigede os med, da jeg var barn. Heller ikke da jeg var ung. Gud ske tak og lov for det. Jeg ville slet ikke vide, hvordan jeg skulle titulere en kvinde i dag, hvis jeg skulle bejle til hende. Er det forkert at invitere hende ud? Kan jeg sige, at hun er smuk? At hun har en pæn røv? spørger han.

- Misforstå mig ikke, jeg synes, at #MeToo er til det gode, fordi det fjerner magtmenneskers, og det er jo hovedsageligt mænds, positionering og dominans på det seksuelle plan, men også alle mulige andre planer. Det er en magtstruktur, der bliver opløst. Men pendulet er svunget helt over på den anden side. Nu skal vi finde balancen igen og finde ud af, hvordan vi kan flirte med hinanden. Som mand og kvinde, kvinde og kvinde, mand og mand, og hvad der ellers er af seksuelle forankringer, siger han.

Det er sådan, han ser de historiske udsving, han enten har været vidne til eller en del af i løbet af sit liv. Pendulet svinger en vej, men finder altid tilbage til en form for nulpunkt. Som da 68-generationen kom til og hægtede de ældre af.

- Ungdommen er jo altid i opposition til de gamle tossers idéer om, hvordan tingene hænger sammen. Det kan godt være, at 68'erne blev lige lovlig rabiate med deres forherligelse af fri sex, fri hash, at man sprøjtede sig med alt muligt og kneppede med alle mulige. Men så fandt det en ny balance. Og det er vel det, der er det forbandede ved livet, at man karter rundt, mens man forsøger at finde en balance, siger Jens Jørgen Spottag.

- Unge mennesker i dag stiller sig selv alle mulige spørgsmål, som jeg slet ikke tænkte over, da jeg var ung. Skal jeg have børn? Det var jeg aldrig i tvivl om, at jeg skulle på et eller andet tidspunkt. Det var ikke et valg, jeg skulle træffe, siger den 61-årige skuespiller Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Unge mennesker i dag stiller sig selv alle mulige spørgsmål, som jeg slet ikke tænkte over, da jeg var ung. Skal jeg have børn? Det var jeg aldrig i tvivl om, at jeg skulle på et eller andet tidspunkt. Det var ikke et valg, jeg skulle træffe, siger den 61-årige skuespiller Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Fordummende materialisme

Selv var han ung på bagkanten af 68. Men han kalder sig alligevel en gammel hippie, når han taler om at nøgenbade om morgenen i vandet rundt om huset, der ligger midt i storbyen.

- Så må folk kigge den anden vej, hvis de ikke vil se al den ynk, siger han.

- Lige siden billedet blev opfundet, har der været et skønhedsideal, man skulle leve op til. I 50'erne skulle kvinderne have hofter. I 60'erne skulle de ikke have noget som helst. Men med den lynhurtige eksponering, der er i dag, tror jeg, at det er meget sværere. Alle er pissesmukke og lever det fede liv. Og man kan nemt komme til at føle, at det gør man ikke selv. Der er meget fokus på en ekshibitionistisk spejling, og det, tror jeg, er helt ad helvede til for mennesker, siger han.

Han husker internettet som en smuk idé, da han første gang hørte det formuleret i 80'erne. Man kunne forbindes til hinanden og opleve nye verdener. Men resultatet giver han ikke meget for.

- Alt det, det er blevet til med Facebook, mobning, billeder af hinanden og porno over det hele. Jeg synes, det er et udtryk for, at der er gået sygdom i det. Det er en rendestensafart af det, det kunne være. Det er jo tit, at visionære tanker ender i berigelse, udstødelse og hån, siger han.

- Tænker du, at de elektroniske medier gør det sværere for os at relatere til hinanden som mennesker?

- Jeg tror i hvert fald, man skal passe på med dem. Men jeg elsker også, at jeg kan sidde her og få en opdatering på en fodboldkamp, fordi jeg er kommet et kvarter for tidligt. Men det er nemt at forsvinde i et lalleforbrug af noget, der er så ligegyldigt. Vi lever i et overflodssamfund, hvor der er så mange stimuli hele tiden, at vi glemmer at kigge hinanden i øjnene, siger han.

Medierne gør os indskrænkede og selvtilstrækkelige. Ligesom materialisme gør det, mener Spottag.

- For meget materialisme er fordummende. Hvis ikke vi har kunsten til at rippe op i, hvem vi tror vi er, og til at provokere os til at tænke anderledes. Til at give os et lille elektrisk stød. Så er vi på røven som samfund, siger han.

Jens Jørn Spottag definerer sig selv som et politisk menneske. - Jeg har et grundlæggende værdisæt, som jeg navigerer efter. Jeg mener også, at jeg har en grundlæggende pligt til at tage stilling til de ting, jeg går og foretager mig i mit liv. Jeg går ikke bare ind på scenen og skærer nogle grimasser uden at vide hvorfor, siger han.  Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jens Jørn Spottag definerer sig selv som et politisk menneske. - Jeg har et grundlæggende værdisæt, som jeg navigerer efter. Jeg mener også, at jeg har en grundlæggende pligt til at tage stilling til de ting, jeg går og foretager mig i mit liv. Jeg går ikke bare ind på scenen og skærer nogle grimasser uden at vide hvorfor, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg

100 procent til stede

Han har ingen idé om, hvordan balancen skal genoprettes efter pendulets store udsving i den materielle overflods retning. Men den skal findes. Måske i kunsten og ånden, tænker han.

- Kulturen og kunsten skal være en oprusker i vores daglige liv. Den skal sige: Hey, vågn op, sveske.

Han klasker hænderne sammen.

- Nu må du lige åbne øjnene og se her. Måske gør det, at man skifter perspektiv. At man tænker lidt anderledes. At man lever sit liv med taknemmelighed og medmenneskelighed, siger han.

- Vi er på vej væk fra medmenneskeligheden. Det bliver uvirkeligt og fremmedgjort, når der er en skærm mellem en selv og virkeligheden. For eksempel kan man sidde i en bunker i New Jersey og styre en drone, der smadrer en bus med skolebørn på den anden side af kloden, fordi man tog fejl, da man troede, man skød på en terrorist, siger han.

Selv siger Jens Jørn Spottag, at hans hjernes veje er uransagelige. Derfor beder vi ham associere højt. Fra terrorist hopper han til islam, dernæst fremmedhad, så højredrejning inden for politik i Europa, inden han når til Alternative für Deutschland, der har luftet muligheden for at fjerne armslængdeprincippet mellem politik og kultur i vores naboland mod syd.

- Det er megaskræmmende. For så bliver det en elite, der bestemmer, hvad der er rigtig kunst, rigtig kultur og rigtige museumsudstillinger. Så er vi tilbage til, at vi skal male en rose, som en rose ser ud.

- Men kunne man ikke indvende, at det vel også er en anden form for elite, der bestemmer, hvordan kunsten ser ud i dag?

- Det er muligt, at der sidder en overklasse i København og styrer kulturen. Men sådan, som det ser ud i dag, har vi kunst, der tvinger os til at se tingene lidt på skrå en gang imellem, så vi ikke bliver for firkantede. Et firkantet samfund er fascisme. Den dag, vi har sådan et samfund, bliver jeg revolutionær. Jeg er ikke skuespiller for at lave fis og ballade, skære grimasser og underholde.

- Jeg er barn af efterkrigstiden, og der var der den samme retorik som i dag. Det er det rene bøvl, vrøvl og angst. Og bliver man ved med at hælde benzin på angstbålet, bliver det umuligt at styre, hvor vi havner. Under krigen var det jøderne, der var problemet. Bagefter var det folk fra Østen, der skulle hjem til sig selv. Nu er det muslimerne. Fordi vi føler os trængte eller hævnlystne. Men det er derfor, vi har brug for kunsten til at holde os etikken for øje. Så vi bliver ved med at være skarpe på, hvad der er vigtigt: at holde øjnene åbne og være 100 procent til stede i livet, siger Spottag.

Jens Jørn Spottag er en heldig kartoffel, siger han. Fordi han er født i en del af verden, der har givet ham muligheder hele livet. - Jeg er meget taknemmelig over de muligheder, jeg har haft i mit arbejde, over at jeg har fået mine børn og over at have en krop, der fungerer, at jeg kan tænke og læse. Det er med til at holde ens øjne åbne, at man har en ydmyghed overfor det, der er kommet til en og ikke tager det for givet, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jens Jørn Spottag er en heldig kartoffel, siger han. Fordi han er født i en del af verden, der har givet ham muligheder hele livet. - Jeg er meget taknemmelig over de muligheder, jeg har haft i mit arbejde, over at jeg har fået mine børn og over at have en krop, der fungerer, at jeg kan tænke og læse. Det er med til at holde ens øjne åbne, at man har en ydmyghed overfor det, der er kommet til en og ikke tager det for givet, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Jens Jørn Spottag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
I
I "Sygeplejeskolen" på TV2 Charlie spiller Jens Jørn Spottag overlægen Bent Neergaard, der har lidt svært ved at følge med samfundets udvikling. - Man kan vist roligt sige, at det ikke var gået så godt for Bent i de her #me too-tider. Så havde han fået sparket for længe siden, siger skuespilleren. Anden sæson af "Sygeplejeskolen" har premiere søndag 17. marts. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
I
I "Sygeplejeskolen" på TV2 Charlie spiller Jens Jørn Spottag overlægen Bent Neergaard, der har lidt svært ved at følge med samfundets udvikling. - Man kan vist roligt sige, at det ikke var gået så godt for Bent i de her #me too-tider. Så havde han fået sparket for længe siden, siger skuespilleren. Anden sæson af "Sygeplejeskolen" har premiere søndag 17. marts. Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Jens Jørn Spottag: Livet bliver lettere, hvis man rydder op i sin mentale og materielle bagage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jens Jørn Spottag
61-årig dansk skuespiller.Uddannet fra Odense Teater i 1983.

Kendt fra sin hovedrolle som modstandsmanden Marius i filmen "Hvidstengruppen" (2012), som håndboldfaren John i tv-serien "Arvingerne" (2014-2017) og som Carlsbergs stifter, J.C. Jacobsen, i tv-serien "Bryggeren" (1997). Han er aktuel som overlægen Bent i "Sygeplejeskolen" på TV2 Charlie, der har premiere på anden sæson søndag den 17. marts.

Han har også en lang karriere på de danske teatre. I denne sæson er han en del af Det Kongelige Teaters ensemble.

Gift med skuespiller Tammi Øst. Har døtrene Laura Spottag og Ena Spottag, der også er skuespiller, fra sit tidligere ægteskab med Dea Fog.