- Krudt.

Helle Troelsen udtaler ordet energisk og med masser af netop krudt, mens hun læner sig frem og oser af begejstring.

Som barn var det hendes mormor, der brugte ordet om de kolorte, Helle Troelsen hentede på marken.

Det skulle være dem med masser at krudt i. De store bløde, der lugtede mest, og havde de største fluer sværmende om sig. Ikke de flade, tørre, som ellers var de nemmeste og mindst ubehagelige at samle op.

- Jeg fik nogle øre for hver pose kolort, jeg hentede på marken, og så sagde min mormor til mig, at de var så slemme, at de skulle ned i en tønde. Derefter hældte vi vand på, og når jeg kom igen 14 dage senere, viste hun mig det dejligste vand, som hun kaldte det. Det hældte hun ud over grøntsagerne i sin køkkenhave, og så voksede det frem. Det er krudt til planterne. På den måde lærte jeg alt om jordforbedring, mikroliv, og hvordan tingene nedbrydes af biller og insekter. Jeg har fået haveinteressen ind med modermælken, fortæller Helle Troelsen.

Fra sit østvendte kontor i bindingsværksidyllen i Troensehaven på Tåsinge kan hun skimte solen bag morgenens disede og fugtige skydække. Under træstammer og stensætninger, bag buske og i krat venter insekter, bier og sommerfugle tålmodigt på tørvejr til at drage på opdagelse i den 3250 kvadratmeter store have.

Den er opdelt i vidt forskellige rum med vidt forskellige funktioner, men samlet set er den Helle Troelsens version af det paradis, hun så potentialet til, da hun og Thomas Birkbak købte stedet tilbage i 2011. Et sted, der taler til følelser og sanser, og et sted med referencer til Helle Troelsens mormor og områdets historie som frugtplantage for Valdemars Slot.

Har ramt en tendens

Som barn gik ferieturene som regel til England og de imponerende haver i den sydlige del af landet. Haver som Sissinghurst Castle Garden, Wisley Garden og Great Dixter, men selv om man kan planternes navne på både dansk og latin allerede som 10-11-årig, er det ikke altid lykken at skulle rundt i endnu en have.

I stedet placerede Helle Troelsen sig engang i den del af Great Dixter, der hedder "The Sunken Garden". På et tidspunkt fik hun øje på planten Euphorbia wulfenii characias.

- Den havde nogle enorme blomsterstande, og hver eneste blomst i blomsten havde nogle øjne, der stak ud på stilken, en lang tud og en mund, der grinede ad mig. Hold nu op, et kunstværk, tænkte jeg, og så gik jeg pludselig på opdagelse i detaljerne i planterne omkring mig. Stilen i Great Dixter er vild, og jeg bevægede mig ud i det og fik hjertebanken. Det gik lige i blodet, og jeg blev forelsket. Fra det tidspunkt var det en drøm at få en have som den, fortæller Helle Troelsen.

Senere havde hun som ung en periode, hvor hun gik mere op i kunst og kultur, men siden hun som 24-årig fik sin første have, har hun slet ikke kunnet lade være. Selv de fem år hun boede i Grønland, hentede hun planter i fjeldet og lavede have af dem.

For halvandet år siden gjorde hun sin store passion til sin levevej.

Nu indretter hun haver for andre, både private, institutioner, museer og kulturinstitutioner, holder foredrag og workshops og skriver artikler, og hun har tilsyneladende ramt en stærk tendens, for der er bud efter hende fra hele landet. Hun mærker tydeligt, at det er blevet moderne at have have, og at også mange unge gerne vil tættere på naturen og den sanselighed og taktilitet, der findes, når man ikke kun bruger hjernen, men også får jord under neglene.

Et lærred, der skal fyldes ud

For Helle Troelsen er en have ikke kun de blomster og planter, der står over jorden. Det er også hele det dyreliv, der i haven, og det krible-krable-liv, der findes under jordoverfladen, og så er der masser af lighedspunkter med kunsten.

- Jeg ser en have som et lærred, man skal fylde ud med et kunstværk, så man taler både til sanserne og følelser, siger hun.

Selv ryddede hun og Thomas Birkbak stort set alt, da de overtog ejendommen i Troense på Tåsinge, der karakteristisk for området har fungeret som frugtplantage for Valdemars Slot. Kun de krogede gamle træer, tre rødbladede prydtræer og nogle kirsebærlaurbærbuske fik lov at overleve.

Siden gik Helle Troelsen i gang med at dele haven op i forskellige rum med hver deres særkende. Her er prydhave med tøse-bed i lyserøde nuancer og bede holdt i hvide, brændte eller kølige kombinationer, og hvert bed er komponeret, så der er noget at se på, fra de første spæde forårsfarver titter frem, til de sidste roser afblomstrer sidst på året. Samtidig er der både noget højt, noget mellemhøjt og noget lavt for at sikre balancen, mens runde, formmæssigt stramme buksbomkugler hele tiden leder besøgende videre om næste runding.

I et rum for sig hænger de smukkeste, vaniljesmagende, orange hindbær side om side med struttende brombær, hindbær, porse til snaps og kirsebær.

Har Helle Troelsen en hel dag i sin have, holder hun nok hvil, men hun får næsten aldrig brug for at smøre sig en mad. I stedet snacker hun sig gennem dagen med ærter, æbler, bær og spiselige blomster.

Forskellige udtryk

Mellem frugtespalierer har hun skabt sin egen vilde køkkenhave, hvor snorlige rækker er afløst af blandingskultur. Af hvidløg mellem jordbærrene og morgenfruer, der trækker bestøvende bier og svirrefluer ind i drivhuset til en hule af vinranker, tomatplanter, chilifrugter, basilikum og ananaskirsebær, der står fantastisk til de smagfulde tomater i en salat.

For Helle Troelsen er køkkenhaven det område, der minder hende mest om barndommens drøm om sin egen vilde have fra Great Dixter.

Helle Troelsen ryster let på hovedet, som om det er noget fjollet noget, når hun taler om symbiosen mellem natur og dyr, mellem hende og haven. Om at tale med planterne og sige godnat til hønsene. Hun kigger ind over hegnet til hønen Putte, den ene af de seks høns, der er tam.

- Hun ved ikke, hun er en høne. Hun går i hælene af mig, og når jeg drikker kaffe, sidder hun på skødet af mig. Om aftenen siger jeg godnat til hende, og så svarer hun med en pludren, fortæller Helle Troelsen.

Tynget af flere hundrede års tilbagevendende levering og en imponerende mængde af æbler kan man nær hønsene krybe i skjul under adskillige frugttræer så krogede som kuskefingre.

Herfra har haven en anden karakter.

I en linje kan man se, hvordan træerne har dannet en plantage, og samtidig er der kig til den del af haven, der er indrettet som skov. En gammel stamme ligger gennem området, mens en anden er skåret op som kævler, der fungerer som rumadskillelse. Henry, fasanen, sover på pinden, og har haft seks koner. I de krogede gamle træer og i den væltede træstamme er der et krible-krable-liv uden lige.

Bag rumadskillelsen inviterer to strandstole i træ til afslapning i den del af haven, Helle Troelsen kalder traditionen.

Sadler om på grund af tørken

Stolene er fra et sydafrikansk bæredygtighedsprojekt, hvor udsatte unge brækker brugte vintønder fra hinanden og laver møbler af dem. Det er firmat Greatafrica.dk, der sælger dem.

- Den ene er fra rødvin, den anden fra hvidvin. Det kunne man se i starten, siger Helle Troelsen.

Man får lyst til at lade sig sænke ned i en af de to stole og bare nyde, men for Helle Troelsen har den del af haven snarere været frustration i år. Med bagende sol fra morgen til aften har det sydvendte stykke med de stramme kvadratiske hække og det, hun kalder mormorbedet, op mod huset været ekstrem udsat i tørken.

I forvejen har Helle Troelsen brugt fire-fem timer på at vande, og derfor var hun nødt til at prioritere benhårdt. Den del, der er bygget op med referencer til Valdemars Slot-haven og med blomster som riddersporer, liljer, roser, storkenæb, pæoner og bonderoser, der også stod i hendes mormors have, stod sidst på listen.

- Det var hårdt, men jeg vandede lidt hver 14. dag, og så måtte det leve eller dø. Jeg tror, vi skal forvente flere tørre somre, og derfor begynder jeg at sadle om.

I hvert bed skal der være et træ til at skabe skygge, og så skal der blandt andet plantes blodrød storkenæb, hedebjergmynte, lavendler, pilebladet pære kaldet "nordens oliven" og hør, som hun har erfaret klarer sig bedst i tørken.

Den har ikke kun haft indflydelse på bedenes sammensætning. Helle Troelsens dagsrytme har også ændret sig markant, fordi hun har været nødt til at bruge adskillige timer hver dag på at vande.

Finder ro i haven

Når Helle Troelsen har en hel dag til at være i haven, begynder hun normalt med kaffe og udsyn fra terrassen. Eller også går hun rundt i dagens gryende stråler med sit kamera. Først senere begynder den produktive del af hende at vågne, og trangen til at udrette noget breder sig i hende. Da summer haven allerede. Fuglene er der, duftene, der er mest intense om morgenen, er der og duggen på alle kronbladene.

Så skal der tyndes ud i rodfrugter, høstes bær eller beskæres roser alt efter årstiden. Op ad dagen nyder Helle Troelsen også at nusse om sine planter i sit planteværksted.

Hun laver stort set alle sine planter selv for at sikre sig, at de er levedygtige i det danske klima. Når eftermiddagens smukke lys rammer haven, tager hun gerne kameraet frem igen. Der skal også vandes, og lige så stille trapper hun ned. I skumringen holder hun øje med pindsvin, sætter mad ud til havens dyr og lukker for hønsene, og så sætter hun sig gerne sammen med Thomas Birkbak på aftenterrassen for at få pulsen helt ned.

I år har hun været nødt til at snige flere timers vanding af haven ind både morgen og aften. Også på hverdage, hvor hun arbejder i sin virksomhed med at lave haver for andre, skrive artikler, holde foredrag og workshops.

Skulle tankerne svirre som legesyge sommerfugle, eller har hun bare behov for ro, kan hun gå ind i meditationshaven eller mindfulnesshaven, som den er kommet til at hedde.

Selvom tjørn er noget hulens noget at holde, er det sådan, hækkene er i Troense, og derfor var det også det oplagte valg, da Helle Troelsen ville hegne haverummet tættest mod vejen ind. Hun sænker automatisk stemmen, da hun lukker den sorte smedejernslåge bag sig.

- Kan du mærke roen, hvisker hun og sætter sig på den regnvåde bænk.

De frugtfyldte grene lægger sig som en bueformet tipi omkring hende og giver hende plads og rum til at lade op på ny.

Optaget af havens cyklus

Helle Troelsen er i pagt med naturen, og det samme er hendes have. Alt er gravet med håndkraft af hensyn til dyrene under jordens overflade, tørvene er blevet rullet af, der er blevet jordforbedret og tilsat kompost.

- Mit brand er at trække naturen ind og være bevidst om jordens betydning. Jord er også en ressource, og en have er ikke kun det æstetiske. Der skal være liv, og det skal være en levende have, siger Helle Troelsen, der har ramt en tendens i tiden.

Hun mærker tydeligt, at det er blevet moderne at dyrke have, og mange unge vil gerne bruge deres sanser og have jord under neglene.

Selv kan hun ikke plantes foran et fjernsyn, men lader sig i stedet opsluge af haven og naturens cyklus. Af det nærmest eksistentielle, der ligger i at følge haven og planterne året rundt fra undfangelse til død.

I september planter hun de små, nye planter, hun så længe har nurset, ud i haven, og senere bliver haven puttet til vinteren.

- Alle bedene får dyne på. Jeg lægger visne blade og plantemateriale hen over den. Der skal ikke være bar jord. Køkkenhaven får halvomsat kompost, og i februar-marts er det ved at være omsat. Så får prydhaven fem centimeter kompost fra genbrugsstationen. Alle orme og dyr under jorden er mega sultne, og når jeg skal til at så, er jorden så blød, at jeg kan stikke armen halvt ned i den, forklarer Helle Troelsen.

Hun er snart aktuel med bogen "Haven i Troense", som er skrevet i samarbejde med Karen Syberg. I beskrivelsen af den står, at bevidstheden om vores egen natur og samhørigheden med al anden natur gennemsyrer Helle Troelsens fortælling.

- Det er svært at sætte ord på, hvad det giver mig at være i haven, for jeg lever i symbiose med den. Jeg er min have. Jeg er mine planter. Jeg hænger sammen med min have, og jeg er fuldstændig afhængig af at være i den, siger hun.

Så bryder solen igennem, og en sommerfugl dukker kækt op fra sit skjul.