Lastbil-belastning på industrivejene: Sådan vil politikere løse problemet

Egeskovvej i Gedved er en af de veje, der de seneste år har haft problemer med langtidsparkerede lastbiler. Foto: Morten Pape

Lastbil-belastning på industrivejene: Sådan vil politikere løse problemet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et forslag om at øge kontrollen med ulovligt parkerede lastbiler blev nedstemt på møde i plan- og miljøudvalget. I stedet skal et dialogmøde med Dansk Industri og Business Horsens bane vejen for en varig løsning.

Horsens: Der ligger intet til hinder for at øge kontrollen med lastbiler, der langtidsparkerer ulovligt i Horsens' industriområder.

Det mente både Venstre og Dansk Folkeparti, da spørgsmålet for nyligt blev taget op i kommunens plan- og miljøudvalg.

Alligevel blev forslaget, der blev stillet af Dansk Folkeparti, nedstemt af de øvrige af udvalgets partier.

- Forslaget indeholder ikke nogen ekstra penge, så hvis vi bare vedtog det nu, ville det betyde, at der ville være mindre parkeringskontrol i midtbyen. Og jeg tror ikke, at det løser problemerne at øge kontrollen, siger Niels Peter Bøgballe (S), næstformand i udvalget.

I stedet er udvalgsmedlemmerne blevet enige med Business Horsens og Dansk Industri i Horsens om at holde et dialogmøde 17. september, hvor situationen skal drøftes.

Her håber parterne at komme nærmere et svar på, hvordan man løser den eksisterende udfordring med lastbilchauffører, der parkerer ulovligt, dumper affald og skaber pladsudfordringer for forbipasserende.

Løsningsforslag
Forvaltningen er kommet med tre bud på, hvordan problemerne med langtidsparkerende lastbilchauffører i Horsens Kommune kan kommes til liv.
  1. Øget p-kontrol. Forvaltningen foreslår at øge kontrollen af ulovligt parkerede lastbiler. En effektiv kontrolindsats vil ifølge forvaltningen kræve en opnormering på parkeringsvagtsområdet på halvanden årsværk. Det svarer til en merudgift på 500.000 kroner plus de engangsudgifter, der ligger i at uddanne nyt personale.
  2. Etablering af parkeringsområde. Forvaltningen foreslår at etablere et parkeringsområde, hvor lastbiler kan langtidsparkere. Dette kan gøres i kommunalt regi, privat regi eller i en kombination. Forvaltningen har regnet ud, at en lastbilparkeringsplads til 50 lastbiler, svarende til cirka 5000 kvadratmeter, vil koste cirka 5,1 millioner kroner at anlægge. I overslaget er medregnet et toilet, lys på pladsen og trådhegn rundt om.
  3. Tværkommunalt samarbejde. Forvaltningen foreslår en tværkommunal løsning, hvor Horsens Kommune går sammen med andre kommuner om at finde en løsning.

Tages op i byrådet

Alle medlemmer i plan- og miljøudvalget er enige om, at der skal findes en løsning på udfordringen med langtidsparkerede lastbiler, som Horsens Folkeblad gennem den seneste tid har belyst.

Forvaltningen er derfor kommet med tre bud på, hvordan problemet kan løses.

Et af løsningsforslagene er, i tråd med Dansk Folkepartis forslag, at øge kontrollen med lastbilerne. Forvaltningen vurderer i den forbindelse, at en effekt indsats vil kræve, at kommunen opnormerer parkeringsvagtsområdet med halvandet årsværk svarende til en merudgift på 500.000 kroner.

Den betragtning er Michael Nedersøe (DF), der står bag forslaget om at øge parkeringskontrollen, ikke enig i.

- Jeg tror godt, det kan klares inden for de eksisterende rammer. Og jeg er ærgerlig over, det ikke blev stemt igennem, for vi kan ikke have den form for campering inden for vores kommune. Det generer borgere og virksomheder, siger han.

- Derfor handler det om at gøre det så besværligt som muligt for de vognmænd og speditører, der lukrerer på at have lavtlønnet arbejdskraft, siger Michael Nedersøe, der tager afstemningen op påny ved næste byrådsmøde.

25 timers reglen
  • En af årsagerne til, at plan- og miljøudvalget i øjeblikket tager udfordringen med langtidsparkerede lastbiler på kommunale veje op, er 25 timers reglen.
  • 25 timers reglen blev vedtaget i folketinget med virkning fra 1. juli i år og betyder, at lastbiler højst må stå parkeret på danske motorvejsrastepladser i 25 timer ad gangen.
  • Det betyder eksempelvis, at udenlandske langturschauffører ikke længere kan udføre deres weekendhvil på motorvejsrastepladserne, men er nødt til at finde et andet sted at "campere".
  • Dette rummer en risiko for, at chaufførerne i stedet langtidsparkerer på kommunale veje, heriblandt industriområder i Horsens Kommune.
  • 25 timers reglen får muligvis en kort levetid, eftersom EU Kommissionen i øjeblikket arbejder på at få den fjernet. Reglen er således problematisk i forhold til EU's hviletidsregler, der pålægger chauffører at holde et ugentligt 45 timers hvil.

Det ene udelukker ikke det andet

Foruden Dansk Folkeparti og Venstre mente partierne i plan- og miljøudvalget, at det gav bedst mening at vente med at træffe en beslutning om parkeringskontrollen, til efter udvalget har haft dialogmødet med Dansk Industri og Business Horsens.

Det rationale ser Michael Nedersøe ikke mening i, og han får i den sammenhæng opbakning fra udvalgsformand Martin Ravn (V).

- Vi mener, at det er to ben, der godt kan køre sideløbende. At man godt kan øge parkeringskontrollen nu og så sidenhen diskutere, hvordan vi løser det, så lastbilerne kan få et sted at holde, siger Martin Ravn.

Risikerer at blive samlingssted

Forvaltningens andet forslag er nemlig at etablere et parkeringsområde, hvor lastbiler kan langtidsparkere. En opgave, der både kan løses kommunalt, privat eller i en kombination.

- Men det skal gøres på en måde, så det ikke er konkurrenceforvridende, og selvom man opretter en holdeplads, må chaufførerne ikke overnatte i lastbilerne, så alt det skal man have 100 procent styr på, inden man etablerer noget, siger Martin Ravn.

Forvaltningens sidste forslag går på at løse udfordringerne gennem et tværkommunalt samarbejde. En løsning, Niels Peter Bøgballe finder nødvendig.

- Hvis vi blot finder en løsning i Horsens, risikerer vi at blive samlingssted for alle lastbiler i Jylland. Derfor er vi begyndt at indlede dialog med andre kommuner, siger Niels Peter Bøgballe.

Lastbil-belastning på industrivejene: Sådan vil politikere løse problemet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce