Fire adresser: Her malede Hammershøi sine billeder


Fire adresser: Her malede Hammershøi sine billeder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Følg maleren fra Frederiksberg over Christianshavn til London og København K.

Et af plusserne ved "Vilhelm Hammershøi - på sporet af det åbnede billede" er, at Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt bringer topografien i spil ved at lade Hammershøi-familiens adresser styre fortællingen om maleren. Hvormed også er sagt, at det havde betydning for Vilhelm Hammershøis kunst, hvor familien boede, netop fordi han ofte lod hjemmets stuer danne afsæt for malerierne.

1) Frederiksberg

Fra 1871 til 1897 havde familien base på Frederiksberg, de første 20 år på Frederiksberg Allé 34, derefter på Rahbeks Allé 26.

"Hammershøis hovedstol - hans kunstneriske fundament - hænger uløseligt sammen med Frederiksberg," skriver de to forfattere. Under de 26 år i bydelen - halvdelen af hans liv - malede han de fleste af de interiør-malerier, der har gjort ham kendt. Og selv om Hammershøi i tidens løb havde atelier ude i byen, foretrak han gennem det meste af sit liv at arbejde hjemme. Som han selv har sagt i et interview: "...det er jo af vigtighed for mig at bo i en lejlighed, hvor der er gode interiører."

2) Christianshavn

I 1898 flyttede Vilhelm Hammershøi og hans kone Ida til Christianshavn. Fra 1898 og et årti frem boede de i Strandgade 30, derefter tre år i Strandgade 25.

Det var tæt på vandet i et arbejder-, havne- og industrikvarter, præget af ældre historiske bygninger, fortæller de to forfattere. Og det var netop, hvad Hammershøi søgte. Han har fortalt, hvordan han og Ida i 1897-1898 et års tid boede i et nyt hus, "men det var ikke morsomt at bo der, jeg holder mest af gamle huse, men det er ikke så let at komme til at bo i dem".

3) I udlandet

Vilhelm Hammershøi foretog flere langvarige rejser til udlandet.

Mens Italien og ikke mindst Rom stod som rejsemålet for flertallet af 1800-tallets kunstnere, var det London, der trak i Ida og Vilhelm Hammershøi. Denne lidt usædvanlige interesse for den engelske hovedstad hang ifølge Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt bl.a. sammen med, at Hammershøi interesserede sig meget for den engelske maler James Abbott McNeil Whistlers kunst, og der er i den danske malers værker "klare paralleller til Whistlers i måden at tænke interiørbilleder som arrangementer og ligeledes i de afstemte farvenuancer, gerne med sort og hvid som komponenter".

Hammershøi malede flere malerier i det tågede London, mens rejser til Rom i 1902-1903 og 1911 kun affødte et enkelt maleri. Og det er ikke et solfyldt landskab, men det indre af kirken S. Stefano Rotondo, hvor han fandt en arkitektur, der optog ham, og "en drømmeagtig atmosfære", som det siges i bogen.

4) København K

De sidste år af sit liv levede Vilhelm Hammershøi i den centrale København, fra 1908 og et års tid frem i Kvæsthusgade 6, derefter i Bredgade 25.

Lejligheden i Kvæsthusgade var han ikke begejstret for, han savnede lejligheden på Christianshavn, den "var gammel og køn nok, ja, fejlen var egentlig, at den var for gammel, den blev efterhånden for ubeboelig", sagde han i et interview.

Lejligheden i det fashionable Bredgade-kvarter levede mere op til Hammershøis ønsker "om at kunne anvende lejligheden som et atelier. Her skulle være motiver at hente", som Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt skriver. Her var stuer med hvidmalede døre og få møbler - "man kunne have ladet mig dumpe ned i denne lejlighed, og jeg ville have skreget: Hammershøi," som en besøgende journalist udtrykker det.

Fire adresser: Her malede Hammershøi sine billeder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce