Kultur-revolution på landet: Skulpturer kan sætte Nørre Snede på landkortet

Lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen er gået i gang med at lede efter Schat Jacobsens kunstværker, der er spredt over det ganske land. Foto: Peter Hald

Kultur-revolution på landet: Skulpturer kan sætte Nørre Snede på landkortet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokalråd i Nørre Snede er på jagt efter flere af Poul Schat Jacobsens skulpturer: Man vil gerne lave en udstilling om den kendte multikunstner.

Nr. Snede: I disse dage er der meget fokus på den efterhånden ret velkendte jern-skulptur "Damen, der varmede sin ende over ilden" i Nørre Snede. En skulptur, som lokalrådet i byen vil stille op i rundkørslen på Brandevej.

Som tidligere omtalt kom nogle spøgefugle forleden lokalrådet i forkøbet ved at opstille en lidt mindre træ-figur i rundkørslen, men det var vist mest tænkt i sjov.

Imidlertid er der både alvor, kultur og politik bag lokalrådets skulpturplaner, der sandsynligvis kommer til at omfatte mere end blot én figur.

Multikunstneren Poul Schat Jacobsen, der for næsten 50 år siden var ophavsmand til den originale dame-skulptur, var nemlig en produktiv herre, der fremstillede mange andre figurer og skulpturer, der måske kan kopieres og udstilles lokalt.

- Schat Jacobsen var temmelig berømt i 60'erne. Han lavede skulpturer, der blev kendt vidt omkring. Blandt andet en meget fin skulptur af Thor med sin vogn, en balletdanser og nogle høje tynde mænd med spyd. Flere af skulpturerne endte på nogle af de større danske godser, fortæller lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen.

Han mener derfor, at det er på sin plads at arrangere en udstilling med nogle af disse værker kombineret med foredrag om Poul Schat Jacobsen.

Kunstneren selv lever ikke mere. Han døde i 2003 i en alder af 89 år.

Vi gerne vil give noget modspil til al denne storby-tankegang, som der er så meget af for tiden.
Hans Jørgen Jensen, formand for Nørre Snede Lokalråd
Livlig debat
Figuren "Damen, der varmede sin ende over ilden" har sat Nørre Snede på den anden ende.Her er nogle pluk fra debatten på de lokale Facebook-sider:

"Mest fjollet og svært at se andet en kort kuriositetsværdi i det. Må hun komme tilbage i en varm garage snart".

"Ej hold da op, se da hvor hun pynter".

"Hurra for kunst som kan få sindene i kog og dele vandene. Er det ikke det kunst skal kunne?"

"Hun er da skøn".
Poul Schat Jacobsen fremstillede mange figurer i 60'erne. Her er gamle fotos af nogle af de mere kendte figurer. Spørgsmålet er så, hvor værkerne befinder sig. Foto: Peter Hald
Poul Schat Jacobsen fremstillede mange figurer i 60'erne. Her er gamle fotos af nogle af de mere kendte figurer. Spørgsmålet er så, hvor værkerne befinder sig. Foto: Peter Hald

Skulpturer er spredt

- Måske kan det blive svært at finde figurerne. De er spredt over det ganske land, og spørgsmålet er, hvor de er, og hvad der er sket med dem. Men i det mindste kan vi lave en udstilling med fotostater og andet materiale. Nogle af Schat Jacobsens figurer er af en virkelig fin kunstnerisk kvalitet. Dame-skulpturen er måske den sjoveste, og vi har jo original-figuren her i byen - men rent kunstnerisk er damen ikke den bedste af hans ting. Det kunne derfor være interessant at få lavet store kopier af nogle af de andre figurer, han lavede, siger Hans Jørgen Jensen.

Netop fordi Poul Schat Jacobsen har lavet flere skulpturer, der kan kopieres, vil lokalrådet udforme skulptur-soklen i rundkørslen på Brandevej således, at figurerne kan skrues af og på efter behov.

En overgang var Poul Schat Jacobsen ret berømt. En af hans bedste skulpturer - Thor med sin vogn - blev brugt i et stort magasin, der blev trykt af firmaet Kelloggs som reklame for havregryn. Foto: Peter Hald
En overgang var Poul Schat Jacobsen ret berømt. En af hans bedste skulpturer - Thor med sin vogn - blev brugt i et stort magasin, der blev trykt af firmaet Kelloggs som reklame for havregryn. Foto: Peter Hald

Delte meninger

Debatten om dame-skulpturen i Nørre Snede er meget livlig, og skulpturen deler vandene.

Nogle elsker figuren og synes, at den er sjov og skaber tiltrængt opmærksomhed omkring Nørre Snede, og de fremhæver, at den er skabt af en kendt lokal mand. Andre rynker på næsen af "damen" og betegner skulpturen som sexistisk eller ligefrem pornografisk, og så er der dem, der bare synes, at den er grim.

Lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen synes i det store og hele, at debatten er interessant og forfriskende, men han vil gerne anbefale, at der bliver ført en sober diskussion med respekt for de forskellige synspunkter:

- Det er jo ikke meningen, at skulpturen skal skabe splittelse og ballade. Jeg mener også, at det er vigtigt, at man betragter alt det her med en god portion humor, understreger Hans Jørgen Jensen.

Nogle af Shat Jacobsens figurer  - her en markant og pudsig lille djævle-agtig figur - vakte opmærksomhed blandt kunstkendere. Måske kan der fremstilles kopier af figurer som denne. Foto: Peter Hald
Nogle af Shat Jacobsens figurer - her en markant og pudsig lille djævle-agtig figur - vakte opmærksomhed blandt kunstkendere. Måske kan der fremstilles kopier af figurer som denne. Foto: Peter Hald

Modspil til storby-tankegang

Set med Nørre Snede-briller er der i øvrigt en hel del politik i skulpturprojektet:

- Det handler også om, at vi gerne vil give noget modspil til al denne storby-tankegang, som der er så meget af for tiden. Vi har startet en anti-urbaniserings-kampagne, og vi vil gerne have noget til at gro frem rent lokalt. Her er kultur et rigtig godt redskab. Det kan være med til at folde hjernen ud og skabe ideer, siger Hans Jørgen Jensen.

Kultur-revolution på landet: Skulpturer kan sætte Nørre Snede på landkortet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce