Rotary Kunstmesse melder klar til niende omgang

Henrik Dencker foran nogle af sine værker. Han er med, når de tre rotary-klubber i Horsens i weekenden 2.-3. marts inviterer til kunstmesse. Pressefoto

Rotary Kunstmesse melder klar til niende omgang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fylder i weekenden 2.-3. marts igen Magasinet på Fængslet med malerier, skulpturer, grafik - og ikke mindst kunstnerne bag værkerne.

Horsens: Aftalerne med 40 kunstnere er på plads, Magasinet på Fængslet er booket, og alt meldes nu klar til den niende Rotary Kunstmesse i Horsens.

Den foregår lørdag 2. og søndag 3. marts.

De otte første messer var Horsens Vestre Rotary Klub alene om. Det ændrer sig i år, hvor byens to andre Rotary-klubber træder ind i gruppen bag det store arrangement, der plejer at trække en bred kreds af kunstinteresserede til Fængslet på Fussingsvej.

Arrangørerne lokker med, at der er tale om 40 anerkendte kunstnere. Og at det med anerkendt ikke altid giver sig selv, indrømmer Frank Buchgraitz gerne.

Han er selv maler, han var den oprindelige initiativtager til den succesfulde messe, og han er stadig manden, der har styr på bl.a. udvælgelsen af kunstnere.

- Vi vil gerne vise bredden i kunst, siger han. Derfor lægger vi vægt på, at der skal være både maleri, skulptur og f.eks. grafiske arbejder.

Rotary og Horsens
  • Rotary er et verdensomspændende erhvervsnetværk med en stærk humanitær profil.
  • Rotarys motto er "Service above self". Internationalt er Rotary bl.a. kendt for at være drivkraften bag, at den frygtede sygdom polio efter flere end 30 års kamp er tæt på at være udryddet.
  • I Horsens er der tre Rotary-klubber: Vestre, Østre og Vitus Bering. De tre klubber er i år for første gang fælles om kunstmessen.
  • Overskuddet går til humanitære formål såvel internationalt som lokalt. Seneste har de tre klubber sammen støttet Kirkens Korshærs varmestue med renovering af stedets terrasse.
Kunstmessen plejer at samle op mod 1000 besøgende. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Kunstmessen plejer at samle op mod 1000 besøgende. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Røre og bevæge

Samtidig gør holdet bag messen sig umage med at vælge kunstnere, hvis udtryk er forskelligt. Det gør et besøg mere interessant for publikum.

Kvaliteten er der også fokus på.

- Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvad kunst er, men vi lægger vægt på, at de kunstnere, der udstiller på messen, har en høj håndværksmæssig kvalitet og stort kendskab til kunstens virkemidler, siger Frank Buchgraitz og tilføjer:

- Desuden må deres værker gerne have potentiale til at røre og bevæge publikum.

Dertil skal lægges det særlige ved Rotary Kunstmesse: At kunstnerne er til stede begge dage, så besøgende kan få en snak med dem om kunsten og deres arbejder.

Henrik Dencker henter bl.a. sin inspiration i tegneseriernes verden. Pressefoto
Henrik Dencker henter bl.a. sin inspiration i tegneseriernes verden. Pressefoto

På must-see-listen

Selv glæder Frank Buchgraitz sig i særlig grad til at opleve Henrik Dencker:

- Han har udstillet på kunstmesser i Danmark, Tyskland og senest i Holland. Netop i januar og februar i år fik Henrik Dencker tildelt et kunstophold i Palm Springs i det sydlige Californien. Stedet er kendt for modernisme, og Henrik Dencker afsluttede opholdet med en velbesøgt pop-up-udstilling.

En anden kunstner på Frank Buchgraitz private must-see-liste er Torben Jetsmark.

- Jetsmark kommer fra scenekunstens verden. Han er en klassisk uddannet skuespiller fra Det kgl. Teater og har senere manifesteret sig som teaterleder, skuespiller, sceneinstruktør og lærebogsforfatter. Sideløbende med sit teaterarbejde har han arbejdet med fremstilling af teatermasker, især italienske komedie-masker inspireret af hans læremester Dario Fo.

Farver i tykke lag

Blandt udstillerne dukker også enkelte lokale navne op. Her glæder Frank Buchgraitz sig til et gensyn med Jørgen Bæk fra Løsning.

- Hans billeder må betegnes som noget i retning af spontant abstrakte. Jørgen Bæk har været meget optaget og inspireret af Asger Jorns malerier, og han har gennem årene fået indarbejdet sit eget personlige udtryk i kraftfulde farver, lagt på i tykke lag, forklarer Frank Buchgraitz.

Kunstmessen er åben kl. 10-16 begge de to messedage.

Rotary Kunstmesse melder klar til niende omgang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce