Venstre bakker op om DF: Måske skal Hatting, Lund og Gedved slet ikke have fjernvarme

Udrulningen af fjernvarme til ca. 10.000 husstande er i fuld gang, men byrådet mangler endnu at tage stilling til tilslutningspligten for ca. 2500 husstande i Hatting, Lund og Gedved. Arkivfoto: Lars Juul

Venstre bakker op om DF: Måske skal Hatting, Lund og Gedved slet ikke have fjernvarme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmester Peter Sørensen (S) vil afvente redegørelse fra forvaltningen om konsekvenserne af det netop indgåede energiforlig, men advarer imod konsekvenserne ved at sløjfe tilslutningspligten i de områder, der endnu mangler at få fjernvarme.

Horsens: Ligesom Dansk Folkeparti gjorde det tirsdag, sår nu også det næststørste parti i byrådet, Venstre, tvivl om, hvorvidt partiet fremover vil stemme for at pålægge husstande i Horsens Kommune tilslutningspligt til fjernvarme.

Det sker på baggrund af det netop indgåede energiforlig, hvor et bredt flertal i Folketinget sender et signal om, at tilslutningspligten - den tvungne tilslutning til kollektiv varmeforsyning - snart skal være fortid.

Energiforliget bliver til lov efter sommerferien gældende fra 1. januar 2019, og det er endnu en smule uklart, i hvor høj grad der er tale om et signal eller et direkte forbud mod tilslutningspligt - og i givet fald fra hvornår.

- Det glæder mig, at Claus Kvist Hansen (DF) har bedt om en redegørelse fra forvaltningen, og jeg ser frem til en grundig orientering om, hvor vi står. Men jeg kan allerede nu godt sige, at hvis det er sådan, at regeringen vil fjerne muligheden for tilslutningspligten fra 1. januar 2019, bliver det ikke med Venstres stemmer, at byrådet pålægger en tilslutningspligt i de områder, der endnu ikke har fået fjernvarme. Heller ikke selv om områderne formelt kan pålægges tilslutningspligt, inden loven træder i kraft, siger gruppeformand Martin Ravn (V).

Der tages særskilt politisk stilling til tilslutningspligten, hver gang Fjernvarme Horsens præsenterer et projektforslag for et givent område, og Martin Ravn lufter muligheden for, at byrådet helt undlader at inkludere de manglende områder, Hatting, Lund og Gedved i fjernvarmeplanen.

I alt drejer det sig om ca. 2500 husstande, en fjerdedel af den samlede plan.

- Det kan godt være, at vi ikke skal det, hvis vi ikke bruger tilslutningspligten, og det derfor er usikkert, om det er økonomisk rentabelt. Det har vi ikke lagt os fast på. Det må vi tage en politisk diskussion om, når vi kender grundlaget for beslutningen. Jeg kan dog godt love, at vi ikke bare blindt gør, som vi har gjort tidligere, siger han.

Jeg har endnu ikke det fulde overblik over indholdet i energiforliget, det er for tidligt, men hvis der kommer en ny lovgivning på energiområdet, skal byrådet naturligvis implementere den.
Peter Sørensen (S), borgmester, Horsens

Borgmester: Vi følger loven

Borgmester Peter Sørensen (S) siger i en kommentar til sagen, at det er hans opgave som borgmester at sørge for, at beslutningerne i byrådet bliver taget på et oplyst grundlag.

- Jeg har endnu ikke det fulde overblik over indholdet i energiforliget, det er for tidligt, men hvis der kommer en ny lovgivning på energiområdet, skal byrådet naturligvis implementere den, siger borgmesteren.

- Når det er sagt, vil jeg godt understrege, at jeg, og forhåbentlig alle, der har stemt for den, står 100 pct. bag den strategiske energiplan, som byrådet vedtog i 2015. Det vil Fjernvarme Horsens naturligvis også have en berettiget forventning om. De investerer jo ud fra den forudsætning, at der er tilslutningspligt, siger han.

- Vi skal tænke os godt om, inden vi ændrer på tilslutningspligten, for det kan have konsekvenser for de 7000 nye husstande, der allerede er kommet på fjernvarmen, og de eksisterende kunder. Hvis forudsætningen for, at økonomien holder, er, at der er et vist antal, der tilslutter sig, kan det betyde en højere regning for kunderne, og det kan jeg ikke medvirke til. Men det er som sagt for tidligt at udtale sig om nu, siger han.

- Der er signaler i energiforliget om, at muligheden for at pålægge borgerne tilslutningspligt i fremtiden skal fjernes. Betyder det noget for dig?

- Vi bygger vores politik på lovgivning, ikke på signaler. Vi kan ikke gøre andet, siger Peter Sørensen.

Venstre bakker op om DF: Måske skal Hatting, Lund og Gedved slet ikke have fjernvarme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce