Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Travlhed er også brændstof til kreative løsninger - og nogle bliver til virkelighed

Thea Celander Maack har arbejdet på M2 siden 2005. I dag er hun specialeansvarlig og vagtplanlægger. Hun trives på afdelingen, fordi hun har fået lov til at udvikle sig fagligt og hele tiden får nye udfordringer. Her får hun en snak med Hans Jensen, som blev indlagt, fordi der var mistanke om, at han havde en blodprop. Det havde han heldigvis ikke, lød svaret på undersøgelserne. Foto: Søren E. Alwan

Travlhed er også brændstof til kreative løsninger - og nogle bliver til virkelighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Massiv travlhed på hjertemedicinsk sengeafsnit M2 satte også skub i arbejdet med at tænke på nye løsninger til at spare tid.

Horsens: For os er det ikke mærkeligt med en høj personaleomsætning.

Sådan lyder det fra Kirsten Løth Lysdal, afdelingssygeplejerske på hjertemedicinsk sengeafsnit M2 på Regionshospitalet Horsens, som i perioden oktober 2016 til oktober 2017 oplevede, at næsten en fjerdedel af sygeplejerskerne blev skiftet ud. Det omfatter også syv på barsel.

Til gengæld var afsnittet også ramt af usædvanlig lang tid med overbelægning.

- Fra januar til juni sidste år havde vi travlt. Jeg har aldrig oplevet en periode, hvor vi havde så travlt så længe. Det er opslidende, og vi havde et par stykker, der bukkede under for den travlhed, siger Kirsten Løth Lysdahl, som i den periode var bekymret for personalets trivsel.

Sygeplejersker: Nu giver arbejdet mere mening for os og patienterne
Travhed på medicinske afsnit
M2, som nu hedder hjertemedicinsk sengeafsnit, og P7, som nu hedder medicinsk sengeafsnit 1, er travle afsnit på Regionshospitalet Horsens.Vinteren 2016-2017 var præget af overbelægning i en usædvanlig lang periode. Det vil sige flere patienter, end der er personale til.

Fra oktober 2016 til oktober 2017 blev næsten hver fjerde sygeplejerske udskiftet på de to afsnit. Det tal ligger på 15 pct. blandt alle husets sygeplejersker.

Samtidig var der mere fravær blandt ansatte på de to afsnit sammenlignet med resten af huset. Mellem 6 og 7 pct. fraværstimer mod 4,5 pct. for alle sygehusets ansatte.

Vi har besøgt de to travle afsnit.

Kilde: HR, Regionshospitalet Horsens

Engangsbækkener og andre ideer

Men presset var ud over et opråb til sygehusledelsen om mere personale også med til at skubbe til den kreative tankegang for at finde minutter, der kunne spares.

- Vi har f.eks. en uro, hvor man kan hænge sine ideer op, fortæller sygeplejerske på M2 Karin Lindstrøm.

En gruppe mødes jævnligt og diskuterer ideerne. Nogle af dem bliver til virkelighed.

- F.eks. var der et forslag om, at patienter, der var friske nok til det, kunne blive spurgt, om de selv ville tage sengetøjet af og lægge det i vasketøjskurven, inden de gik. Og vi oplever, at det er der mange, der gerne vil, fortæller Karin Lindstrøm.

Her opstod ideen om engangsbækkener også - på den måde kan man spare tid med at vaske bækkener.

Alt sammen en tidsbesparelse for personalet.

- Og det betyder noget, at der bliver hørt på os, og at vi udvikler de ideer, der kommer frem, siger Karin Lindstrøm.

Afsnittet har også en trivselsgruppe, som mødes med fem-seks ugers interval. Her er der repræsentanter fra hele personalet. Her tager man en runde: Hvordan går det, har vi os selv med i det?

- Det er en fordel at have et sted, hvor man kan tage problemer op. Små eller store. Selv om man ikke er med i gruppen, kan man få andre til at tage et emne op. Her kan man f.eks. sige, at man synes, det er svært, når der er travlt, siger Karin Lindstrøm.

Hjem om formiddagen

Der blev sat skub i arbejdet med at få flere patienter udskrevet inden middag.

- I den travle periode havde vi allerede overbelægning til natten. Det betyder, at man starter dagen med overbelægning, og der er ikke plads til nye patienter. Samtidig giver det bedre forløb for patienten at blive modtaget i sit hjem kl. 11 i stedet for om eftermiddagen, siger sygeplejerske på afsnittet Thea Celander Maack.

Og stadig flere behandlinger flyttes fra indlæggelse til ambulant behandling.

Hjælp til at komme i gang

Samtidig arbejder afsnittet for at hjælpe nye sygeplejersker ind i arbejdet. Bl.a. i forhold til at træne de særlige opgaver i faget.

- For et års tids siden indførte vi mentorer til de nye sygeplejersker, siger Karin Lindstrøm, som sammen med Thea Celander Maack hører til de garvede sygeplejersker på afsnittet med over 10 års erfaring på stedet.

- Jeg oplever et godt arbejdsmiljø. Og selv når der er faglig undervisning uden for arbejdstid, møder folk talstærkt op, siger Thea Celander Maack.

- Socialt vil vi også gerne hinanden. Det viser sig f.eks. ved, at der er barselgrupper for dem, der er på barsel, siger Karin Lindstrøm.

Klarer selv vikardækning

- Vi har arbejdet på, hvad vi kan gøre inden for de rammer, vi har, siger Kirsten Løth Lysdahl, og grunden til, at vi klarer det - også når der er sygemeldinger - er et stort, engageret personale.

Når der er sygdom, klares vikartimerne primært ved, at det faste personale tager ekstra vagter. Afdelingen er så specialiseret, at det kræver særlige kundskaber for at kunne varetage jobbet.

- Vi er gode til at hjælpes ad med at få det til at hænge sammen, siger Thea Celander Maack, som er vagtplanlægger.

Hun oplever ikke, at folk føler sig presset til at tage ekstra vagter.

- Tager folk nogle ekstra vagter, kan det f.eks. laves med en aftale om, at de får fri på et bestemt tidspunkt, hvor de har behov for det. På den måde er man fleksibel begge veje.

Alle føler et stort ansvar for at løse opgaverne, også når der er sygemeldinger.

- Jeg kan pålægge folk en vagt, men det sker yderst sjældent, siger Kirsten Løth Lysdal.

Samtidig glæder hun sig over, at der aldrig er problemer med at få besat ledige stillinger.