Haven: Vandværk med rensningsanlæg i haven

Der er ikke olie i undergrunden, men et helt vandværk. Det handler bare om at få vandet op via birketræerne. Foto: Grøn Kommunikation

Haven: Vandværk med rensningsanlæg i haven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er ikke meget at høste i haven lige nu og slet ikke noget frisk frugt eller bær at lave saft af, men har du et birketræ, kan du lave en lækker alkoholfri drink.

Hængebirk var næsten et must, da man plantede træer i parcelhushaverne i 70'erne. I det kvarter, hvor jeg bor, står der en hængebirk i stort set alle haver.

Mange af birketræerne er blevet store og majestætiske. Folk som jeg nænner ikke at fælde dem. De er med deres hvide bark, slanke kviste og lette, grønne løv flotte hele året. Der er bare for mange, der har fået samme idé eller har været inspireret af tidens mode.

Et lille minus ved de store træer er, at de er slemme til at smide deres tynde grene i haven og på gaden, men da vi hos os stort set alle har birk, er der ingen, der klager, og affaldet er ikke større, end det er overkommeligt at samle op, når nu naboen alligevel er ude at feje gade.

Lige nu er der rigtig gang i safterne. Birk er et træ, der tilhører gruppen af blødere, det vil sige, at saftstigningen starter tidligt. Af samme grund skal man heller ikke lave den store beskæring lige nu, men bore et lille hul i træet må man godt. Du har nemlig et helt buldrende vandværk lige under dig, for birk suger meget vand til sig.

Tilmed er der et gratis filtreringsanlæg med helt naturlige slanger i form af rødder, der sender det videre af sindrige små kanaler. Og det skal du bare have fat i.

Det er nemlig gratis saft, der kommer. Birkesaft er med gourmet-restauranternes opblomstring blevet en efterspurgt vare. Det smager lidt anderledes end vand, nærmest i retningen af grøn bark, hvis man da kender den smag.

Smagen er på ingen måde ubehagelig, nærmest frisk og en anelse sød, og var man vinsmager, ville man tilføje "blød og rund".

TIPS
Kun et hul: Blødning svækker træet, men er det stort, har det ikke nogen betydning. Et birketræ trækker mellem 200 og 300 liter vand op i døgnet.Spørg: Hvis du laver aftapning på et træ, der ikke er dit, er det en rigtig god idé at spørge ejeren om lov først. Det gælder for eksempel, hvis du finder en birkeskov. Vil du bruge samme træ næste år til en tapning, kan du bore lidt højere oppe.

Luk hullet: Efter tapningen kan du sætte en træprop i. Proppen skal være en smule kortere end hullets dybde. Årsagen er, at barken selv heler hullet, og det er straks lidt vanskeligere, hvis proppen går ud over barken.

Sirup: Birkesaft indeholder sukker. Derfor kan du lave sirup af birkesaften. Det er sjovt, når du nu alligevel er i gang, især hvis andre betaler din elregning. Regn med, at der skal meget birkesaft til. 20 liter vil give omkring 200 cl sirup. Det tager et par timer at koge 5 liter. Lav i stedet et bål i haven og kog det over ilden. Det er nok billigere, og er der børn med, er det også meget sjovere. Så er der ro i fem timer. Når vandet begynder at blive brunt, skal man være klar til at slukke for gryden. Ellers risikerer man, det hele brænder på.

Vinproduktion: Har du forstand på at lave vin, kan du lave champagne af birkesaften. Det gør svenskerne selvfølgelig. Det er kendt fra en gammel opskrift tilbage fra 1785. Alkoholprocenten bliver 12,5.
Start med at bore et hul i træet i en højde af omkring en meter. Foto Grøn Kommunikation
Start med at bore et hul i træet i en højde af omkring en meter. Foto Grøn Kommunikation

Det sunde

Hvis du har allergi i forhold til birkepollen, er det helt oplagt, at du drikker birkesaft.

Der er ingen garanti for, at allergien forsvinder, men chancerne er store, viser forsøg, som er lavet i et nu lukket privat forskningsfirma, Biosynergy.

Drik birkesaft i tre dage, så forsvinder symptomerne, lyder det. Har du allergi, så prøv det og fortæl, om det virker.

Birkesaft holder sig kun frisk i op til fem dage og skal absolut på køl. Det skyldes sukkerindholdet i vandet, der hurtigt får det til at gære. Det betyder, at du skal fryse den saft ned, du ikke kan drikke, eller dele den med naboer, der ikke har birketræer, fordi de hader dem.

Ved frysning mister saften en del af det helsegivende, blandt andet C-vitaminer. Til gengæld har man fundet ud af, at birkesaft er formidabel til at binde is sammen, så man ikke behøver at bruge kunstige tilsætningsstoffer. Det handler nok om industri-is. Ganske vist er det dog, at birkesaft søder mere end almindelig sukker og indeholder 40 procent færre kalorier.

Tag det med, men egentlig synes jeg blot, du skal prøve det, fordi det er sjovt at tappe. Især er det godt at tage børnene med i processen. Ofte bliver de forbløffede over, at der løber så meget vand ud af et hul i et træ, og så kan du jo stå der og kloge dig, mens du fortæller om fotosyntese, vigtigheden af rent grundvand, og hvad du ellers brænder for.

Det er altid godt at bringe lidt lærdom videre til børn, især om natur.

Det kan du gøre i haven nu
Haven værste fjende: Skvalderkål, skvalderkål, skvalderkål. Bekæmp den nu. Hak den med et hakkejern, hvis du har travlt, og bliv ved en gang om ugen. Har du mere tid, så ryk den op med så meget rod som muligt. Den skal udsultes. Er det et kaos, så dæk hele bedet med sort plast og lad det ligge året ud.Vent med gødning: Når vi skælder landbruget ud, skal vi også gribe i egen barm. Danskerne gøder alt for meget, viser undersøgelser fra Haveselskabets jordbundsanalyser. Vent til april og gør hellere køkkenhaven klar ved at rive den kompostdyne, du lagde på jorden i efteråret, væk. Riv græsset endnu en gang.

Så spinat: Det første, som du kan så, er spinat. Bliver det koldt, venter den med at gro, og den kan tåle kulden. Generelt skal jordtemperaturen op på syv7 grader, før de tidlige frø kan spire. De fleste frø til frilandssåning kræver 10-15 grader.
Bank forsigtigt en slangesamler i hullet. Nu kobler du slange og flaske på, og tapperiet er klar. Foto: Grøn Kommunikation
Bank forsigtigt en slangesamler i hullet. Nu kobler du slange og flaske på, og tapperiet er klar. Foto: Grøn Kommunikation

Enkelt metode

Tapning af saften kan starte sidst i marts og fortsætte i hele april. Metoden er ret enkel.

Du skal bruge en boremaskine, et bor der er cirka 10 mm, en slangesamler af metal, en slange, der kan gå ind over samleren, en hammer og en flaske med prop.

Udvælg et stort træ.

Gennemsigtige slanger kan du købe i et byggemarked, men faktisk kan du bruge alt fra en rawlplugs, hvor saften dog vil løbe lidt langsom til en gren, som du gør en smule flad, og hvis du ikke vil bore, får du et lille tip længere nede i teksten.

Når du har tappet saft et stykke tid, stopper det med at løbe. Du kan lukke hullet med en prop lavet af en gren. Sørg for at skære grenen af, så den går lidt ind bag og ikke ud over barken. Foto: Grøn Kommunikation
Når du har tappet saft et stykke tid, stopper det med at løbe. Du kan lukke hullet med en prop lavet af en gren. Sørg for at skære grenen af, så den går lidt ind bag og ikke ud over barken. Foto: Grøn Kommunikation

På med boret

Start med at gøre din grundigt rengjorte aftapningsflaske klar. Bor et hul i proppen, der passer til en 10-mm slange, og lad slangen gå fra flasken mod det hul i træet, du vil bore.

En meter oppe ad stammen borer du et lidt svagt opadgående skråt hul med dit 10-mm bor. Har du en vinprop med en slange, så skal du sikkert op i 20 mm for at få proppen ind. Bor en centimeter ind, så det rør, du vil have ind, kan sættes godt fast. Bank eventuelt røret (slangesamleren) forsigtig ind med en hammer. Nu sætter du den anden ende af den slange, der er på din flaske, fast på slangesamleren. Nu er tappemaskinen i gang. Jo længere vi er henne på sæsonen, desto hurtigere går det. Er du for tidligt i gang, kan der godt gå en dags tid, inden du har fyldt en flaske. Sørg for, at den står i skygge og ikke bager i sol.

Vil du bruge naturmetoden og ikke en plastslange, skal du bare bruge en kvist og en lommekniv.

Bor et hul der passer til din runde kvist/gren. Skær grenen en smule flad på det stykke, der ikke skal ind i hullet. Nu løber saften ned ad det flade stykke og samles op i en spand.

Med en lille skrue kan du hænge spanden på grenen, så vandet løber ned i spanden lige under det flade stykke.

Hvis du slet ikke vil bore et hul, men har en gren, du gerne vil have skåret ind eller af, saver du blot grenen af og hænger en spand på den. Saften løber nu ned i spanden.

Regn med, at saften ved denne metode kun løber en dag eller to.

Her er brugt en pind, der er lavet en smule flad på øverste del. En lille sidekvist holder spanden, og vandet drypper nu ned, når det har løbet ned ad pinden. Foto: Grøn Kommunikation.
Her er brugt en pind, der er lavet en smule flad på øverste del. En lille sidekvist holder spanden, og vandet drypper nu ned, når det har løbet ned ad pinden. Foto: Grøn Kommunikation.
Er du rigtig tørstig, kan du sætte en vandhane i hullet og lægge dig under træet. Foto: Grøn Kommunikation
Er du rigtig tørstig, kan du sætte en vandhane i hullet og lægge dig under træet. Foto: Grøn Kommunikation

Haven: Vandværk med rensningsanlæg i haven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce