Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Film: Alt det skidt, vi gemmer på

Filmen indbragte Isabelle Huppert en Golden Globe for Bedste kvindelige hovedrolle. Hun var desuden oscarnomineret i samme kategori ved den nyligt afholdte prisuddeling. Foto: UIP.

Film: Alt det skidt, vi gemmer på

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Paul Verhoevens "Elle" er en kryptisk, fascinerende og foruroligende fortælling om menneskelig perversitet. Hvordan opstår den? Kan den arves? Kan den opstå ud af et traume? Har vi alle en rem af huden? Og hvor går grænserne mellem det normale og det absolut ikke normale?

Det er den slags tanker, man sidder tilbage med, når lyset bliver tændt, og virkeligheden langsomt sniger sig ind på bevidstheden. For man kommer langt væk i selskab med "Elle" - helt ind i sindet. Helt ind i de mørkere, dybere lag, vi sjældent eller aldrig besøger, i en fortælling om en kvinde, der måske - måske ikke - er i sine lysters vold, men i hvert fald lever et liv, hvor lyst og perversion både privat og professionelt fylder mere, end hendes kølige facade lader nogen tro.

Første scene er en voldtægt. En maskeret mand trænger ind i den velhavende og tilsyneladende succesfulde forretningskvinde Michéles hjem og voldtager hende på gulvet - så er vi ligesom i gang.

Men da hun vælger ikke at anmelde overgrebet og går igennem de efterfølgende handlinger - lægebesøg og udskiftning af låse - med en kølig nonchalance, begynder vi beskuere at føle, at underlaget under biografens stole bliver lidt mindre stabilt.

Hvad foregår der? Hvad er det, vi er vidne til? Og sådan fortsætter "Elle" gennem samfulde to timer og et kvarter. Selv om vi undervejs får flere oplysninger om Michéle - blandt andet at hendes far for snart 40 år siden nærmest myrdede en hel villavej og har siddet fængslet siden, og at Michéle derfor ikke har den store lyst til at opsøge politiet - er mystik og undren filmens motor. Hvorfor? Hvorfor ikke? Er de spørgsmål, der runger igen og igen.

Verdens bedste skuespillerinde?

Isabelle Huppert er blevet kaldt "verdens bedste skuespillerinde", og med denne film beviser Isabelle Huppert, at hun i dén grad hører til på toppen. Det er ganske enkelt en ærefrygtindgydende præstation, og det er svært at forestille sig, at filmen ville lykkes så godt, som den gør, med en anden skuespillerinde i fokus.

Isabelle Hupperts mindste bevægelse, den korteste pause, den nærmest usynlige skygge, der farer over hendes blik et kort sekund. Hendes unikke blanding af åben sårbarhed og kølig afstand, skiftevis frastødende og tryllebindende. Alt sammen er det med til at tegne portrættet af Michéle. Eller måske rettere med til at skabe stemningen og mysteriet om Michéle. Med bittesmå skift i sin mimik lader Isabelle Huppert os gang på gang forstå, at Michéle - og med hende i større eller mindre grad alle vi fejlbarlige mennesker - ikke kan forstås. Vi kan kun forsøge. Ligesom hun også selv forsøger at forstå sine egne i stigende grad grænse­over­skri­den­de handlinger.

Paul Verhoeven er i den brede offentlighed bedst kendt for film som "Starship Troopers" og "Basic Instinct", mens flere af hans senere titler har været mere eksperimenterende dyk ned i den menneskelige mudderpøl af drift og perversion. Ingen dog så konsekvent og velgennemført som "Elle".

Gid Paul Verhoeven må lave flere film som den. Film, der udfordrer os, kradser og stritter. Film, der bliver siddende i nervebanerne. Film, der tvinger os til at tænke og føle i forsøget på at forstå.

"Elle"

Drama, belgisk, fransk, tysk, 130 minutter, tilladt over 15 år