Plan- og miljøudvalget fravalgte bygherrens ønske om at give Kvickly-grunden navnet Sankt Helene Torv. Vejen igennem området skal opkaldes efter Lilli Gyldenkilde, markant SF-politiker fra Horsens.
Horsens: Navnet Kvickly-grunden eksisterer ikke længere. På plan- og miljøudvalgets møde tirsdag blev det besluttet, at grunden fremover skal hedde Lilli Gyldenkildes Torv.
Udvalget fulgte dermed ikke indstillingen fra forvaltningen, der anbefalede politikerne at imødekomme bygherrens ønske om at kalde grunden for Sankt Helenes Torv.
Vejen, der forbinder de kommende mange boliger og butikker på grunden, bliver opkaldt efter Lilli Gyldenkilde, der kom fra og levede det meste af sit liv i Horsens, og fra 1977-1994 var en markant folketingspolitiker for SF.
Lilli Gyldenkilde er et oplagt valg, mener formanden for plan- og miljøudvalget, Martin Ravn (V).
- Forslaget kom fra Socialdemokratiet, men der var fuld enighed i udvalget. Vi følger op på vores erklærede ønske om at navngive flere veje efter kvinder, og her passer Lilli Gyldenkilde jo perfekt ind. Også fordi flere veje i området er opkaldt efter politikere. Jeg husker selv, at hun havde en stor stjerne blandt vælgerne i Horsens, selvfølgelig særligt på venstrefløjen. Hun var en kvinde med et stort hjerte, der brændte for de svage i samfundet, og en kvinde, som der var mange i Horsens, der holdt af, siger Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget.
Martin Ravn nævner også, at navnet Sankt Helene Torv også blev fravalgt, fordi det kan give forviklinger, at vejen ligger umiddelbart ved siden af Sankt Helene Vej.
Niels Peter Bøgballe (S), næstformand for plan- og miljøudvalget, mener, at valget af en markant kvindelig politiker er helt naturligt.
- Sankt Helene har i forvejen en vej i Horsens. Vi har et ønske om at fremhæve de stærke kvinder, vi har haft i Horsens, og Lilli Gyldenkilde er en af dem. På havnen har vi også netop fået en vej opkaldt efter Jenny Kammersgaard, og der er flere gode emner til de næste veje, siger han.
Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme, der ejer grunden, kendte ikke til politikernes beslutning om det nye navn, da Folkebladet kontaktede ham onsdag formiddag.
- Det er helt nyt for mig, og jeg vidste faktisk slet ikke, at politikerne har et tema med politiker-navne i området. Men umiddelbart lyder det som et rigtigt godt valg, som vi da bestemt vil tage til os, siger Peter Olsson, der håber, at der med det nye navn vil opstå en større folkelig bevidsthed om grunden.
- Jeg er glad for, at vi nu slipper af med navnet Kvickly-grunden, der jo refererer til fortiden og ikke fremtiden, siger han.
Lilli Gyldenkildes datter, Susan Gyldenkilde, der sidder i byrådet for Socialdemokratiet, fik den overraskende og glædelige besked tirsdag aften.
- På familiens og hendes vegne er jeg beæret og stolt. Det er jeg sikker på, at min mor også ville være på hendes sædvanlige ydmyge måde. Det er en stor anerkendelse af min mor, og jeg er da berørt over, at udvalget vil give den til hende. Min mor elskede Horsens, og hun glædede sig over den gode udvikling i byen, der var ansats til, allerede inden hun døde i 2003, siger hun.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.