Kasper fra Horsens drømmer om et liv i rampelyset

"Sikke'n dag for en dagdrømmerdreng. Jeg er helt væk i min dagdrøm". Sådan skriver Lars Lilholt i sangen "Dagdrømmerdreng", og mon ikke Kasper Kragh kender den? Den 25-årige med skuespiller-planerne er ihvertfald erklæret fan af Lilholts tekster, og dagdrømme har han masser af. Foto: Michael Svenningsen

Kasper fra Horsens drømmer om et liv i rampelyset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To mislykkede forsøg på at blive optaget på skuespillerskolen har ikke slået 25-årige Kasper Kragh fra Horsens ud. Han er gået ned i tid i sit job som portør for at have mere fokus på karrieren på scenen.

Horsens: Kasper Kragh husker tydeligt, hvornår interessen for teater og skuespil begyndte at spire i ham.

Hans storebror gik på Sct. Ibs Skole i Kildegade, hvor den årlige teaterforestilling denne gang bød på "Skatteøen". Otte-årige Kasper blev modvilligt slæbt med til noget så kedeligt. Så sad han dér mellem sine forældre og ventede på, at musikken begyndte at spille.

Nogle timer senere forlod han skolens teatersal med sangene og forestillingen rumsterende i hovedet, og man kan vel kalde det "kærlighed ved første blik", for han har aldrig sluppet den følelse, han gik derfra med. Sangene lærte han udenad.

- Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg ville lave teater. Det havde aldrig været aktuelt før da, og i dag kan jeg ikke forestille mig at lave andet. Selv om det er meget fjernt fra sandheden, føler jeg, at jeg er født på en scene, for det er her, jeg har det bedst, siger den i dag 25-årige Kasper Kragh.

Folkebladet møder ham i hans lejlighed på fjerde sal i Marius Holsts Gade. Han bor sammen med kæresten Maria, der læser til pædagog, mens Kasper selv arbejder som portør på Regionshospitalet i Horsens. Han har selv valgt at gå ned i tid, så hans job er på 24 timer om ugen. Det valgte han, så han har tid til at forfølge drømmen om et liv i scenelyset, og chefen havde fuld forståelse for hans valg:

- Selvfølgelig er det det, du skal gøre. Du har min opbakning, genfortæller Kasper Kragh chefens ord.

Når vi sidder derhjemme og ser film, er det underholdning for Maria. Jeg sidder derimod og analyserer. Og spoler tilbage, hvis jeg får lov.
Kasper Kragh
Kasper Kragh
Kasper Kragh, 25 år, er vokset op i Bankager-kvarteret, hvor han gik på den lokale skole, Bankagerskolen. Blev frivillig klubleder i Bankager Fritidscenter som 17-årig.

Gik på Gylling Efterskole fra 2008 til 2010.

Uddannet sosu-hjælper på Social- og Sundhedsskolen i Horsens i 2012.

Trak frinummer og meldte sig frivilligt som værnepligtig hos Beredskabsstyrelsen i Herning i 2012. Her var han i seks måneder, og han fortsatte efterfølgende som frivillig.

Fik job hos Reitan Distribution i Torsted i december 2012, men det var ikke ham. I januar 2013 skiftede han til et job på Regionshospitalet, hvor han bl.a. rengjorde operationsstuer.

Kom i lære som portør på sygehuset og fik fast 37-timers job, som han siden selv fik sat ned til 24 timer om ugen, så der er tid til skuespillet og musikken.

Spiller med i trioen "Dem Igen" sammen med Steffen Skovgaard (guitar, sang, mundharpe) og Jesper Mandrup (guitar). De har ca. et spillejob om måneden.
Kasper Kragh valgte selv at gå fra 37 til 24 timer på sit job, så han fik mere tid til at stå på teaterscenen og arbejde med sit skuespil. Foto: Michael Svenningsen
Kasper Kragh valgte selv at gå fra 37 til 24 timer på sit job, så han fik mere tid til at stå på teaterscenen og arbejde med sit skuespil. Foto: Michael Svenningsen

For kreativ til Beredskabsstyrelsen

Efter øjenåbneren med "Skatteøen" på Sct. Ibs gik Kasper Kragh trods sin unge alder i gang med at påvirke folkene på fritidscenteret i Bankager til at sætte en lignende teaterforestilling op.

Det lykkedes, og Kasper varetog selv alle sangrollerne, da ingen af de andre børn havde lyst til at optræde.

- Hvor kommer interessen fra, tror du? Altså, hvordan var dit forhold til musikken som barn?

- Jeg havde kolik som baby, så jeg græd konstant. Mine forældre fandt så ud af, at Lars Lilholts "Kald det kærlighed" var en af få sange, der kunne få mig til at falde til ro. Den har jeg sunget mange gange siden, for han er en fantastisk sangskriver. Senere var jeg ham der knægten, der altid sad til de store familiefester og var dybt betaget af suppe-steg-is-musikeren, siger Kasper Kragh.

Han er ordblind, og derfor skiftede han i ottende klasse til Torstedskolen, der havde en specialklasse for børn med læsevanskeligheder.

Senere kom han på efterskole i Gylling, hvor det tog fart med amatørskuespillet og med læseevnerne. I løbet af de to år på skolen flyttede han sig fra et andenklasse-niveau til at læse som en typisk elev i ottende klasse.

En uddannelse som sosu-hjælper blev hans næste skridt, men han fandt sig aldrig til rette i faget, selv om han valgte at fuldføre uddannelsen.

I Beredskabsstyrelsen søgte han efter aftjent værnepligt videre som befalingsmand, men de havde brug for en anden type end Kasper, var beskeden i afslaget.

- De sagde, jeg nok var mere kreativ end taktisk. Noget i den stil. Og det kunne jeg kun give dem ret i, siger Kasper Kragh, der endte med et rengøringsjob på regionshospitalet, før han skiftede over og blev portør samme sted. Det at "have en rengøringsvogn som kollega" var ikke lige ham.

Kaspers forestillinger
  • 2001: "Skatteøen", Bankager Fritidscenter.
  • 2006: "Oliver Twist", Horsens Amatør Teater.
  • 2007: "Dyrene i Hakkebakkeskoven", Horsens Amatør Teater.
  • 2011: "Vi, Som Går Teatervejen", Horsens Amatør Teater.
  • 2012: "Grease", Horsens Ungdomsskole (instruktør).
  • 2013: "Den Spanske Flue", Horsens Amatør Teater.
  • 2014: "Midt om Natten", Horsens Ungdomsskole (instruktør).
  • 2016: "Matador", Teaterkompagniet i Brande.
  • 2017: "Villums Kærlighed", Tvilum Kloster.
  • 2018: "Folk og Røvere i Kardemomme By", MCH i Herning.
  • 2018: "Fame", Dansk Talentakademi i Holstebro.

En vild følelse i kroppen

Sideløbende har han bygget videre på sin skuespillerkarriere med roller i forskellige opsætninger i bl.a. Brande og Herning, og han er blevet en del af trioen "Dem Igen", hvor han synger og spiller klaver og cajón - en slags rytmekasse af træ.

På Horsens Ungdomsskole har han været instruktør på skolens opsætninger af "Grease" og "Midt om Natten", men det er som skuespiller, han vil slå igennem.

- På et tidspunkt fik jeg muligheden for at søge en rolle i "Matador", som Teaterkompagniet ude i Brande havde gang i. Det var faktisk min kæreste, der så en annonce i Horsens Folkeblad, hvor de søgte mandlige skuespillere. Jeg søgte ved at indsende en video, hvor jeg sang, og til min egen overraskelse fik jeg rollen som Kristen Andersen-Skjern på baggrund af mine sangevner, fortæller Kasper Kragh og supplerer:

- Jeg kunne jo have været en elendig skuespiller.

Talentet er der uden tvivl. Ellers havde han næppe haft sin gang i amatørteatermiljøet, men alligevel rakte det ikke til en af de kun syv pladser på skuespilleruddannelsen i Odense, da han søgte både første og anden gang i 2017 og i år. Han prøver igen i 2019.

- Jeg bliver bedre hele tiden, og jeg har efterhånden luret, hvad det er, de søger. Indtil da bliver jeg ved at søge de ulønnede roller, der giver mig erfaring. Det er meget tid, jeg bruger på det, når jeg f.eks. som nu skal køre til Holstebro ca. to gange om ugen for at øve, men det er det hele værd.

- Hvad er det, det giver dig, når du står på scenen?

- Det giver mig en helt vild følelse i kroppen. Jeg befinder mig i en tilstand, hvor intet er uopnåeligt. Hvor alting kan lade sig gøre. Suset fra publikum, der klapper, og rollen med at være ham, der underholder og fortæller en historie. Den følelse finder jeg ikke andre steder end på scenen, siger Kasper Kragh.

Hør Kasper synge Gnags' "Mr. Swing King"

Kasper fra Horsens drømmer om et liv i rampelyset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce