Else og Leo traf hinanden på soldaterhjemmet

Else og Leo Lassen har nu været gift i 50 år. Foto: Mikael Lund

Else og Leo traf hinanden på soldaterhjemmet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ægtepar har i mange år været engageret i kirkeligt arbejde.

Brande: Fredag 28. december har Else og Leo Lassen på Fyrrevænget 16 i Brande været gift i 50 år, og de kan dermed fejre deres guldbryllup.

Hun er fra Helsinge i Nordsjælland, han fra Vivild på Djursland, men det var et helt tredje sted, de mødtes: På KFUM's daværende soldaterhjem ved Sandholm-lejren.

Året var 1967, og Leo Rygaard Lassen var i færd med at aftjene sin værnepligt på Sjælsmark Kaserne. Et par af hans soldaterkammerater fik ham lokket med til soldaterhjemmet i Sandholm-lejren, hvor garderne dengang blev uddannet, "for der var nogle søde piger", som de sagde. Og ganske rigtigt:

- Der var lige en, jeg kunne bruge, griner Leo Lassen ved mindet, og heldigvis var følelserne gengældt.

At brylluppet blev placeret mellem jul og nytår året efter, var der en helt bestemt grund til: Parret havde planer om at emigrere til Canada i starten af 1969 - ganske vist ikke permanent - og for at slippe gennem nåleøjet til det forjættede land, var det et krav, at de var gift. Det blev de så fjerde juledag 1968 i Helsinge Kirke, men med rejseplanerne gik det knap så galt. Kalenderen var nået til april, inden det unge par kom afsted, men så blev de til gengæld også "over there" i to år.

Elses farbror havde egen virksomhed, et maskinværksted, og da Leo var uddannet indenfor branchen, blev han sat i arbejde allerede dagen efter ankomsten.

Fra Djursland til Falster

I 1971 gik turen hjem til Danmark, hvor parret bosatte sig i Leos barndomsby på Djursland, men i 1983 kradsede krisen, og pludselig stod han uden job og en familie og 4 børn, der skulle forsørges. Hvad gør man så? Blikket blev rettet østpå - langt østpå - og teltpælene rykket til Falsters hovedstad Nykøbing. Her boede familien de næste 19 år, indtil Else og Leo Lassen blev "headhuntet" til en stilling som ledere af KFUM's soldaterhjem i Vordingborg i starten af det nye årtusinde. Det blev til 6 år på posten, inden de gik på efterløn.

- Det er både en livsstil og hårdt arbejde, fastslår Leo Lassen, så når familien skulle holde lidt fri, gik turen ned til sommerhuset ved Marielyst.

Med jobbet fulgte en tjenestebolig, som lå på førstesalen over soldaterhjemmet, men da tiden som forstanderpar var slut, var det naturligt nok også slut med tjenesteboligen. Det havde de imidlertid forberedt sig på ved at købe et hus i Løsning, som så var udlejet, indtil de selv skulle flytte ind i det. Grunden til, at de ville til Jylland, var, at tre af parrets fire børn havde bosat sig vest for Lillebælt, men Løsning blev ikke løsningen.

I stedet pegede pilen på Brande, hvor Else og Leo Lassen havde indtil flere bekendte, blandt andre Anna og Bent Nygaard, som de kendte fra årene på Falster.

I første omgang flyttede de ind i en ledig lejlighed oven på Indre Missions genbrugsbutik i sommeren 2013, og efter at have boet her et halvt års tid, var de klar til at flytte ind i deres nybyggede hus på Fyrrevænget, som Leo selv har tegnet. Inden de flyttede fra lejligheden, var begge dog allerede blevet involveret i genbrugsbutikken, Else som hjælper i butikken og Leo, der kom med erfaring fra opstart af en genbrugsbutik på Falster, som medlem af styregruppen. Siden er han avanceret til butiksleder - men lønnen er præcis den samme.

Haven som motionscenter

Ægteparret har altid været engageret i det kirkelige arbejde, hvor de har en stor af deres netværk, og Leo Lassen sidder stadig i KFUM's soldatermissions landsudvalg for lodseddeludvalg, som hvert år skaffer i omegnen af 1 mio. kroner til soldaterhjemmenes arbejde. Derudover sørger de for at holde sig i gang med gåture og havearbejde.

- Haven er mit motionscenter, smiler Leo Lassen, der har gjort det til en vane at hjembringe sten, når parret har været ude at rejse. Faktisk i et sådant omfang, at der er indrettet små afdelinger i haven med sten fra forskellige lande og verdensdele.

To gange indenfor de seneste år har parret nemlig tilbragt 3 uger af sommeren i Israel på en discipelskole ved Genesaret Sø, der drives af organisationen "Ordet og Israel". De to af ugerne er blevet brugt på vedligehold af bygningerne, mens den tredje uge har været ferie. Turen er også gået til mange andre eksotiske destinationer, bl.a. Rusland og Nordatlanten, men USA og Canada er nok de steder, der er blevet besøgt oftest. Bl.a. var parret i 2011 på en 30 dage lang rundtur til USA, hvor de også nåede at besøge Else nu afdøde farbror, Leos forhenværende arbejdsgiver.

Som nævnt bor tre af parrets fire børn i Jylland. De to sønner har bosat sig i henholdsvis Århus og Vejle og en datter på Djursland, mens den ældste datter bor i Måløv ved København. 10 børnebørn plus to "plejebørnebørn" hos den ene datter er det foreløbig blevet til, så alt i alt når de op på 81 gæster til guldbryllupsfesten, der skal holdes på Filskov Kro 29. december.

Else og Leo traf hinanden på soldaterhjemmet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce