Museum i nye lokaler: Brande Museum gør klar til flytning

Formand for Brande Museum, Ellen Beck, ses her foran museets fremtidige hjemsted - den tidligere Rema-butik på Nørregade - flankeret af to af sine bestyrelseskolleger, Peter Nielsen (t.v.) og Dan Petersen (t.h.). Foto: Mikael Lund

Museum i nye lokaler: Brande Museum gør klar til flytning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Endnu en gang er det snart flyttedag for Brande Museum, der må sige farvel til Centerparken.

Brande: Det er ikke kun biblioteket i Brande og musikskolen, der må belave sig på at flytte efter sommerferien. Også Centerparkens øvrige tilbageværende faste beboere skal finde nyt tag over hovedet, da de nuværende bygninger rives ned for at give plads til en ny skole.

Det gælder blandt andet Brande Museum, som har været nærmeste nabo til biblioteket siden midten af 70'erne, men nu lakker mere end 40 års naboskab for alvor mod enden. Museet - der blandt andet udstiller lokalhistoriske og arkæologiske ting - skal flytte hen i den tidligere Rema-butik på Nørregade.

Ellen Beck er formand for Brande Museum, som sidste år kunne fejre sit 90-års jubilæum. Som resten af bestyrelsen er hun ikke specielt imponeret over forløbet, der er mundet ud i, at museet selv har måttet finde nye lokaler. Hun forklarer, at der i forbindelse med flytningen til Centerparken i 1975 blev lavet en samarbejdsaftale med daværende Brande Kommune, og at denne aftale kunne sikre museets fremtidige eksistens. Virkeligheden viste sig imidlertid at være noget anderledes, da museet fik brug for sit "sikkerhedsnet":

- Samarbejdsaftalen blev opsagt, og hvad der fremover skulle ske med os, var ikke kommunens ansvar, lød meldingen ifølge Ellen Beck.

Samarbejdsaftalen indeholder bl.a. en opsigelsesfrist på 12 måneder, men da der endelig var en afklaring i midten af april, fik museumsfolkene besked på at være ude hurtigst muligt. Derimod var der ikke udsigt til kommunal hjælp til at finde alternative lokaler, og en forespørgsel om et økonomisk tilskud til driften udløste et blankt "nej".

Bestyrelsen måtte derfor selv i gang med at finde en anden placering i en fart, hvilket nu er lykkedes, men i forhold til de nuværende betingelser bliver det en relativt bekostelig affære.Brande Museum har ikke tidligere betalt husleje, ligesom udgifterne til lys og varme hidtil er blevet afholdt af kommunen. Til gengæld har Brande Museum selv betalt for tyverialarm og forsikring.

Ellen Beck vurderer, at der primært på grund af arven efter Mary Verner Lassen er økonomi til yderligere ca. 10 års drift, men det betyder samtidig, at museet bliver nødt til at afhænde Storegade 54 for at frigøre den kapital, der er bundet i ejendommen, som museet måtte vente i årevis på at blive den retmæssige ejer af. Og det var bestemt ikke det, der var hverken Mary Verner Lassens eller museumsbestyrelsens ønske. "Smertelig" kalder Ellen Beck beslutningen, men hun ser igen anden udvej. I stedet vælger hun at glæde sig over, at man med arven har mulighed for at starte på en frisk.

- Da vi arvede huset på Storegade 54, var det vores store drøm at føre det tilbage til dets storhedstid - at kunne vise hele beboelsen og et arbejdende værksted. Mary Verner Lassens drøm blev nu vores drøm, men ingen - slet ikke Mary Verner Lassen - kunne forestille sig omfanget af det hærværk, som fik lov til at hærge ejendommen i løbet af den seks år lange arvesag, konstaterer Ellen Beck.

Hun mener desuden, at museets "papirformue" har spillet en afgørende rolle for kommunens beslutning om ikke at ville hjælpe museet økonomisk.

Kamp fra dag 1

- Det har været en kamp fra dag 1, siger formanden om museets til tider omtumlede tilværelse, der startede i en uopvarmet lejlighed i Kirkegade imellem de to verdenskrige. Siden flyttede museet til "Jørgensens Gård" og kom senere til at ligge bag det, der nu udgør annekset til Hotel Dalgas.

Sidste stop inden Centerparken blev et for længst nedrevet jernbanehus på Godsbanegade skråt over for Pakhuset, men midt i 60'erne ønskede den daværende stedlige foderstofforretning at udvide. Det endte med et salg at det gamle jernbanehus, og de 50.000 kroner, salget indbragte, blev båndlagt af kommunen til fremtidig anvendelse til museumsformål. Til gengæld fik museet stillet lokalerne i Centerparken til rådighed.

- Det var dejligt at få den samarbejdsaftale, fastslår Ellen Beck, der dog har svært ved at skjule sin skuffelse over den kommunale opsigelse af aftalen.

Et samarbejde med Museum Midtjylland har tidligere været i spil, men dengang valgte bestyrelsen for Brande Museum at fortsætte sit soloridt - og nu er det ikke sikkert, at et samarbejde er et reelt alternativ længere, lyder det fra formanden:

- Vi fravalgte et samarbejde med Museum Midtjylland for at bevare vores selvstændighed, påpeger hun. Brande Museum er dels et museum i traditionel forstand, dels selvejende og får hverken offentlig støtte eller entréindtægter.

- Dem er der ikke ret mange af, konstaterer formanden.

Stort ansvar

- Vi har et kæmpe ansvar overfor alle de effekter, museet gennem årene har modtaget, vi har et ansvar overfor dem, som var før os og som har kæmpet for at museet nu har eksisteret i 90 år, og så har vi et kæmpe ansvar for at bevare vores fortid - din og min. Derfor starter vi op igen for egne midler, sammenfatter Ellen Beck bestyrelsens beslutning.

Museets nye placering bliver som nabo til Kagehuset i den tidligere Rema-butik på Nørregade, hvor Brande Mejeri i sin tid lå indtil nedrivningen. Her får museet rådighed over knap 300 kvadratmeter inklusive køkken- og toiletfaciliteter, ikke helt ulig de nuværende lokaler - og når det nu skulle være, er lokalerne nærmest ideelle, siger formanden: Ingen vinduer, stort indgangsparti og en mere central placering.

- Forhåbentlig bliver vi mere synlige i bybilledet, lyder det lønlige håb fra Peter Nielsen, der er medlem af museumsbestyrelsen.

- Det er vigtigt, at byen får øjnene lidt mere op for museet og støtter op om det ved at blive medlem, supplerer Ellen Beck. Hun og bestyrelseskollegerne finder en smule trøst i, at tidligere tiders flytninger eller andre større ændringer har medført stigning i medlemsskaren, så hvorfor ikke også denne gang?

- Vi holder fast, så længe vi overhovedet har muligheden, fastslår Peter Nielsen.

- Nu prøver vi det her - men vi har ikke uanede midler, konstaterer Ellen Beck, der ligesom sin bestyrelseskolleger håber på, at Brande Museum lever videre til sit 100-års jubilæum i 2028.

Vil man opleve museet, inden det flytter, kan det ske hver tirsdag eftermiddag frem til den 25. juni, som bliver sidste åbningsdag i Centerparken - derefter går man i gang med nedpakningen og flytningen.

Museum i nye lokaler: Brande Museum gør klar til flytning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce