Socialdemokrat og Venstre-kvinde fører fælles valgkamp: Der er mere, der samler end skiller os

Der er mere, der samler os, end der skiller os. Med det mantra går Venstres og Socialdemokraternes spidskandidater i Horsens-kredsen - Birte Andersen og Henrik Dam Kristensen - sammen ind i den kommende valgkamp for at sikre Horsens mest mulig indflydelse i det kommende folketing. Arkivfoto

Socialdemokrat og Venstre-kvinde fører fælles valgkamp: Der er mere, der samler end skiller os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Henrik Dam Kristensen (S) og Birte M. Andersen (V) går sammen ind i den kommende valgkamp, selvom der er stor forskel på deres partiers synspunkter.

Horsens: Det kan godt være, vi er uenige om nogle ting. Men lokalt er der mere, der samler os, end der skiller os.

Med det argument har Birte M. Andersen, der er folketingskandidat for Venstre i Horsens-kredsen, og Henrik Dam Kristensen, der sidder i Folketinget for socialdemokraterne i Horsens-kredsen, indledt et samarbejde.

Et samarbejde, der efter planen skal komme Horsens-området til gode, og som skydes i gang med en fælles tur på Søndergade mandag 28. januar.

- På skærmen ser vi som regel alt det, der splitter os. Men i virkeligheden er der virkelig meget, der samler os. Der er masser af konsensus i dansk politik, og vi vil gerne vise folk, at vi er enige på mange områder, siger Birte M. Andersen, og hun bakkes op af Henrik Dam Kristensen:

- Vi har en fælles dagsorden, der handler om at kæmpe for Horsens-området. Og jo flere vi er til at banke på dørene for at fremme lokalområdets sag, desto bedre, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem, der fortsætter:

- Dansk politik handler også om andet end partipolitik. Vi skal tage hinanden i hånden og kæmpe for Horsens, for ellers er der andre, der løber med tingene, siger Henrik Dam Kristensen.

På skærmen ser vi som regel alt det, der splitter os. Men i virkeligheden er der virkelig meget, der samler os. Der er masser af konsensus i dansk politik, og vi vil gerne vise folk, at vi er enige på mange områder.
Birte Andersen, folketingskandidat for Venstre i Horsens-kredsen
V og S i fælles kamp for Horsens
  • Henrik Dam Kristensen har siddet i Folketinget siden 1990 - kun afbrudt af en pause i 2004 til 2007. Siden november 2005 har han været kandidat for socialdemokraterne i Horsens-kredsen, for hvem han blev valgt ind i Folketinget i november 2007. Han har flere gange været minister.
  • Birte M. Andersen er folketingskandidat for Venstre i Horsens-kredsen. Det har hun været siden september 2016. Hun sidder i byrådet i Skanderborg Kommune og arbejder som distriktschef i ældreplejen i Skanderborg Kommune.

Stadig uenige på mange punkter

Folketingsvalget er som bekendt ikke udskrevet endnu, men da det skal afholdes senest om knap fem måneder, er de fleste folketingskandidater allerede gået i valgkamps-mode.

Og selvom Birte M. Andersen og Henrik Dam Kristensen kommer fra to partier, der i landsdækkende debatter formentlig kommer til at fremhæve forskelle frem for ligheder, så giver et lokalt samarbejde mening, mener de.

- Der er så mange emner, hvor vi er enige: Ønsket om en Kattegatforbindelse, en bedre infrastruktur her i området og at sikre nok kvalificeret arbejdskraft til vores lokale virksomheder, siger Birte M. Andersen.

- Når det f.eks. handler om en udvidelse af E45 her i Østjylland, skal vi stå sammen for at sikre, at vi ikke bliver glemt, siger Henrik Dam Kristensen, der dog understreger, at samarbejdet mellem de to kandidater ikke skal ses som en total forbrødning mellem de to partier.

- Vi er stadig uenige på mange punkter. F.eks. når det handler om at prioritere skattelettelser frem for velfærd, og vi er heller ikke enige om regeringens nye sundhedsudspil. Men vi kan sagtens arbejde sammen, og det er kun fornuftigt, at vi gør det på alle de områder, hvor det er muligt, siger han.

Klogere sammen

De to politikere kommer ind i valgkampen med hver sin baggrund. Mens Henrik Dam Kristensen sidder i Folketinget og har snart 30 års erfaring som parlamentariker og minister, så er Birte M. Andersen mere ny i det politiske game. Hun sidder i dag i byrådet i Skanderborg, men har endnu ikke haft plads i Folketinget. Til gengæld har hun mange års erfaring som medarbejder i sundhedsvæsenet.

- Han er en dygtig mand, som jeg kan lære meget af, og jeg håber også, jeg kan bidrage med noget til ham. Jeg synes, det er vigtigt, at vi to gamle partier står sammen. Vi har historien med på hver sin måde, og med alle de nye, der kommer på banen og gerne vil vende alting på hovedet, synes jeg, det er vigtigt, at nogen står fast. Og står sammen, siger Birte M. Andersen.

Begge politikere understreger dog, at det nye samarbejde, som kommer til at indeholde fælles vælgermøder, fælles besøg på lokale institutioner og virksomheder og snakke, er åbent for andre interesserede.

- Alt andet ville da være udemokratisk. I bund og grund handler det jo om, at vi begge brænder for Horsens og for Østjylland. Og det skal vi udnytte både før og efter valget. Vi skal blive klogere sammen, siger Henrik Dam Kristensen.

Socialdemokrat og Venstre-kvinde fører fælles valgkamp: Der er mere, der samler end skiller os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce