Ingen jul i Horsens uden den gamle nisse


Ingen jul i Horsens uden den gamle nisse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I adskillige generationer har den gamle mekaniske nisse banket på butiksruden på Søndergade 28. De seneste 40 år i Modecentret, men i år er det Eventyrsport, der har lejet sig ind i lokalerne, efter at Modecentret lukkede.

Og nissen er fulgt med. Den kom dog først op 1. december, og forklaringen er den, at nissens "værge", bygningens ejer Henrik Sloth Madsen, ønskede, at den først skulle op 1. december.

Det har "tæppebombet" Eventyrsport med spørgsmål fra forbipasserende.

- Hvor er den henne, har mange spurgt. Jeg tror, der har været over 100 inde at spørge. Men nu er vi glade for endelig at have fået ro på, siger butikschef Ian Rasmussen.

Ud mod rådhuset

Nissen er kommet på plads i et andet butiksvindue, end den plejede, og om det var det, der fik den til at smide en møtrik forleden, ved vel kun nissen selv.

Med i processen med at få nissen på plads i butikken var Henrik Sloth Madsen, der selv bor i bygningen. Det var hans bedstefar Th. Madsen, der i 1923 købte nissen på en julemesse i Sydtyskland.

- Nissen har været i familiens eje i 93 år, og så vidt jeg ved, blev den sat frem i butiksvinduet allerede det første år. Søndergade 28 blev jo revet ned i årene før, og der blev opført en ny bygning. Nissen har formentlig været med i ruden i bygningens første år, julen 1924-25, fortæller Henrik Sloth Madsen.

- Den har altid stået i vinduet tættest på det gamle rådhus, hvor han så stod og bankede på ruden. Modecentret passede godt på den i alle årene. Jeg har været lidt nervøs for, hvordan den i år kunne få plads i vinduet uden at risikere at tage skade af sikkerhedsgitrene, når de ruller ned. Men det finder Eventyrsport nok ud af, siger den omsorgsfulde værge.

Købte nissen i Tyskland

Bygningen har sammen med nabobygningen "Beringshus" været på familien Madsens hænder siden 1883, og det er både en sand familiehistorie og en spændende byhistorie at snakke med Henrik Sloth Madsen om de matrikler, der har været i familien Madsens eje i midtbyen i over 130 år.

Søndergade 30 blev solgt til Casa A/S i 2006, men Henrik Sloth Madsen er fortsat administrator af Søndergade 28 i ejendomsselskabet K. Madsen Ejendomme A/S.

K. Madsen var Henrik Sloth Madsens oldefar, som i sin tid åbnede trikotageforretningen "K. Madsen" med både detailhandel og bagvedliggende fabrik, hvor der blev produceret og solgt strikkede strømper.

Oldefaren kom fra Ørre, nord for Herning, og var en handelsmand ud i strømper.

Hans søn Theodor Thallund Madsen - eller bare Th. Madsen - overtog siden forretningen i Horsens. Og det var denne Th. Madsen, altså Henrik Sloth Madsens farfar, der på en julemesse i Nürnberg faldt for den gamle nisse.

- Min farfar blev uddannet i Chemnitz, og det sydlige Tyskland var en af tekstilindustriens højborge. Han var til en julemesse i 1923, og her har han set den mekaniske nisse og købt den. Den er formentlig lavet i Nürnberg, og han har sikkert købt den til den nye forretning, fortæller Henrik Sloth Madsen, der som en årgang 1952 af gode grunde ikke var med selv dengang.

I familien har man dog snakket meget om nissen og ikke mindst tilhørsforholdet til selve bygningen, og det er derfor en nisse, der har betydning for Henrik Sloth Madsen.

- Det har i mange år ligget familien på sinde, at nissen hørte hjemme på Søndergade 28. Det betød noget. Jeg har et brev fra min bedstemor, hvori hun skriver, at hun ønsker, at nissen skulle blive her i huset, fortæller han.

En velkørende nisse

Med årene har nissen fået et par små skrammer hist og pist, og man kan f.eks. se, at den ene tommelfinger engang har været brækket af.

Nissen må alligevel siges at være i god stand, en 93-årig taget i betragtning. Det er jo ingen alder for en nisse, og der er stadig fint gang i den gamle motor, der med årene af og til har lækket lidt olie, kan man se.

Og så røg der som sagt lige en møtrik her forleden, men den er nu skruet på, så nissen er i fuld vigør igen.

- Af en mekanisk nisse at være, er den meget fin. Den er i god form, og elektrikeren har også gennemgået den og sagt god for den, smiler Henrik Sloth Madsen.

- Der er så mange borgere, der kan huske nissen, og for mig betyder det noget, at den er en del af ejendommen. Den er jo et kuriosum, og jeg har sagt til mine to døtre (der bor i Aarhus og København, red.), at hvis nissen nogensinde skal forlade ejendommen her, skal de aflevere den på Horsens Museum, siger Henrik Sloth Madsen.

Ingen jul i Horsens uden den gamle nisse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce