Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


S har skiftet mening: Nu får vi to timers gratis parkering på de kommunale p-pladser i midtbyen

Når betalingsautomaterne er justeret, og nye skilte er sat op, vil bilisterne få de to første timer gratis, når de parkerer på de kommunale p-pladser. Arkivfoto

S har skiftet mening: Nu får vi to timers gratis parkering på de kommunale p-pladser i midtbyen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et enigt økonomi- og erhvervsudvalg har sagt ja til et forslag fra Jakob Bille (LA) om at lade de to første timers parkering på kommunale p-pladser være gratis. Ordningen skal foreløbig gælde et år, hvorefter den skal evalueres af politikerne.

Horsens: Inden årsskiftet får bilisterne lov til at parkere to timer gratis på de kommunale parkeringspladser i Horsens midtby.

På økonomi- og erhvervsudvalgets møde mandag lød der et enstemmigt ja til et forslag fra Jakob Bille (LA) om at indføre ordningen i en forsøgsperiode på et år, hvorefter det skal evalueres, om den skal fortsætte. Ordningen sættes i gang, når de mulige tekniske udfordringer er overvundet, og byrådet har sagt endelig ja til det.

- Vi regner med, at det kan sættes i gang i god tid inden julehandlen, konstaterer borgmester Peter Sørensen (S).

Socialdemokraterne har hidtil været modstander af gratis parkering, men ny lovgivning fra Christiansborg har fået borgmesteren til at skifte holdning. Den nye lov betyder, at Horsens Kommune skal videresende 70 pct. af indtægterne ved parkering, som i dag ligger på 2,5-3 mio. kr. om året, til staten.

- Loven er lavet for at forhindre store kommuner som København i få store indtægter på parkeringen, men den rammer alle kommuner, også Horsens. I den situation kan vi godt være med til at indføre gratis parkering i to timer som et forsøg. Jeg vil hellere have, at borgerne får glæde af det her, end at vi bare sender pengene til staten, siger han.

Jeg vil hellere have, at borgerne får glæde af det her, end at vi bare sender pengene til staten.
Peter Sørensen (S), borgmester

Skal følges tæt

Forsøgsordningen skal som omtalt evalueres efter et år, og Peter Sørensen (S) understreger, at ordningen skal overvåges grundigt.

- Vi har jo betalingsparkering for at skabe mere cirkulation på pladserne, og vi må se, hvilken betydning det får for cirkulationen med den nye ordning. Der er også det faktum, at vi har betalingsparkering fra kl. 9, og det vil nu reelt være fra kl. 11. Det vil vi følge tæt, siger han.

S har også tidligere talt imod gratis parkering, fordi det vil påvirke private investorers lyst til at opføre de p-huse, som byrådet ønsker sig. Det mener han fortsat.

- Det vil ikke skærpe interessen, at vi forsøger os med det her, men fortsætter befolkningstilvæksten som nu, tror jeg, at der stadig vil være et godt grundlag for private p-huse, siger han.

Aktuelt vil det være oplagt, siger Peter Sørensen, at sætte fart i planerne om at etablere et privat finansieret p-hus på den kommunale p-plads Torvegården i Nørregade.

- Lovgivningen kan give os en anledning til at se nærmere på parkeringsstrategien og presse på for, at flere p-pladser bliver private, siger han.

LA håber på permanent ordning

En særdeles tilfreds Jakob Bille håber nu, at forsøgsordningen kan sættes i gang hurtigst muligt.

- Vi gør det jo også for at lette livet for de handlende i forbindelse med opgravningen af Søndergade, og den går i gang meget snart, så allersenest til byrådsmødet i september håber jeg, at vi kan få det vedtaget, siger Jakob Bille, der allerhelst havde set, at ordningen var blevet permanent.

- Men jeg er nu ikke bange for evalueringen. Den skal nok blive positiv, så ordningen efterfølgende vil blive permanent, vurderer han.

Rent praktisk vil ordningen fungere sådan, at bilister tjekker ind og ud af betalingsautomaten som i dag, manuelt eller via en app, men at man først bliver trukket for betaling efter to timer. Det kræver ny skiltning og en omprogrammering af de eksisterende betalingsautomater.

S har skiftet mening: Nu får vi to timers gratis parkering på de kommunale p-pladser i midtbyen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.