Ejstrupholm vil udvikles og være mere synlig

Repræsentanter fra mange af Ejstrupholms foreninger var mødt op til det fælles foreningsmøde tirsdag aften i mødelokalet i Ejstrupholm Hallen. Foto. Peter Hald

Ejstrupholm vil udvikles og være mere synlig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fodslag på fælles foreningsmøde: Ejstrupholm skal gøres mere attraktiv og mere synlig og nogle af midlerne er ny hjemmeside, velkomstpakke, byforskønnelse og udvidelse af hallen.

Ejstrupholm: Foreningerne i Ejstrupholm har gang i mange aktiviteter for at gøre byen mere attraktiv og mere synlig. Blandt andet kan nævnes hal-udvidelse, ny hjemmeside for byen, velkomstpakke til tilflyttere, forbedring af grønne områder - og et tættere samarbejde mellem de mange lokale foreninger.

Det sidste var der godt gang i på det første store fælles foreningsmøde 18. september, hvor lokalrådet havde inviteret byens foreninger til debat og idé-udvikling i Ejstrupholm Hallen. Mødet gjorde det klart for enhver, at der virkelig sker noget i Ejstrupholm. Men nogle af tingene tager tid og kræver mange penge og kræfter.

Et af de store projekter, der strækker sig over flere år, er det omfattende Sløjfe-projekt, der allerede har skabt meget fornyelse. Legepladsen er bygget om, der er etableret en ny mountainbike-bane, og sidste skud på stammen er den nye multibane med tilhørende "fitness-trappe" ved hallen. I alt omfatter Sløjfen ni forskellige projekter. Et af de næste bliver en klatrevæg, der skal være færdig inden jul. Projektet har ligget lidt stille, fordi det har været nødvendig med nogle ændringer.

En af de allerstørste "klumper" bliver en udvidelse af Ejstrupholm Hallen, hvor man i høj grad savner mere plads og bedre omklædningsfaciliteter.

Nu skal vi have det tunge skyts frem.
Bo Thorup

Vil hyre fundraiser

Bo Thorup, der er en af tovholderne i Sløjfe-projekt, understregede, at den sværeste opgave med Ejstrupholm Hallen er at skaffe pengene:

- Nu skal vi have det tunge skyts frem. Vi skal have fat i en fundraiser, for det er en udfordring at søge penge fra fonde til halbyggeri, oplyste Bo Thorup.

Fundraiseren kan tjene 20 procent af de indsamlede fondspenge - men hvis der ikke kommer noget i kassen, får han heller ikke noget.

I Ejstrupholms lystanlæg arbejdes der også videre med forskellige projekter, men ellers bliver der også en del fokus på byfornyelse. Ikast-Brande Kommune har sat fokus på midtbyen, og på lørdag 22. september er hele byen indvieter til kaffebord og debat om de planer.

Men kommunen har ikke penge med til byfornyelse.

- Vi skal selv klare byfornyelsen, understregede lokalrådsformand Brian Korsgaard.

Primært er der lagt op til at ændre lokalplanen for byens hovedstrøg, så tomme butikker kan ændres til lejligheder, men hvad der ellers sker er lidt uvist.

Selve processen om den kommunale plan havde været omtumlet. Flere af mødedeltagerne pegede på, at det gik galt med det sidste møde om midtby-projektet. På en workshop i august kom der kun 10 deltagere, fordi der var gået koks i mødeindkaldelserne på mail.

Men lørdag 22. september er der altså et nyt borgermøde fra klokken 10 til 13, og Brian Korsgaard opfordrede alle til at deltage.

Ny hjemmeside

En af de projekter, som lokalrådet og foreninger selv styrer, er udvikling af en ny fælles hjemmeside for Ejstrupholm. Den nuværende hjemmeside er utidssvarende. Derfor foreslår lokalrådet en fælles hjemmeside, hvor foreninger kan koble sig på. Det handler om at få så mange foreninger med som muligt - det vil gøre det billigere - og det handler om at få en hjemmeside, der kan præsentere Ejstrupholm godt, understregede Korsgaard.

Nu skal foreningerne sætte sig ind i hjemmeside-projektet og de økonomiske forhold bag det, og efter tilbagemeldinger fra foreningerne begynder udviklingsarbejdet. Tidsplanen lyder på , at en ny hjemmeside kan gå i luften til 1. marts næste år.

Overskriften for meget af det arbejde, foreningerne og lokalrådet lægger op til, handler netop om at få præsenteret Ejstrupholm på bedste vis. Derfor arbejder man også på at få udviklet en velkomstpakke til nye borgere. Det projekt er i støbeskeen.

Ligeledes kommer der snart gang i en slogan-konkurrence, hvor alle borgere indbydes til at komme med forslag til en nye by-slogan.

Lidt mere langsigtede planer er ideer om at opsætte elektroniske info-portaler ude ved landevejen, så de mange bilister får et indtryk af, at der sker meget i byen. En anden ide handler om at opsætte en skulptur i rundkørslen i byens vestlige ende.

Ejstrupholm vil udvikles og være mere synlig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce