Den unge er 10 år, den ældste 67. Et halvt hundrede spiller med, når Komediehuset på Middelalderfestivalen givet sit bud på "Liv og død bag portene".
Horsens: Komediehuset og Middelalderfestivalen i Horsens hænger uløseligt sammen.
Sådan har det været i årevis - og sådan bliver det på den kommende festival fredag den 24. og lørdag den 25. august.
"Liv og død bag portene" hedder det aktuelle projekt, som sender et halvt hundrede frivillige ud i "et stort, støjende og underholdende udendørsteater", som det udtrykkes.
Onsdag og torsdag aftener blev der øvet på livet løs i at indfange den brogede middelalder. Dramatiske optrin skal veksle med dagligdag i Middelalderfestivalens "by".
- Vi har mødt en fantastisk opbakning, siger Sabrina Koch fra Komediehuset.
Nogle er i forvejen gode venner af huset, andre nye ansigter. Den yngste har rundet 10 år, den ældste er 67. Alle glæder de sig til, at der kommer publikum på aktiviteterne, som er koncentreret omkring arealet fra Fussingsvej op til Fængslets portbygning.
Blandt de nye ansigter er Ida Vang Petersen og Bjørk Havboe-Møller.
De har fået tildelt roller som et ægtepar, der lever af at sælge brænde. Det er nu mest hende, der styrer det hele, for han er en doven rad, der sover eller går til mjødhuset, når han kan se sit snit til det.
- Vi har været til festivalen et par gange i hverdagstøj og tænkte, at det kunne være fedt at opleve det hele indefra, siger Bjørk Havboe-Møller om, hvorfor de to reagerede på et Facebook-opslag om "Liv og død bag portene".
Nu hugger de så brænde og spiller med i de mange større og mindre optrin, der indgår i middelalder-livet.
Det samme gør Therese Elliot, som tager fra Randers til Horsens for at lege middelalder.
En stor interesse for historie betyder, at hun gennem flere år har været en del af den gruppe frivillige, som Horsens Kommune trækker på. Nu er hun sprunget over til Komediehuset, fordi "jeg elsker teater", som hun siger.
- Og det er superfedt at være med. Man får middelalderlivet ind på en helt anden måde, end når man er "almindelig" frivillig, konstaterer hun, inden hun griber en kost og haster af sted til et opgør mellem to af byens klaner.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.