Vor Frelsers Kirke på plads med nyt alter

Kristus-figuren i Erik Heides udsmykning kan ses både som korsfæstet og som velsignende. Læg også mærke til relieffet med brød og fisk, der er placeret foran på alteret. Her Erik Heide (t.h.) i samtale med arkitekt Mogens Svenning, som leder arbejdet med at sætte Vor Frelsers Kirke i stand.

Vor Frelsers Kirke på plads med nyt alter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

HORSENS - Så har Vor Frelsers Kirke fået sit nye alter.

Mandag og tirsdag arbejdede billedhuggeren Erik Heide og hans folk i kirken med at opsætte en guldbelagt Kristus-figur foran en tornekrans.

Værket afløser den Kristus-statue, som siden 1950 har tronet over alteret i kirken på Torvet i Horsens.

Fra den gamle udsmykning er selve alteret i norsk marmor bevaret.

Over det troner nu den nye udsmykning, udført i aluminium.

Mens bladguldet - 23 trekvart karat, som Erik Heide siger - får Kristusfiguren til at lyse op, står tornekransen i den rå, ubehandlede aluminium.

Bag figur og krans ser man bagvæggen i kirkens apsis, som på den måde kommer til at spille med.

Et relief, som med fem brød og to fisk henviser til beretningen om bespisningen i ørkenen, er placeret på forsiden af alterbordet, hvor det dækker et Kristus-tegn fra den tidligere udsmykning.

Meget benyttet kirkekunstner

81-årige Erik Heide er en af Danmarks mest benyttede kunstnere, når det gælder udsmykninger af kirker.

Han havde sin første opgave midt i 1950'erne, da han lavede kunst til Øster Jølby Kirke på Mors - øen, hvor han har boet hele sit liv.

I 1962 fulgte næste opgave i Møllevangskirken i Aarhus, og i dag har Erik Heide ikke tal på, hvor mange kirker han har udsmykket.

- Heldigvis, siger han, for jeg har det bedst med, at når jeg har lavet det, jeg skal, så går jeg min vej.

12 balustre til knæfaldet

Helt færdig i Vor Frelsers Kirke er han ikke. Han skal lave 12 balustre - små søjler - til et nyt knæfald. Og modsat de 14 balustre i det gamle knæfald er tallet 12 ikke tilfældigt valgt - det refererer til de 12 disciple, som fulgte Jesus.

Ellers er det mindre opgaver, der mangler i kirken, fortæller arkitekt Mogens Svenning, som har været med til at styre det mangeårige projekt med først en udvendig, siden en indvendig restautering.

Der er bl.a. lidt malerarbejde og lidt belysning, ligesom der ved vestdøren ud mod Kippervig skal etableres en glasdør, så man derfra kan kigge ind i kirken.

- Og så har jeg da en tanke om, at jeg vil forsøge at få menighedsrådet med på at male hvælvingen i apsis blå i stedet for den nuværende hvid. Det vil passe meget bedre sammen med Erik Heides udsmykning, siger Mogens Svenning.

Den nyistandsatte kirke indvies officielt søndag 4. september.

Vor Frelsers Kirke på plads med nyt alter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce