Se, hvor Horsens får ros: Dansk Byggeri håber, andre vil lade sig inspirere af Horsens

Horsens Kommune bruger længere tid end tidligere, når der skal behandles byggesager. Det skyldes overgangen til et nyt system sammenholdt med det ekstremt høje aktivitetsniveau i kommunen, hvor der bygges som aldrig før, påpeger borgmester Peter Sørensen (S). På trods af sagsbehandlingstiden scorer Horsens Kommune dog højt i en samlet bedømmelse af erhvervsvenligheden. Arkivfoto

Se, hvor Horsens får ros: Dansk Byggeri håber, andre vil lade sig inspirere af Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Horsens Kommune er ifølge Dansk Byggeri blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner. Sidste år hoppede Horsens fra nummer 28 til nummer fem på ranglisten, og den placering har kommunen formået at bevare.

Horsens: Overordnet gør Horsens Kommune det godt for erhvervslivet - så godt, at Horsens er den femte mest erhvervsvenlige kommune i landet og bedst blandt de østjyske kommuner.

Det konkluderer Dansk Byggeri, som for ottende år i træk har taget bestik af landets kommuner, når det gælder 23 parametre, der alle betyder noget for at drive virksomhed. På baggrund af kommunernes præstation inden for de 23 parametre, som vægter i forskellig grad, har Dansk Byggeri ranglistet kommunerne.

I forhold til sidste års score kan Horsens Kommune bryste sig af fremgang på nogle områder og tilbageskridt på andre. Men summa summarum har Horsens fastholdt samme placering som sidste år. Det sker, mens ni ud af Østjyllands 11 kommuner er rutsjet ned ad listen.

- Det er kedeligt, at det går den forkerte vej i de fleste østjyske kommuner, men heldigvis har Horsens formået at holde fast i sin femteplads. Det er rigtig flot, og jeg håber, at resten af vores østjyske kommuner vil lade sig inspirere af Horsens, som er et bevis på, at hvis man arbejder for sagen, så kommer der også et godt resultat ud af det, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland, i en pressemeddelelse.

Der er mange områder, hvor tingene er lykkedes, men det er ikke noget, Horsens Kommune gør alene. Det sker i samspil med både Dansk Byggeri, andre erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og virksomhederne.
Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune
Dansk Byggeris analyse af erhvervsvenlighed
  • Dansk Byggeri har set på i alt 23 parametre inden for seks områder: byggesagsbehandling, skatter og afgifter, erhvervsaffald, udbud, arbejdsmarked og uddannelse samt kommunale investeringer og udlicitering af tekniske opgaver. Ikke alle parametre vægter lige tungt. Det er Dansk Byggeris medlemmer, der har vægtet den indbyrdes vigtighed af de enkelte parametre.
  • Analysen bygger primært på data fra officielle datakilder. Desuden indhentes en del af oplysningerne fra kommunerne selv.
  • Horsens Kommune ligger helt i top, når det gælder dækningsafgift, udbudspolitik, offentliggørelse af udbud, dialogmøder, byggeriets regler, politik om erhvervspraktik i folkeskole samt skole-virksomhedssamarbejde.
  • Der er plads til forbedringer i Horsens Kommune, når det gælder blandt andet tilgængelighed og åbningstider samt konkurrenceudsættelse af driftsopgaver.
  • Odder Kommune daler i årets analyse fra en fjerdeplads til en plads som nummer 22. Hedensted fra en placering som nummer 11 til nummer 27. Skanderborg fra 18 til 31. Aarhus rutsjer fra nummer 42 til nummer 74.
  • Billund Kommune ligger nummer et for tredje år i træk. I bunden ligger Rødovre Kommune, der er rykket fra nummer 96 til nummer 98.

Borgmester: tag det for, hvad det er

Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) glæder sig over anerkendelsen fra Dansk Byggeri.

- Den er jeg virkelig stolt af på medarbejdernes vegne, fastslår han.

Det er ikke så meget femtepladsen i sig selv, borgmesteren er stolt af.

- Man skal tage disse undersøgelser for, hvad de er. Det er små ting, der flytter en kommune fra nummer et til 20 eller fra nummer 20 til 50. Det er da rart at være med i toppen, men jeg synes, det mest interessante er, at Dansk Byggeri anerkender, at vi i fællesskab arbejder på rigtig gode løsninger. Vi er jævnligt og ofte i dialog med både Dansk Byggeri og de andre erhvervsorganisationer - og for mig er denne form for analyser mest et godt dialog-værktøj, som peger på ting, det giver mening at arbejde videre med, siger han.

Det gælder blandt andet fortsat samspil mellem kommune og virksomheder, når det gælder arbejdsmarked og uddannelse samt ikke mindst infrastruktur, der er blevet en fast bestanddel på parternes dagsorden, siger Peter Sørensen.

Længere tid om byggesager

Når det gælder behandlingstiden for byggesager, har Horsens Kommune mistet kadence, så det bliver også et fokusområde, siger han. På det punkt er Horsens placeret som nummer 43 - sidste år som nummer 12. Forklaringen skal ifølge borgmesteren findes i overgangen til et nyt system, som kræver tilvænning for alle. Den udfordring gælder alle kommuner, men sammenholdt med det høje aktivitetsniveau, der er i Horsens, rammer den hårdt her, mener borgmesteren.

- Det er ikke sådan, der ikke er travlt andre steder. Men vi har et ekstremt højt aktivitetsniveau, og på den baggrund går det faktisk godt - dét er jeg virkelig stolt af på alle medarbejderes vegne, og det glæder mig, at medarbejderne nu får anerkendelse fra Dansk Byggeri.

Se, hvor Horsens får ros: Dansk Byggeri håber, andre vil lade sig inspirere af Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce