Byrådsdebat om "ressourcesvage" offentligt ansatte

Byrådsmedlem Henrik Kraglund fra Fælleslisten var med til at udløse en hed debat om sygdomsfravær. Arkivfoto

Byrådsdebat om "ressourcesvage" offentligt ansatte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ikast-Brande Kommune har mange langtidssyge. Det udløste en længere debat i byrådet.

Ikast/Brande: Egentlig skulle en del af debatten på det seneste byrådsmøde have drejet sig om udviklingen af antallet af ydelsesmodtagere i Ikast-Brande Kommune, men Fælleslistens Henrik Kraglunds betegnelse af de offentligt ansatte som "mindre ressourcestærke" udløste et ramaskrig fra stort set alle sider af byrådssalen.

Baggrunden var en analyse udarbejdet af kommunens Jobcenter, der blandt andet viser, at fem af de seks arbejdspladser med flest sygedagpengesager (langtidssygemeldinger) er offentlige. Ikast-Brande Kommune kommer selv ind på en klar førsteplads på den lidet flatterende liste med hele 172 sygedagpengesager i perioden fra 1. november 2017 til udgangen af oktober i år.

- Det er slet ikke godt nok, fastslog formand for arbejdsmarkedsudvalget, Birthe Sørensen (S), som til gengæld ikke mente, at en ledighedsprocent på 3,1 var "så ringe endda", og hun var også godt tilfreds med, at det er lykkedes at få vendt udviklingen i tildelingen af førtidspension, så flere i stedet får et flexjob.

Skemaet her viser, at antallet af sygedagpengesager er mere end fem gange så højt blandt ansatte i Ikast-Brande Kommune end det private firma Siemens Gamesa.
Skemaet her viser, at antallet af sygedagpengesager er mere end fem gange så højt blandt ansatte i Ikast-Brande Kommune end det private firma Siemens Gamesa.

Færre syge på Siemens

Ret beset er det ikke så underligt, at kommunens største arbejdsplads topper listen over længerevarende sygefravær, men Siemens Gamesa, som ikke er meget mindre end Ikast-Brande Kommune målt på antallet af medarbejdere, har med kun 32 sager i årets løb mindre end en femtedel af det antal.

Det fik de Konservatives Kirsten York Helms til at opfordre til, at "vi som kommune bør kigge indad", en pointe hun fastholdt, selvom hun i første omgang havde læst tallene som om nabokommunerne har markant færre sygedagpengesager. Listen omfatter imidlertid kun borgere fra Ikast-Brande Kommune, hvoraf en del altså pendler til blandt andet Herning, Silkeborg og Vejle for at arbejde.

Derefter forsøgte hun at genoplive en allerede afsluttet debat fra børne- og undervisningsudvalget, hvor hun var kommet i mindretal på spørgsmålet om, hvilke personalegrupper, der skulle bære de største besparelser.

Et flertal i udvalget besluttede, at lærerne skulle pålægges at undervise 20 timer mere årligt, mens Kirsten York Helms, der selv er lærer på Præstelundskolen, plæderede for en forhøjelse på syv timer, en nedlæggelse af aftenklubben for mellemtrinnet samt en markant højere stigning i forældrebetalingen for SFO end flertallet gik ind for.

Det fik borgmester Ib Lauritsen (V) til at løfte pegefingeren og opfordre til, at man holdt sig til emnet - og det gjorde de så, indtil Kasper Pauli Pedersen fra Socialdemokratiet fik ordet.

- Vil du være med til at sætte skatten op fra 2021, spurgte han direkte henvendt til Kirsten York Helms og påpegede, at besparelserne var en konsekvens af det budget, samtlige byrådsmedlemmer havde sagt ja til, og at de ikke kun ramte lærerne.

Både Kirsten Hoffmann (S) og Henrik Kraglund havde bidt mærke i, at 46 procent af sagerne skyldtes psykisk betinget fravær, og flere var inde på, at det at arbejde med mennesker udløser et større sygefravær - "man kan ikke tillade sig at gå på arbejde, når man selv er syg", anførte Venstres Palle Høj, en pointe socialdemokraternes gruppeformand, 2. viceborgmester Frank Heidemann Sørensen, ikke var fuldstændig enig i.

- Der er ikke nogen naturlov, der siger, at offentligt ansatte skal være mere syge. Det her, det er ikke holdbart, påpegede han efter at have konstateret, at de offentlige arbejdspladser bonner ud med et alt for højt sygefravær.

En hån mod de ansatte

Trine Meldgaard Kristensen (DF) og Venstres Gert Bækgård foreslog på hver deres måde, at man i opgørelsen tog høje for de forskellige virksomheders samlede antal ansatte for at få et mere retvisende billede af problemerne, og Thomas Østergaard (V) nævnte, at man i Silkeborg Kommune har haft succes med at lave forebyggende indsatser, inden kritikken væltede ned over Henrik Kraglunds syndige hoved.

- De her offentligt ansatte er vildt seje, fastslog socialdemokraten Inge Dinis, som mandag vendte tilbage til byrådsarbejdet efter et halvt års sygemelding og dermed er en af de personer, der indgår i statistikken

- Det er en hån mod de ansatte, vi har i kommunen, lød det fra Henrik Engedahl (V), der også kom med en konstatering:

- Det er svært at komme ud af det her system - hold jer væk!

Henrik Kraglund prøvede at argumentere med, at kommunen er lidt mere large som arbejdsgiver, fordi den i modsætning til private arbejdsgivere har en anden forpligtelse, men hans udsagn om, at han på det samme seminar som Henrik Engedahl bl.a. var blevet orienteret af kommunens topembedsmænd om, at der skal ses med større hensyn på kommunalt ansatte, blev mødt med en hovedrysten af Venstre-manden - og det blev afslutningen på en timelang og til tider ophedet debat.

Byrådsdebat om "ressourcesvage" offentligt ansatte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce