Foto: Morten Rode

Forfatter Dy Plambeck: - Der er "no bullshit", efter jeg har født min datter

Forfatter Dy Plambeck: - Der er "no bullshit", efter jeg har født min datter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dy Plambeck er blevet mere fandenivoldsk, efter hun i 2014 blev mor. Der er ifølge den 39-årige forfatter ikke noget i denne verden, der reelt kan trumfe det at føde et barn, og efter hun har været helt derude, hvor hun troede, hun skulle dø og gav slip på kontrollen, på sit køn og på selve livet - så kom netop livet. Hendes datter hedder Ingrid. Set i bakspejlet faldt der lige netop i det øjeblik noget på plads inde i Dy Plambeck - at der er mange måder at være kvinde på i dag, og at det er helt okay at være anderledes end de fleste. Denne skelsættende dag i hendes liv er der kommet en bog ud af. En bog, vi ifølge den antiautoritære forfatter virkelig trængte til.

- Det er en pige.

- Ej, det tror jeg ikke, det er.

- Jo jo, det kan jeg tydeligt se. Det ER en pige.

- Det kan du jo ikke sige med hundred procent sikkerhed, det, du fortæller mig der. Det har jeg læst forskellige steder. Det tror jeg ikke.

Dy Plambeck lå på Hvidovre Hospital til den obligatoriske misdannelsesscanning i uge 20, med sin kæreste siddende ved siden af og en jordemoder, der med rutinerede bevægelser lod proben scanne rundt på Dy Plambecks udstrakte maveskind. Det var ikke, fordi hun ikke ville have en pige. Det havde bare aldrig strejfet hende, at det var noget, hun kunne få. Alle veninderne havde fået drenge, hendes storebror havde fået to, og hun selv var opvokset i Buresø i Nordsjælland med et slæng af drenge, som hendes storebror var med i. I sit forfatterskab havde Dy Plambeck også skrevet om fællesskaber befolket af mænd. Om bikerfællesskaber og soldater i krig i Afghanistan. Hun går på jagt og kan godt lide biler. Og når hun fik en søn, skulle han hedde Ingmar efter Selma Lagerlöfs hovedperson i romanen "Jerusalem".

Men nogle gange sker det, som Dy Plambeck påpeger, at man kan møde nogle mennesker, som kan se noget i én, man ikke selv kan se - men som man ved, er rigtigt, når man får det at vide.

Jordemoderen stoppede pludselig scanningens dans i gele på toppen af maven og kiggede ned på hende:

- Hvorfor skræmmer det dig, at du skal føde en pige?

- Det var helt rigtigt set. Der var noget ved det at skulle føde en pige, der skræmte mig, og jeg blev optaget af at finde ud af, hvad det var. Hvorfor jeg havde det sådan.

Dy Plambeck fødte sin Ingrid 1. september 2014 efter to døgn i fødsel. Fire kilo og 50 gram fordelt på 56 centimeter. Og med ét var alt forandret - inklusive hende selv.

- Dengang jeg var ung, elskede alle filmen Titanic. Filmen handler om to mennesker, der er sammen i to dage og elsker hinanden. Den handler om en kærlighed, der varer hele livet, selv om de kun kender hinanden i to dage. Vi kan godt se på nogle film og forestille os kærligheden på en anden måde, men den måde vi udlever kærligheden på, er meget stereotyp. Vi elsker at gå ind i forestillingen om, at vi møder den store kærlighed, som varer hele livet, men ikke kan lade sig gøre. Men hvis vi ser på vores eget liv, lever vi på mange måder meget mere skematisk, anslår Dy Plambeck. Foto: Morten Rode
- Dengang jeg var ung, elskede alle filmen Titanic. Filmen handler om to mennesker, der er sammen i to dage og elsker hinanden. Den handler om en kærlighed, der varer hele livet, selv om de kun kender hinanden i to dage. Vi kan godt se på nogle film og forestille os kærligheden på en anden måde, men den måde vi udlever kærligheden på, er meget stereotyp. Vi elsker at gå ind i forestillingen om, at vi møder den store kærlighed, som varer hele livet, men ikke kan lade sig gøre. Men hvis vi ser på vores eget liv, lever vi på mange måder meget mere skematisk, anslår Dy Plambeck. Foto: Morten Rode

Mit septemberbarn

Dy Plambeck har ladet havedøren stå åben ud til den store plæne med et ældre drivhus, et nyere lysegult legehus, et utæmmet vildnis mellem hindbærbuskene, en sø fuld af andemad og ældgamle, krogede æbletræer. Hun og Ingrid, der bliver fem år til september, har boet her i det store, gamle hus i den lille by Kirkelte i Nordsjælland, siden Dy Plambeck og Ingrids far gik fra hinanden i efteråret 2017. Sidste efterår pressede hun og Ingrid selv æblerne fra de fem æbletræer og fyldte fryseren med upasteuriseret æblemost. Når mosten er tøet op, skal det drikkes inden for et døgn. Dy Plambeck henter isterninger i fryseren og lader dem ploppe ned i det halvfulde glas foran sig.

- Efter jeg havde født Ingrid, begyndte jeg at tænke på, hvorfor det på en måde skræmte mig at skulle have en pige. Det var det, der satte mig i gang med at skrive bogen "Til min søster". Jeg ville undersøge, hvad det ville sige at være kvinde i vores samfund. Jeg havde ikke tidligere forholdt mig så meget til køn. Det er kommet ind i min bevidsthed, efter jeg har født min datter.

- Min bror og jeg er for eksempel opdraget på samme måde. Der er ikke nogen i min barndom, der har sagt, at jeg kunne opnå noget, fordi jeg var kvinde. Men der er heller ikke nogen, der har sagt det modsatte - at jeg ikke kunne opnå noget, fordi jeg var kvinde. Jeg er blevet opdraget med, at hvis du arbejder hårdt nok, kan du nærme dig det, du gerne vil - tilsat en lille smule held, fortæller 39-årige Dy Plambeck.

Hun havde ikke helt forstået, hvad det ville sige at have et barn, før hun fik det. Hun glemte måske også at gå op i at være gravid, da hun var det. Hun havde termin 1. september og havde lavet en aftale med sin redaktør om, at romanen "Mikael" skulle udkomme 14 dage før. Der var en masse pressearbejde, et foredrag i Aarhus 31. august og en festival på Gotland 5. september. Festival blev det ikke til, og foredraget blev Dy Plambeck nødt til at aflyse. Det eneste, hun nogensinde har aflyst.

For 30. august, efter en dejlig, varm dag, havde hun og Ingrids far set filmen "De Urørlige". Hun så den færdig og gik i seng omkring klokken 23. Men hun fik det hurtigt dårligt og måtte rejse sig, og så gik vandet.

- Jeg blev så trist, for jeg elsker september. Jeg blev simpelthen så glad, dengang vi fik at vide, at det blev et septemberbarn. Så da vandet gik 30. august, tænkte jeg bare: "Det skal være løgn. Det siger jeg dig. Jeg skal have mit septemberbarn".

- Dengang jeg var ung, elskede alle filmen Titanic. Filmen handler om to mennesker, der er sammen i to dage og elsker hinanden. Den handler om en kærlighed, der varer hele livet, selv om de kun kender hinanden i to dage. Vi kan godt se på nogle film og forestille os kærligheden på en anden måde, men den måde vi udlever kærligheden på, er meget stereotyp. Vi elsker at gå ind i forestillingen om, at vi møder den store kærlighed, som varer hele livet, men ikke kan lade sig gøre. Men hvis vi ser på vores eget liv, lever vi på mange måder meget mere skematisk, anslår Dy Plambeck. Foto: Morten Rode
- Dengang jeg var ung, elskede alle filmen Titanic. Filmen handler om to mennesker, der er sammen i to dage og elsker hinanden. Den handler om en kærlighed, der varer hele livet, selv om de kun kender hinanden i to dage. Vi kan godt se på nogle film og forestille os kærligheden på en anden måde, men den måde vi udlever kærligheden på, er meget stereotyp. Vi elsker at gå ind i forestillingen om, at vi møder den store kærlighed, som varer hele livet, men ikke kan lade sig gøre. Men hvis vi ser på vores eget liv, lever vi på mange måder meget mere skematisk, anslår Dy Plambeck. Foto: Morten Rode

Fobisk angst for nåle

Dy Plambecks øjne viser viljen og lader det store hår med viltre krøller leve sit eget liv, også selv om krøllerne et øjeblik lægger vejen forbi hendes øjne.

Da veerne lod vente på sig, bad Hvidovre Hospital Dy Plambeck om at komme til tjek søndag formiddag 31. august. De ville gerne sætte fødslen i gang, men Dy Plambeck modsatte sig.

- Jeg havde en forestilling om, at det skulle de ikke bestemme. Jeg ved ikke, om jeg synes, det er noget pjat, men jeg er også lidt antiautoritær, så det der med at nogen sidder og kigger på deres ur og siger: "Nu er der gået 10 timer, siden vandet gik, og om 10 timer skal barnet helst være ude". Det gad jeg simpelthen ikke og tænkte: "Det kan de glemme". De gav mig nogle piller med hjem, som jeg skulle tage samme aften, hvis fødslen ikke var gået i gang.

Men så kom veerne.

- Jeg har en fobisk angst for nåle. Hvis nogle læger siger, at jeg skal komme og få taget blodprøver, møder jeg aldrig op. Da jeg var gravid, var jeg nødt til at få taget to blodprøver, og det var det skrækkeligste under min graviditet. Det første, der sker, da jeg så kommer ind på fødestuen, som i øvrigt var grim, en bunker uden vinduer, bare en seng, noget linoleumsgulv og et neonrør i loftet, er, at der kommer en sygeplejerske og lægger et drop ind i min hånd. Min største angst. Og jeg spørger: "Hvor længe skal jeg have det drop i min hånd?" og håber, hun vil svare fem minutter. "Det skal du have, indtil du har født", svarer hun så. Det sjove var bare, at det var fuldstændig lige meget. For på det tidspunkt havde jeg så ondt, at jeg ikke kunne mærke mine ben og var bange for, at jeg var ved at blive lam.

Men det var helt normalt. Det var bare smerte, sagde jordemoderen.

Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

Kraftpræstationen

Dy Plambeck fik sit septemberbarn. Klokken lidt over syv om aftenen 1. september.

- Den dag jeg fødte hende, var jeg bare megalykkelig. Det øjeblik, hvor hun blev lagt op til mit bryst, er et øjeblik, jeg gerne vil opleve igen. Det var så fint.

Fødslen var lang, jovist. Men den gik godt, og den lille, nybagte familie tilbragte de næste par døgn på barselshotellet. Et underligt sted inde i en boble, hvor alle så mærkelige ud. Alt var absurd intimt og privat. Håret hang, kroppene var uformelige, maven hang, og alle gik rundt i mærkeligt joggingtøj. Nogle skulle have hjælp til at amme. Store, fyldte bryster hang - med brystbetændelse på vej.

Bagefter talte Dy Plambeck med en jordemoder om fødslen og hele oplevelsen omkring den.

- Det at føde et barn er et sted, hvor livet og døden smelter sammen. Nu kommer livet. Det ved man godt, og samtidig gjorde det så ondt, at jeg tænkte: Det her ... det er døden. Jeg kan huske, jeg lå der på hospitalssengen og tænkte: "Nu skal jeg dø". Og så kom jeg hen til et sted, hvor jeg tænkte: "Nu kommer mit barn, og nu dør jeg, og det er okay, for barnet lever". I det øjeblik, hvor jeg gav op og gav slip på det her liv, sagde min jordemoder så: "Nu kan jeg se håret. Nu skal du presse".

- Man får et helt særligt blik i øjnene, sagde jordemoderen. Hun kunne genkende det hos kvinderne: "Nu giver hun op, og nu kommer livet. Nu giver hun slip på al den kontrol. Nu giver hun slip". Det er dét mest forunderlige ved en fødsel: At i det øjeblik du giver slip på livet, så kommer det.

Det er det, Dy Plambecks nye bog handler om. Hun fornemmer en nødvendighed med bogen, som hun ikke har fornemmet før - ud fra alle de henvendelser, hun har fået fra både kvindelige, men også mandlige læsere. At der er nogen, der har haft brug for bogen. At vi har trængt til den - fordi den taler om alt det, man ikke må tale om.

- "Til min søster" handler om alle de masker, der er faldet. Om at give slip på det hele: Alle de forestillinger man har om, hvordan man skal være en kvinde, mor, menneske. Alle de forestillinger om, hvordan ens liv skal være. Romanen handler om at være alt andet end en pæn pige. De tre kraftfulde kvinder, der er med i romanen, har givet slip og vil ikke leve under alle de gældende konventioner og forestillinger om, hvordan man skal være kvinde. De lever på en måde ude i en slags vildnis. Det er også derfor, romanen foregår i en skov. I bogen brænder jeg på en måde skoven ned. Og så må vi se, hvad der kan vokse op derfra.

Dy Plambeck griner og kigger op. Der er kun en lille sjat æblemost tilbage i glasset.

- Det er jo det, der er med at føde et barn. Det er der reelt ikke noget, der kan trumfe. Det var også det, der gjorde, at jeg blev interesseret i magtforholdet mellem mænd og kvinder. Det kan godt være, at det er mændene, der har de store biler, de store positioner og de store lederjobs, men at sikre menneskehedens overlevelse, det er kun kvinden, der kan det. Selvfølgelig kræver det en mand at få et barn, at nå derhen, men den kraftpræstation, der ligger i fødslen ...

Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

Ingen slinger i valsen

Dy Plambeck lader den ufuldendte sætning svæve rundt om spisebordet, ud af havedøren og videre ud i sommeren, der som en slynge vugger de få huse i Kirkelte ned i tempo med rolige bevægelser.

Hun har ændret sig efter 1. september 2014. Fysisk, men også psykisk.

Efter fødslen sad hun tilbage med en følelse af, at hendes køn pludselig var blevet udvasket fra kvinde til et tredje køn. At hun under fødslen havde forladt kroppen og samtidig var meget til stede i den i situationen med spredte ben, nøgenhed og folk, der kiggede på.

- Jeg følte, jeg forlod mit køn og overgav mig til noget andet. Brysterne var pludselig næring til barnet og havde intet med seksualitet at gøre. Alt forandrede sig. Den fornemmelse fortsatte, syntes jeg.

- Jeg er også blevet mere fandenivoldsk, efter jeg har fået min datter. Meget mere direkte. Det har jeg altid haft i mig. Jeg er blevet mere konfrontatorisk, end jeg har været tidligere. Hvis nogen gør noget, som jeg ikke bryder mig om, så tager jeg konflikten. Der ville jeg tidligere have bøjet af. Nu ringer jeg op og siger: "Det der er simpelthen ikke i orden. I min verden gør man ikke sådan, som du har gjort". Og dem i Netto, der baner sig frem og springer køen over - der siger jeg: "Hov hov, om bag i køen. Vi står lige her".

- Det er ikke, fordi jeg render rundt og opdrager på verden. Tværtimod handler det for mig om en insisteren på også at have lov til at være her. At der skal være plads til os alle - på alle de forskellige måder, som vi er på og lever på. Der er ikke plads til for meget slinger i valsen længere. Der er "no bullshit", efter jeg har født min datter. Måske er det, fordi jeg har prøvet at være helt derude, hvor en fødsel fører én hen.

Dy Plambeck er også holdt op med at blive bedøvet, når hun skal have boret i en tand. Det skal siges, at hun har meget få huller, men for nylig skulle hun altså til tandlægen for at få lavet et hul i en kindtand.

- Skal jeg ikke bedøve dig? spurgte tandlægen.

- Ej, ved du hvad? Jeg har født et barn, svarede hun.

- Det kan altså godt være, det gør lidt ondt, advarede han igen.

- I forhold til at føde et barn, så gør det der jo slet ikke ondt, vel?!

Dy Plambeck griner. Det handler ikke længere om, at hun er bange for nåle.

- Det handler om, hvorfor jeg dog i alverden skulle betale 500 kroner for at blive bedøvet, fordi jeg skal have boret i en lillebitte tand? Det der med "no bullshit" - jeg håber ikke, det kommer til at lyde, som om jeg klarede fødslen virkelig godt, men jeg føler rent faktisk, at jeg er kommet styrket ud af den på den lange bane. Når jeg ser tilbage, er der noget i mig, der er faldet på plads. Det lyder måske lidt "corny", men det kan jeg ligesom mærke. Der er noget, som jeg har sluppet efter den fødsel. Forestillinger om mit eget liv. At der er en særlig måde, man skal leve livet på.

Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

At give livet videre

Dy Plambeck er ikke gået ad den snorlige vej gennem livet hen til Kirkelte. Den har været underligt bugtet, og det var ved et tilfælde, og kun fordi hun vandt en konkurrence i Berlingske, at hun begyndte at skrive og senere kom ind på Forfatterskolen som 24-årig.

- Jeg troede, jeg skulle være antropolog, men så blev jeg forfatter. Jeg har haft forestillingen om, at jeg skulle leve i en kernefamilie, for det er jeg selv kommet fra. Men nu bor jeg i Kirkelte alene med min datter. Og det er så fint. Måske har det noget at gøre med, at jeg alligevel har været helt derude, hvor man slipper livet og giver slip og erkender, at jeg ikke har kontrol med det hele. Det tror jeg, jeg har kunnet overføre til andre ting i mit liv, hvor jeg giver slip og så lader noget smukt blomstre ud af det. Nogle gange blomstrer der noget meget smukt op. Andre gange går det lidt dårligere, og det er okay, siger Dy Plambeck.

- Og så har det også helt biologisk haft stor betydning for mig, at jeg har reproduceret mig selv. Jeg har mange veninder, der ikke har børn, og det er så fint, og de har dejlige liv. Men for mig har det bare været vigtigt at få et barn. Og nu har jeg fået det, og det gik, og nu går hun i børnehave. Jeg kan mærke, også især efter jeg har fået hende, at det har været enormt vigtigt for mig at give livet videre til en anden. Det, synes jeg faktisk, er det største ved det at få et barn. Tænk, at jeg kan få lov til at give en anden lov til at leve og opleve verden, udbryder hun.

Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

Kærlighedsformer

En hund gør, naboen kan anes foroverbøjet i sin køkkenhave bag træerne på den anden side af søen. Og Dy Plambecks øjne stråler midt mellem alle fregnerne.

Dy Plambeck og Ingrids far gik fra hinanden i efteråret 2017, da Ingrid var fyldt tre år. Der var flere, der sagde: "Det var ærgerligt, at kærligheden ikke holdt". Men holdt den ikke?

- Jeg synes, det er en meget begrænsende måde at tænke kærligheden på. For kærligheden er der jo stadig, selv om vi ikke er i et forhold. Vi har noget helt særligt sammen. Vi har et barn sammen. Man kan godt elske nogen, selv om man ikke kan bo sammen med dem. Kærligheden kan også eksistere uden for de der parforhold. Men i samfundet kan der være en opfattelse af, at hvis man ikke kan stå under den der krondiamantbryllups-æresport, når man er 80, er det som om, at man ikke kan finde ud af kærligheden. Det, synes jeg, er ærgerligt. For mit liv har været meget kærlighedsfuldt. Jeg har haft flere længerevarende forhold, og når jeg tænker på de mænd, som jeg har været sammen med, tænker jeg på dem med en stor ømhed.

Dy Plambeck skal snart hente Ingrid fra børnehave. Og her fra havens vidunderlige vildnis har Dy Plambeck lavet låger ud til alle sider - i retning af naboerne.

Inde ved siden af har naboen en søn, der hedder Peter. Og Ingrid kan godt finde på at spørge sin mor: "Kan du ikke spørge Peter, om han ikke vil hente mig i børnehaven i stedet for dig?" Ingrid og Dy Plambeck har nemlig fået en hel familie her i Kirkelte. Et helt lille landsbyfælleskab af folk, der holder af Ingrid. Og hvor mulighederne for at være barn uden hele tiden at blive overvåget af de voksne er mange. Dy Plambeck øver sig i at have tillid til verden.

- Jeg er ikke den der nervøse mor, der hele tiden holder øje med mit barn. Jeg siger i stedet: "Løb du bare ud og leg. Og hvis du falder ned fra et træ, så skrig højt - så kommer jeg med det samme. For jeg er hos dig".

Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

        Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

        - Hvorfor taler vi ikke mere om fødsler? Dy Plambecks nyeste bog
- Hvorfor taler vi ikke mere om fødsler? Dy Plambecks nyeste bog "Til min søster" handler også om vold, forskellige familieformer og mange andre ting, men det har været fødslen, der har optaget folk mest her efter bogens udgivelse. - Hvorfor bliver fødslen gemt væk? Hvorfor er det skamfuldt, når det er så glædelig en begivenhed, spørger Dy Plambeck, som har måttet konstatere, at det er noget, vi ikke er vant til at fortælle om. Og derfor er hendes klare fornemmelse om bogen: - Den trængte vi til. Foto: Morten Rode

        Dy Plambeck er holdt op med at blive bedøvet, når hun skal have boret i en tand. Det skal siges, at hun har meget få huller, men for nylig skulle hun til tandlægen for at få lavet et hul i en kindtand. - Skal jeg ikke bedøve dig, spurgte tandlægen? - Ej, ved du hvad? Jeg har født et barn, svarede hun. 
Dy Plambeck er holdt op med at blive bedøvet, når hun skal have boret i en tand. Det skal siges, at hun har meget få huller, men for nylig skulle hun til tandlægen for at få lavet et hul i en kindtand. - Skal jeg ikke bedøve dig, spurgte tandlægen? - Ej, ved du hvad? Jeg har født et barn, svarede hun. 

        Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode

Forfatter Dy Plambeck: - Der er "no bullshit", efter jeg har født min datter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- "Til min søster" handler om alle de masker, der er faldet. Om at give slip på det hele: Alle de forestillinger man har om, hvordan man skal være en kvinde, mor, menneske. Alle de forestillinger om, hvordan ens liv skal være. Romanen handler om at være alt andet end en pæn pige.
Dy Plambeck om sin nye bog
Blå bog
Dy Plambeck, 39, er opvokset i den nordsjællandske landsby Buresø.Født 31. maj 1980.

Uddannet fra Forfatterskolen i 2004.

Debuterede i 2005 med digtsamlingen Buresø-fortællinger.

Har desuden skrevet romanerne "Texas' rose", "Gudfar" og "Mikael".

Aktuel med romanen "Til min søster", som udkom 24. maj.

Holder foredrag, laver bestillingsarbejde og er i redaktionsudvalget for den nye højskolesangbog.

Fødte i 2014 sin datter Ingrid.

Sammen bor de to i den lille by Kirkelte i Nordsjælland.
- Jeg slapper af ved at lave noget
Jeg bryder mig ikke om de søndage, hvor man bare skal gå rundt i nattøj en hel dag, og hvor morgenmaden bliver stående på bordet. Jeg slapper af ved at lave noget. Når det er sagt, er jeg et b-menneske, og vi sover altid længe. Men når jeg er stået op, vil jeg gerne i gang og lave noget.Da jeg boede inde i København, havde jeg klaustrofobi om søndagen. Der var dødt i byen. Det var, som om jeg kunne gå ned på gaden og råbe "halloo" og kun få ekkoet tilbage. Det går bedre med søndagene nu, hvor jeg har et gammelt hus. Der er altid noget at lave. Et eller andet, der skal plantes eller plukkes eller repareres, eller også kommer naboen ind, eller vi går over til dem - og pludselig er søndagen gået.
Annonce
Annonce