Skræddersyet kampsportscenter i Horsens får hug før første sten er lagt

Der er 13 kampsportsklubber i Horsens. En af de klubber, der vil blive tilbudt at flytte til det nye kampsportscenter bag Forum Horsens, er Horsens Shotokan Karate, der i dag har adresse på Ormhøjgårdsvej i Sydbyen. Arkivfoto: Morten Marboe

Skræddersyet kampsportscenter i Horsens får hug før første sten er lagt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Omkring sommerferien næste år vil et nyt kampsportscenter, om alt går vel, blive indviet bag Forum Horsens. Nu sætter forvaltningen turbo på dialogen med de 13 potentielle lejere i det nye center. Venstre kalder centret en hovsa-løsning.

Horsens: Kampsportsklubberne i Horsens får et nyt kampsportscenter ved Forum Horsens på Langmarksvej.

Et flertal i byrådet bestående af S, SF, EL og LA sagde på byrådsmødet mandag aften god for, at Horsens Kommune yder en lånegaranti på op til 20 mio. kr. til den selvejende institution Parkhallen, der skal stå for byggeriet og driften af centret.

- Vi får spritnye lokaler, der bliver skræddersyet til foreningerne, det er en økonomisk nulløsning, vi får løst 90 pct. af de lokaleproblemer, vi har i dag, og vigtigst af alt tror jeg, at centret vil bidrage til, at vi får glade og motiverede kampsportsudøvere, lød det på byrådsmødet fra Jakob Bille (LA), formand for kultur- og civilsamfundsudvalget, der forventer, at byggeriet kan gå i gang i det sene efterår i år og stå færdigt til indvielse omkring sommerferien 2019.

Centret skal bygges som en tilbygning til Forum Horsens op imod kolonihaverne. Forvaltningen forventer, at centret bliver på ca. 2000 kvm, men størrelsen afhænger af, hvor mange klubber, der er interesseret i at flytte ind i centret.

Seks klubber har modtaget ideen om at flytte til Langmarksvej positivt, andre klubber er mere forbeholdne, og en lille håndfuld klubber har forvaltningen endnu ikke været i dialog med.

- Nu er det politiske på plads. Vi ved, at det bliver til noget, og nu kan vi for alvor gå i gang med dialogen med foreningerne én for én, siger Jakob Bille.

Hvis man har den holdning, at hvis man ikke kan redde hele verden, så vil man ikke redde noget, kommer man ikke ret langt.
Andreas Boesen (S), gruppeformand
Kampsportsklubberne i Horsens
Der er 13 kampsportsforeninger i Horsens, der potentielt kan blive en del af det kommende kampsportscenter ved Forum Horsens. Forvaltningen på rådhuset har i denne sag opdelt dem i tre grupper.

Foreninger, som er positive over for ideen, og som administrationen har en dialog med:
  • Bokseklubben Vitus
  • Horsens Judoklub
  • Horsens Muay Thay
  • Horsens Styrkeløft Klub
  • Horsens Taekwondo Klub
  • Simple Defence (del af Firmaidrætten)


Administrationen har desuden været i dialog med tre foreninger i processen omkring et foreningscenter i nedlagte industribygninger. Disse foreninger er af forskellige årsager mere forbeholdne over for et samlet foreningscenter, men forvaltningen har ikke drøftet et kampsportscenter med disse foreninger:
  • AK Herkules
  • Horsens Jiu-jitsu Klub
  • Karatecenter Horsens


Yderligere fire kampsportsforeninger modtager lokaletilskud. Der har ikke været drøftelse omkring hverken foreningscenter i nedlagte industrilokaler på Ane Staunings Vej eller kampsportscenter ved Forum Horsens med disse foreninger:
  • Brydeklubben Hermod
  • Horsens Athletklub
  • Horsens Selvforsvarsklub
  • Horsens Shotokan Karate Klub


Seks kampsportsklubber er i dag lejere i et erhvervslejemål, der ifølge kommunen "ikke er egnet til" foreningsaktiviteter. Ny lovgivning, bl.a. bandepakken, gør det ulovligt at drive foreninger i lokalerne, og foreningerne har derfor et akut behov for nye lokaler. Foreningerne er:
  • Horsens Shotokan Karate Klub
  • Horsens Selvforsvarsklub
  • Horsens Jiu-jitsu Klub
  • Bokseklubben Vitus
  • Horsens Judoklub
  • Horsens Taekwondo Klub

Løser ikke alle problemer

Centret løser et akut problem for tre klubber, der i dag reelt bor ulovligt til leje, men det løser ikke problemet for alle, heller ikke uden for kampsportsverdenen, og det blev problematiseret af Venstre, der ligesom Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod forslaget.

- Tre ud af seks foreninger og klubber, Horsens Garden, dartklubben og billardklubben, vil fortsat bo ulovligt, så vi løser altså ikke 90 pct. af problemet, som du siger, Jakob, men kun 50 pct., konstaterede Martin Ravn (V).

Henning Jensen (V) kaldte centret en "hovsa-løsning", der ikke er gennemtænkt ordentligt, efter at forvaltningen opgav en idé om at placere et kampsportscenter i nedlagte fabriksbygninger på Ane Staunings Vej.

- Da det ikke lykkedes at etablere et center på Ane Staunings Vej, blev vi stillet i udsigt, at forvaltningen skulle præsentere os for flere alternativer. Her har vi kun ét forslag, som vi kan sige ja eller nej til. Vi vil gerne have en mere helhedsorienteret løsning, hvor et springcenter kan integreres - en mere fleksibel løsning. Det skal syde og boble hele dagen, og ikke kun med kampsport, lød det fra Henning Jensen (V).

Jakob Bille svarede, at det ikke er udelukket, at der skal bygges videre, og at han gerne ser, at udvalget tager et springcenter med i de fremtidige overvejelser.

Fra Michael Nedersøe (DF) lød kritikken, at det vil være svært at tilgodese de forskellige klubbers behov i delte lokaler.

Økonomien i projektet er ifølge beregningerne fra forvaltningen en nulløsning for kommunen. Parkhallen får et driftstilskud, der svarer til ydelsen på lånet og de løbende driftsudgifter. Udgifterne modsvarer det lokaletilskud, kommunen i dag betaler til kampsportsforeningerne. Det løber op i 1,2 til 1,4 mio. kr. om året.

Skræddersyet kampsportscenter i Horsens får hug før første sten er lagt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce