V: Horsens skal være byen med flest grønne alleer i Danmark

Der skal plantes 1000 træer langs vejene i Horsens, mener Venstres gruppeformand, Martin Ravn. Tegning: Julius

V: Horsens skal være byen med flest grønne alleer i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstre vil diskutere miljø og klima ved budgetforhandlingerne, der starter om en måned. Der skal fokus på rent drikkevand, uønsket plastic i miljøet, og så vil Venstre gerne have plantet flere træer langs vejene.

Horsens: Venstre i Horsens Byråd drømmer om, at Horsens bliver den by i landet, der har flest grønne alleer. I takt med, at infrastrukturen i byen de kommende år bliver lagt om, skal der plantes 1000 træer langs vejene.

Det foreslår gruppeformand Martin Ravn (V) i et læserbrev i Folkebladet fredag.

Horsens er netop nu i gang med en omlægning af infrastrukturen, og det er en glimrende anledning til at forskønne byen og gøre den lidt grønnere.

"Når vi nu alligevel graver op og forandrer, er det oplagt at indtænke træer i den proces. Så har beboere, fodgængere, cyklister og bilister, som nok alligevel ikke slipper for at holde i kø, noget at kigge på og glædes over, når turen går gennem byen", skriver Martin Ravn.

Gruppeformanden foreslår, at de mange nye træer eventuelt kunne navngives efter de nyfødte i kommunen.

"Det kunne også være en virksomhed eller borgere, som sponsorerer træerne og derved får sit navn påhæftet. Det ville give ejerskab og ansvar for træerne og dermed fokus på en fælles grøn udvikling og fremtid", hedder det i læserbrevet.

Bortset fra udlændinge er klimaet det, der betyder allermest for borgerne.
Martin Ravn (V), gruppeformand og formand for plan- og miljøudvalget

Grønt fokus til budgetforhandlinger

Torsdagens læserbrev er det tredje om miljø og klima fra gruppeformandens hånd i denne sommer, og det er ikke tilfældigt.

Venstre vil nemlig, siger Martin Ravn, sætte fokus på den grønne dagsorden ved budgetforhandlingerne, der indledes om en lille måneds tid. Partiets top samles fredag til sommergruppemøde, hvor ønskelisten til de politiske forhandlinger skal skrives, men allerede nu står det klart, at Venstre meget gerne vil diskutere forbedringer på klima- og miljøområdet.

- Bortset fra udlændinge er klimaet det, der betyder allermest for borgerne. Og den ekstremt varme sommer, vi har haft i år, gør nok også, at flere bliver opmærksomme på klimaforandringerne. Vi kan ikke revolutionere verden i Horsens, men vi kan hver især gøre en forskel i dagligdagen, siger Martin Ravn, der også er formand for plan- og miljøudvalget.

I de to tidligere læserbreve har Martin Ravn sat fokus på kvaliteten af drikkevandet og reducering af plast, der gør stor skade på havmiljøet. I begge tilfælde ser Martin Ravn meget gerne et øget samarbejde med lokale virksomheder og undervisningsinstitutioner.

- Det åbner vores erhvervsstrategi op for, og det er for mig oplagt at invitere virksomheder til et samarbejde om at finde løsninger, der understøtter udviklingen af f.eks. nedbrydelige plasticposer, siger Martin Ravn.

Engangsbestik skal væk

Kommunens institutioner skal gå forrest i den grønne omstilling, understreger Martin Ravn. F.eks. ved at reducere brugen af plastic så meget som muligt.

- Et eksempel kunne være engangsbestik, som jeg gerne vil afskaffe, men det skal vi have en snak med institutionerne om, siger han.

Også den kollektive trafik vil Venstre ved budgetforhandlingerne sætte ekstra fokus på. Den skal være mere grøn.

- Det nytter ikke noget, at vi kører rundt med forældede gamle diesel-busser, så det nærmest er sundhedsskadeligt at opholde sig ved Vitus Berings Plads, når der er tre busser på samme tid, siger han.

V: Horsens skal være byen med flest grønne alleer i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce