Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klassiske musikere skal hjælpe Holmboe-festival ind på ny kurs

Thea Vesti Pedersen vil være kendt af mange i det østjyske som en særdeles aktiv musiker og arrangør. Nu skal hun være med til at tegne fremtiden for Holmboe-festivalen. Arkivfoto: Martin Ravn

Klassiske musikere skal hjælpe Holmboe-festival ind på ny kurs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den traditionelle festival sættes på pause og afløses af koncerter, der udfordrer den klassiske genre.

Horsens: En organist, en klassisk guitarist og en operasanger skal give Horsens Kommune gode råd om, hvordan den klassiske musikfestival Holmboe i Horsens tackler fremtiden.

Festivalen har siden 2000 fyldt nogle af forårets dage med klassisk musik, og Holmboe i Horsens er blevet et begreb hos ikke kun det lokale publikum. Interesserede i klassisk musik har fra hele landet fundet vej til byen, og DR's klassiske P2-kanal har jævnligt været på besøg.

Alligevel har Horsens Kommunes kultur- og eventafdeling, som står bag festivalen, besluttet, at det er tiden til at afprøve et nyt format.

Allerede for et halvt års tid siden blev det meldt ud, at den traditionelle Holmboe-festival sættes på pause. I stedet skal der i løbet af året afvikles en række koncerter, der har den klassiske musik som omdrejningspunkt, men som samtidig leger lidt med genren.

Nu sættes der så navne på holdet, som skal udstikke den kommende kurs.

Kulisselageret skal stå i spidsen for den nye indsats, der kommer til gå under navnet "Lydhør". Samtidig får spillestedets leder Jeppe Vind et rådgivende udvalg med repræsentanter fra det lokale klassiske miljø og nogle velkendte navne udefra: Kevin Laplante (organist i Vor Frelser Kirke), Thea Vesti (klassisk guitarist, kulturel entreprenør og tidligere leder af Kulturmetroen i Horsens) samt Andrea Pellegrini (operasangerinde, som bl.a. for et par år siden medvirkede i "Horsens-operaen").

Sådan kan du følge med i den klassiske musik
Fremover kan du finde information om "Lydhør"-aktiviteterne på Facebook ved at søge på "Lydhoer - klassisk i Horsens". Hjemmesiden www.klassiskhorsens.dk giver et samlet overblik over de klassiske koncerter i kommunen. Eller tjek på kultur- og eventafdelingen kulturportal www.spothorsens.dk.

Desuden bringer Horsens Folkeblad foromtaler m.v. af de fleste koncerter.

Udsolgt i Vor Frelsers

Det første eksempel på de nye typer arrangementer var februars udsolgte "Rækker ud"-koncert med bl.a. Andrea Pellegrini og TV-2's Steffen Brandt i Vor Frelsers Kirke.

Andre arrangementer er allerede planlagt, bl.a. tango-operaen "Maria de Buenos Aires" fra Den Jyske Opera med gæsteoptræden af Kurt Ravn, som kan opleves i Insero Atrium (Forum Horsens) i april 2019.

Koncerter, der bryder grænser ned, har været velkendte i Holmboe-festivalens regi, så Jeppe Vind kan tage afsæt i disse erfaringer.

- Koblingen mellem klassisk musik og et rock-spillested som KulisseLageret kan måske virke overraskende på nogle, men vi glæder os rigtig meget til at bygge videre. Koncerterne vil have forskellige lokationer fra gang til gang, og hovedsigte vil være at få den klassiske musik ud i øjenhøjde med den næste generation af lyttere, fortæller Jeppe Vind.

Nyt fra Vagn Holmboe
Den klassiske musikfestival Holmboe i Horsens har navn efter komponisten Vagn Holmboe (1909-1996), som blev født og voksede op i byen, indtil han rejste til København for at studere musik.

Gennem årene har Danmarks førende pladeselskab inden for den klassiske musik, Dacapo, udgivet en række af Vagn Holmboes værker på cd.

På det seneste har der været lidt stille med nyt, men Dacapo har netop meldt ud med et bokssæt, der på seks cd'er samler Vagn Holmboes 13 korte kammerkoncerter og fire sinfoniaer. Der er tale om indspilninger med DR Underholdningsorkester fra 1995-1999, da Hannu Koivula var chefdirigent.

I sit virke som komponist arbejdede Vagn Holmboe meget med at destillere sine ideer og skære det unødvendige fra. Derfor var han optaget af kammerorkestrets lille besætning, og den nye bokssæt giver "et spændende indblik i Holmboes musikalske univers", hedder det i Dacapos pressemeddelelse om nyudgivelsen.

Prioriterer ikke ned

Horsens Kommunes kultur- og eventchef Lasse Schuleit siger, at arrangørerne med det nye format "på ingen måde ønsker" at nedprioritere den klassiske musik i Horsens.

- Tværtimod ønsker vi netop at sikre, at der bliver ved med at være et spændende og alsidigt udbud af klassiske musikoplevelser i byen, siger han og tilføjer:

- Desuden må man ikke glemme, at Horsens Ny Teater, Horsens Musikselskab, kirkerne og Klassisk Horsens ligeledes lægger et stort arbejde i at arrangere og formidle gode og spændende klassiske koncerter.

Klassiske musikere skal hjælpe Holmboe-festival ind på ny kurs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.